Da han var fem år, tog faren sit eget liv: »Jeg tænkte, at hans valg betød, at der var noget iboende utilfredsstillende ved mig.«

Da Glenn Bech var fem år, tog hans far sit liv. Senere forsøgte moren at lappe tomrummet med brutale og barnlige stedfædre. Den giftige maskulinitet var ved at ødelægge os, siger den 29-årige forfatter, der ønsker et opgør med en bestemt mandetype.

Da Glenn Bech var fem år og hans lillebror, René, var tre, tog deres far sit eget liv. I dag har Glenn Bech skrevet om den familie, der blev ødelagt af giftig maskulinitet. Forlaget kalder det »en brutal erindringsroman om klasse, køn, vold og svigt«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Da Glenn Bech var 16 år gammel, satte han sig ved computeren, oprettede et dokument og skrev en sætning til sin far. Den lød:

»Med dit selvmord slog du barnet, jeg lige havde været, ihjel.«

Sætningen står på første linje i »Farskibet«, en enorm roman om Bechs opvækst og hans familie, der for altid var mærket af det hul, døden efterlod. Ikke mindst gennem de brutale og barnlige mænd, som moren efterfølgende introducerede i den tro, at hendes sønner for alt i verden havde brug for en ny far. Det er en bog om maskulinitet, som den ser ud, når den er allermest formørket.

»Jeg havde brug for at skrive for at komme igennem det. I min sorgproces hang jeg fast i et billede af min far som et godt menneske. Jeg fik altid at vide, at han var god mod andre, at han var blid. At jeg havde hans øjne. Alle beskrev ham som en engel, men hvordan kan en engel tage sit eget liv? Jeg blev besat af at prøve at forstå det,« siger Glenn Bech, der er nået frem til en anden konklusion.

»Undervejs fandt jeg ud af, at han bare var et menneske. At han drak, og at han var ret fraværende i familien. At der faktisk er en god grund til, at jeg ikke rigtig kan huske ham.«

Til gengæld er der meget andet, han husker.

Dagen, hvor de voksne kom

Orange liljer, gule krysantemum, lilla hyacinter nærmest vælter ud over bordet i Bechs lejlighed i brokvarteret. Selv på stolene står enorme buketter og vidner om en bog, der endelig er landet.

For Glenn Bech var det en balancegang. Han ville gere fortælle sin historie, men også undgå at udstille sin familie. Både hans mor og bror har læst og givet deres tilsagn. Alligevel var arbejdet alt andet end nemt. Første udkast var på 1.500 sider, forordet alene fyldte 37 sider og var, med forfatterens egne ord, »skrevet i et sprog, som når resten af bogen er allermest svær«.

Den endelig bog er endt på 552 sider, der veksler mellem prosa, brevskrivning, hjemmevideotransskriptioner og vredesudbrud skrevet med versaler. En tekst, der er lige så fyldt med undertrykte følelser og fravær som selve opvæksten.

Da Glenn Bech var fem år og hans lillebror, René, var tre, tog deres far sit eget liv. I dag har Glenn Bech skrevet om den familie, der blev ødelagt af giftig maskulinitet. Forlaget kalder det »en brutal erindringsroman om klasse, køn, vold og svigt«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

»Alt, hvad jeg nogensinde har skrevet, har været den bog. Alle veje har ført derhen. På Forfatterskolen sagde rektor, at den bog, jeg ville skrive, var den bog, man plejede at vente med. Når folk siger den slags, skal jeg modbevise det,« siger Glenn Bech.

Han er født i Horsens og husker kun faren svagt. Mest husker han dagen, hvor mange voksne pludselig kom på besøg i barndomshjemmet. Og en fornemmelse af, at han skulle passe på sin mor. På det tidspunkt var han fem år.

»Farskibet« beskriver en nat, hvor drengen gerne vil trøste sin mor, der sidder og hulker på gyngestativet i haven, og hende, der ikke vil holde ham i hånden. Hun går foran ind i huset, mens han står tilbage.

