Jeg har engang været krænkelsessyg. Lad mig blot indrømme det. Det var i mine purunge år, hvor jeg som nytilflyttet til København tog et dumt, lavt betalt telefonsælgerjob. Første dag skulle vi lave et par enkelte prøveopkald. Da chefen hørte mit navn, lagde han straks armene over kors og rystede på hovedet. »Nathalie Ostrynski? Det duer sgu ikke«. Han forlangte, at når jeg ringede kunderne op, skulle jeg kalde mig noget andet. Mit navn lød alt for kompliceret og fremmed. Det ville forvirre kunderne, lød argumentet. Nej, så hellere et dansk navn som Charlotte Larsen, eller hvad der nu faldt mig ind.
Jobbet beholdt jeg præcis i den ene dag. Jeg sagde op, fordi jeg følte mig krænket. Hvad i alverden lignede det, at jeg skulle lyve på den måde og køre en fed omgang slettelak ud over det polske efternavn, sagde jeg rasende til alle dem, der gad at høre på det. I et naivt forsøg på at gøre min personlige oplevelse til noget alment.