Før velfærdssamfundet var civilsamfundet.

Det er måske en lidt flot og forsimplet fremstilling.

Civilsamfundet er ikke helt afskaffet. Velfærdssamfundet varetager ikke alle vores behov. Måske er det endda under afvikling eller tilbagerulning, og så bliver civilsamfundet måske igen stærkere. Sådan som det var tilfældet dengang, da Arbejdernes Byggeforening opførte ti bebyggelser i København. Blot en enkelt – engang beliggende i Schønbergsgade mellem Gl. Kongevej og Vodroffs Tværvej – er nedrevet.

De andre er blevet til meget eftertragtede boliger. Det gælder for eksempel byggeforeningshusene ved Nyboder og på Olufsvej, Komponistkvarteret på Østerbro, Humleby ved Carlsberg og Kartoffelrækkerne ved Søerne.

Ifølge en ny bog om Arbejdernes Byggeforening er netop Kartoffelrækkerne – en af ghettoerne for den kreative klasse som det hedder – blandt de dyreste byhuse på det danske boligmarked. 75.000 kr. pr. kvadratmeter.

Ved årtusindeskiftet kostede en velrenoveret rækkehus i Kartoffelrækkerne knap tre mio. kr. I dag er prisen omkring 10 mio. Men så er der også – hedder det i bogen, der citerer ejendomsmæglerannoncer - »gulvvarme over det hele«, »soveværelser med adgang til walk-in-closet« og plads til au pairen.

En af grundene til, at for eksempel Kartoffelrækkerne er så populære, er, at de måske kan forløse en drøm, mange mennesker har om kultiveret fællesskab, og om at børnene kan spille bold mod facaden.

En ejendomsmægler forklarer således, at »mine kunder husker ofte deres egen barndom, hvor der blev spillet rundbold, og hvor man løb ind og ud hos hinanden og legede. (…) og mange af byggeforeningskvartererne holder dette barndomsminde i live med lukkede veje, vejbump og gadefester.«

For de fattige

Husene har således vist sig langtidsholdbare, siden blandt andre Henrik Sibbern - en af de toneangivende byggeforeningsarkitekter – tegnede dem.

For byggeforeningshusene var - årtier før dansk boligbyggeri nåede sit højdepunkt i mellem- og efterkrigstiden – et ambitiøst forsøg på at forbedre tilværelsen betragteligt for mennesker med det, der eufemistisk kaldes almindelige indkomster. Herunder adgang til goder som bedre hygiejne og frisk luft.

Baggrunden var også katastrofal. Det er muligt, den københavnske luft stadig i dag er sundhedsfarlig at indånde, men i midten af 1800-tallet var hygiejnetilstanden i hovedstaden en regulær katastrofe, og boligforholdene var elendige.

Der var tilbagevendende og voksende kritik af kvaliteten af drikkevandet og af stanken fra affaldet, der flød over det hele og udgjorde en stor sundhedsrisiko. Alene koleraepidemien i 1853 kostede omkring 5.000 mennesker livet.

Omtrent samtidig begyndte man at interessere sig for, hvordan smitte spredtes. Man mente for eksempel, at alene lugten fra forrådnende materialer var tilstrækkelig til at gøre mennesker syge, og eftersom hygiejne var svaret, var det nærliggende at kigge på faktorer som drikkevandsforsyningerne – vandreservoiret Cisternerne i Søndermarken er fra den tid – og på boligforholdene.

Der var da også adskillige læger blandt de gode borgere, der tog affære og tog initiativ til at opføre bedre boliger til fattige familier. Enten familier bestående af mand, kone og mange børn eller enlige kvinder med børn og forskellige logerende. Det kunne være løsarbejdere, der undertiden, hvis de havde meget få penge, blot fik en seng for en nat.

Tidligere i 1800-tallet var der mænd, der lejede ståpladser for natten. De havde et reb og livet, der var bundet til en krog i loftet, så de kunne sove stående. Også dengang oplevede København en voldsom tilstrømning af arbejdssøgende og nye indbyggere, der måtte bo så tæt sammen, at »ingen længere kunne huske, hvem der var i familie med hvem,« som det hedder i bogen.

Vejen op i hierarkiet

Såvel risikoen for skødesløs seksuel omgang uden for ægteskabet som faren for sygdomme får civilsamfundet i skikkelse af en række borgere fra middelklassen til at træde til. For eksempel gennem understøttelsesforeninger, der leder frem til byggeforeninger. Inspirationen til initiativerne kom fra udlandet, fremgår det af bogen.

I efteråret 1865 holder tre brave mænd – en læge, en ejendomsinspektør og en B&W-ansat - et foredrag på det store skibsværft på Christianshavn, hvor de blandt andet fortæller om, hvordan bomuldsvævere i England var gået sammen om opsparing til og opførelse af boliger, der kunne »opretholde Medlemmer og deres Slægt og til at frelse dem fra Afhængighed, Fattigdom og offentlig Understøttelse«.

Det resulterede i stiftelsen af Arbejdernes Byggeforening baseret på god vilje og milde gaver, opsparing blandt medlemmerne og lodtrækning om, hvem der skulle bo i de eftertragtelsesværdige huse, hvoraf de første – i Sverigesgade – stod indflytningsklar året efter.