Løsningen fra værtshuset

»Min mor havde ikke redskaberne til at håndtere den situation, hun stod i. Hun voksede selv op med en mor, der døde tidligt, og en fraværende skørtejagende mande-mand, der mente, at man skulle være hård for at være stærk,« forklarer Glenn Bech, der tidligt forstod at bide tænderne sammen.

»Jeg har aldrig grædt over min far. Jeg forstod bare, at det handlede om at beskytte min mor. Det har hun aldrig bedt mig om, men hun brød sammen foran mig; hun kunne ikke holde sammen på sig selv, og hun forventede, at jeg tog mig af min lillebror.«

Mens lillebroren blev udadreagerende, var Glenn angstfyldt og indadvendt. Han blev god til at gennemskue, hvilke »egoer der var i et rum, og hvordan jeg nemmest kunne rulle rundt på ryggen som en hund for at gå under radaren«. Som barn blev det hans måde at være menneske på.

»Jeg har aldrig grædt over min far. Jeg forstod bare, at det handlede om at beskytte min mor. «


Moren så problemet og fandt en løsning. Børnene havde brug for en ny far, en faderfigur.

»Det var faktisk for alvor der, det gik galt. Min mor var ikke tiltrukket af de omsorgsfulde, rolige gutter. Hun skulle ikke have en rullekravemand, der respekterede hendes grænser. Jeg kan huske, at jeg engang var med på date hos en mand, der havde stillet en skål frem med slik. Jeg stak bare begge labber ned i bunden af skålen, og han sagde pænt, at jeg måske bare kunne tage fra toppen af. Min mor reagerede med at blive vildt sur – ingen skulle sige sådan til hendes børn. Ham så vi aldrig igen.«

I stedet fandt moren en mand på det lokale værtshus. En mand, der kunne ramme bullseye på dartspillet, drikke øl og råbe højt. I bogen er han beskrevet som et svin.

»Jeg tillod mig at skildre Erik som et rendyrket røvhul – som et svin. Og det er den eneste karakter, jeg har beskrevet uden samvittighed,« siger Glenn.

Kan du sige noget pænt om ham?

»Nej. Børn var bange for ham, det var dyr også. Jeg kan huske, at han skulle passe sine forældres hund, en puddel. Den kunne næsten ikke stå på sine ben, fordi den var så bange i hans nærvær.«

Den bøvsende barnagtighed

Den voldelige og aggressive stedfar Erik er ikke den eneste mand, der krydser familien. Senere møder moren Glenn Bechs nuværende stedfar, Søren, der indtager familien med prut og bøvs og dårlige jokes. En voksen, der fejrer sin egen fødselsdag med samme energi som en fireårig. Barnligheden virker næsten brutal.

I bogen skriver Glenn Bech, at »det var giftig maskulinitet, der ødelagde og fortsat ville ødelægge livet, for både dig, mig og alle omkring os«.

»De to mænd er brugt som henholdsvis den grumme og staklen. De er giftig maskulinitet. Erik var decideret brutal, men i virkeligheden er Søren – ud over at være grænseoverskridende samt familiens måske mest krævende barn – også brutal, når han bliver vred. Han har været oppe at slås med min bror – og også min mor. Vi skulle konstant vise ham taknemmelighed for at opretholde roen,« siger Glenn Bech og nævner, at en anmelder skrev, at »giftig maskulinitet« lyder som et modeord.

»Tal lige om at leve i en boble,« udbryder Bech. »Der, hvor jeg kommer fra, er der ingen, der bruger det ord. Ingen forholder sig til de her ting.«

Det er også derfor, at bogen er skrevet, siger han. Ikke kun fordi Glenn Bech havde brug for at nærme sig en forståelse af sin far. Men fordi han mener, at vi har brug for at se, hvad visse opfattelser af maskulinitet gør ved os.

»Dette er også en fortælling fra et lag i samfundet, som vi ikke læser særligt meget om. Der er en sammenhæng mellem giftig maskulinitet og selvmord, vold, barnagtige måder at håndtere sine følelser på, homofobi og så videre. De mænd, jeg nævner i bogen, er vokset op med ideen om, at mænd ikke håndterer deres følelser, og det er en tankegang, de sender videre«.

Glenn Bech genkender det fra sig selv. Længe datede han mænd af samme skuffe.

»Jeg har vrænget af det der med »at mærke efter«. Men gennem min egen terapi har jeg jo opdaget, at selvomsorg er fedt. At det ikke behøver at være dramatisk for at være tiltrækkende.«

En anden ting, der har hjulpet ham, var uddannelsen. Glenn Bech var indadvendt, men boglig, fik en psykologuddannelse i 2017 – samme år, som han søgte ind på Forfatterskolen. Undervejs fik han sproget til at tale om følelserne. Noget, der aldrig var plads til derhjemme. Hans far måtte man ikke tale om. Blev han nævnt, oplevede stedfædrene det som et bedrag, et angreb.

»Det værste, der skete for os, var, at min mor fandt en ny mand, der var en tyran og ikke ville høre tale om min far. Og at begge de to mænd, min mor fandt, havde det svært med mindet om min far. Jeg har hørt dem begge sige til min mor, at de godt forstod, at min far begik selvmord. Han blev betragtet som en trussel – noget, der truede deres autoritet. Jeg kunne godt have tænkt mig noget luft og nogle rammer omkring det, hvor man kunne snakke og stille spørgsmål. Hvor det var trygt at snakke om, hvad jeg var ked af, og hvem min far var.«

Barnet, der følte sig mindre værd

Meget af det, vi gør, fører tilbage til barndommen. Det er tankegange, der er flyttet ind i os. Man kan vænne sig så meget til dramatik, at forhold uden kan virke unaturlige. Glenn Bech ved, at også de to stedfædre var et produkt af deres dårlige opvækst.

I dag går han i familieterapi med moren. Hun kommer fra Horsens, han fra København. De mødes på midten af Fyn. Stedfaren, Søren, har Glenn Bech dog kappet forbindelsen til. Han beskriver beslutningen som en befrielse.

»Når jeg står til en reception i København, taler jeg også mere jysk end normalt. Der får jeg lyst til at pille det ned, og når jeg er i Horsens, synes jeg ikke, at der er særlig højt til loftet. Så vil jeg tale om feminisme.« Glenn Bech har taget turen fra Horsens til København, fra en opvækst uden mange rigtige ord til et liv, der bygger på dem. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Gennem bogen er han samtidig kommet lidt tættere på en forståelse af sin far. Og af sig selv.

»Jeg tænkte, at hans valg betød, at der var noget iboende utilfredsstillende ved mig. Vi leder jo efter mening, og jeg tænkte, at det ville jo være logisk, hvis ikke jeg var god nok.«

Senere er det gået op for ham, at farens valg ikke handlede om børnene. Han har forvandlet sin far fra engel til et menneske.

»Da jeg var mindre, tænkte jeg, at hvis min far havde opdaget, at det var rigtigst at begå selvmord, så var jeg nødt til selv at gøre det samme. Men sådan var det ikke. Min far tog fejl. Han var syg, han var stakkels. Han havde sine egne dæmoner,« siger Glenn Bech.

»Kære far, som faldt i søvn af sorg. Hvis bare du kunne se mig nu,« står der i »Farskibet«.

Titlen er opfundet af de to børn, der engang ledte efter deres far i alting.

»Nogle år efter at han døde, spiller min bror og jeg et »Mario«-spil. Banen var et tværsnit af et flyvende skib, man skulle klatre op ad. En dag stod vi udenfor, hvor der var en kæmpe sky på himlen, der lignede det skib. Jeg får en indskydelse af, at jeg kan gøre noget godt for min bror ved at sige til ham, at det er farskibet. Jeg vidste godt, at jeg løj, men da jeg siger det, kunne jeg se et lys i min brors øjne. Så holdt jeg fast i, at det var farskibet. Den sky var noget konkret. Og der var en lettelse i at vide, at døden hellere ikke er vildere, end at man svæver rundt deroppe og er i ro«.