De var tegnet af Henrik Sibbern med et grundareal på 25 kvadratmeter og i to etager. I den ene boede husejeren. I den anden havde en anden familie lejet sig ind – og det var der også en pointe i. Arbejderen skulle blive husejer og udlejer og også på denne måde begynde sin vej op gennem samfundshierarkiet.

Sondringen mellem ejere og lejere kan selv i dag hyppigt aflæses i landets boligkvarterer i forskellen på, om beboerne passer på deres omgivelser og udøver en slags gensidig mental disciplinering, så alt bliver pænt og nydeligt, eller om beboerne netop ikke tager ansvar, fordi ansvaret er andres. Også selv om man som beboer eventuelt er medejer gennem medlemskab af en boligforening, der imidlertid ofte opleves som noget fjernt og bureaukratisk.

Klassekampen glemmes

Som lægen Emil Hornemann, der var blandt stifterne af Arbejdernes Byggeforening, forklarede i en artikel i »Danske Arbejderboliger« i slutningen af 1870erne, så viser erfaringen, at »Besiddelsen af et lille Hus og at bo i et saadant kun selvanden med én Lejer har en overordentlig heldig Indflydelse paa Beboerne, de holde deres Huse og Lejligheder renligere og pynteligere end andre i lignende Kaar, og den lille Have er i Reglen plejet med Kærlighed og Omhu. Som en Ejer engang ytrede, føler han sig som en Konge i sit Rige og savner hverken Tivoli eller Dyrehavsbakke; hans hus og lille Have er ham baade det ene og det andet.«

Nej, som den afdøde kunsthistoriker, Lisbet Balslev Jørgensen, bemærkede i sin bog om enfamiliehuset, så glemmer man klassekampen »i eget hus sammen med kone og børn, blomster og gulerødder.« Fod under eget bord og eget tag overhovedet resulterede uvilkårligt i en borgerliggørelse eller en småborgerliggørelse af arbejderklassen, der har trukket lange spor gennem det politiske landskab de seneste mere end hundrede år.

Hvilket ikke er det samme, som at klasserne i samfundet er forsvundet. De har bare ændret udseende, siden Martin Andersen Nexø skrev romanen »Pelle Erobreren«, der blandt meget andet også behandler konflikten mellem revolutionære og reformistiske fløje i de socialistiske bevægelser.

Ti boligforeninger med tilsammen små 2000 boliger nåede Arbejdernes Byggeforening at opføre. Mange lå ved opførelsestidspunktet i udkanten af den egentlige by men er i dag på meget attraktive og centrale adresser på for eksempel Østerbro, der ofte bebos af de mere velhavende indbyggere.

Samfundet kan måske nok leve med, at studerende ikke har billige boliger i de mest eftertragtede kvarterer – men noget mere problematisk er det, hvis huspriser reelt tvinger borgere med mellemindkomster væk fra hovedstadsområdet. Det kunne jo sagtens være mennesker med både nyttige jobs og helt uundværlige funktioner inden for sundhed og sikkerhed.

Ensartede eller homogene

I et afsluttende kapitel diskuteres de udfordringer, blandt andet dét giver for beboersammensætningen i en by (og for så vidt også et land). Flere og flere flytter til København, hvor de centrale bykvarterer bliver for velhavere, mens Vestegnens kommuner er til de knap så velhavende, som forfatterne skriver.

Modsat Arbejdernes Byggeforening og de andre foreninger, der blev inspireret af AB, er meget af det boligbyggeri, der opføres i dag, ikke udtryk for filantropi eller selvhjælp. Og forfatterne kommer derfor med et par eksempler på nyere, både udenlandske og danske byggerier, der i større eller mindre grad bygger på nogle af de principper, der kendetegnede Arbejdernes Boligforening.

I samme kapitel diskuteres også det interessante aspekt, at mange arkitekter i socialt dansk boligbyggeri ofte benytter sig af gentagelsen eller repetitionen som et fremherskende æstetisk princip. Det kan for eksempel være placering af altaner som et særligt dynamisk, rytmisk element i etagebyggeri, eller det kan være det forhold, at husene er ens og ens placeret på grunden.

Ensartethed kan vi som regel ikke lide, og Københavns omegn byder på talrige eksempler på, hvad der sker, når boligbyggerier er standardiseret, og lejlighederne bogstaveligt talt så store, som nu kransporenes bredde tillod det.

Men netop det bedste boligbyggeri har ofte et ensartet præg, der giver kvarteret ro og sammenhæng.

Det er vist også sjældent, at Kartoffelrækkerne er blevet kritiseret, fordi byhusene ligner hinanden? Eller som forfatterne udtrykker det:

»Mens montagebebyggelsernes ensartede karakter kritiseres for at være kedelig og monoton, kaldes Kartoffelrækkerne ikke ensartede men homogene, og som sådan prises det ensartede for at give bebyggelsen en stærkt arkitektonisk identitet.«

Og så blev de sådan set opført med det ædle formål at skaffe nogle af de dårligst lønnede indbyggere et lille hus i byen.

Redaktører: Claus Bech-Danielsen & Marie Stender. Titel: Et lille hus i byen – fortællinger om Arbejdernes Byggeforening. Sider: 176. Pris: 250 kr. Forlag: Historika.

Udgivelsen ledsages af en udstilling i Dansk Arkitektur Center i Strandgade i København. Udstillingen vises til 18. oktober.