Da bøsser og lesbiske fik nok: Homobevægelsens amerikanske revolution fylder 50 år

28. juni markeres 50-årsdagen for The Stonewall Riots: Et voldeligt opgør mellem LGBT-personer og politi på baren The Stonewall Inn i New York. Protesten, der varede i fem dage, blev en forløber for nutidens pridebevægelse.

New York, 28. juni 1969: Bargæster i konfrontation med politiet uden for The Stone Wall In i Christopher Street i Greenwich Village.  Fold sammen
Læs mere
Foto: New York Daily News Archive

For 50 år siden var der ballade på baren The Stonewall Inn i New York-bydelen Greenwich Village. Det var kommet til et voldeligt sammenstød mellem politifolk og de seksuelle minoriteter, der brugte Stonewall Inn som et tilflugtssted fra massiv undertrykkelse. Det var en tid, hvor homoseksualitet var forbudt ved lov. Og det var en tid, hvor det var ulovligt at klæde sig i tøj, der ifølge kønsstereotyper er forbeholdt det modsatte køn.

Disse tidlige morgentimer, 28. juni 1969, hvor otte politifolk stormede homobaren i Christopher Street, skulle vise sig at blive skelsættende. Homobevægelsens amerikanske revolution. Politiet var mange gange tidligere uanmeldt dukket op på baren, men for første gang slog klientellet igen.

Draq queens blev slæbt ind i politiets salatfade, men da en lesbisk kvinde, angiveligt aktivisten Stormé DeLarverie, beklagede sig over de alt for stramme håndjern, begyndte optøjerne. Folk begyndte at kaste småpenge efter politiet og at råbe slagord, og da den første flaske blev kastet efter politiet, opstod der protester, der den dag i dag giver genlyd.

Det er fortsat uvist, præcis hvem på baren der indledte kampen mod politiet. Men begivenheden har fået mytisk status i USA og i LGBT-kredse, og mange betegner de optøjer og parader, der fulgte efter sammenstødet på The Stonewall Inn som pridebevægelsens fødsel. I fem dage var der uroligheder og demonstrationer foran baren, hvor de seksuelle minoriteter indledte en kamp for rettigheder, de ikke havde. Det er den tradition, der føres videre verden over.

Foto: ANGELA WEISS.

»Politiet havde rimeligt frie tøjler til at lave chikane, fordi homoseksuelle dengang var praktiserende kriminelle,« siger Peter Edelberg, der er lektor ved Københavns Universitet, og som bl.a. forsker i køns- og seksualitetshistorie.

I juni 1970 blev årsdagen for optøjerne markeret med en parade i New York. Traditionen bredte sig til resten af verden, og i Danmark fandt den første prideparade sted i 1971, hvor Ekstra Bladet bragte en artikel med overskriften »Smil homofil«. Det skulle ikke længere være forbundet med skam og sorg at være homoseksuel.

»The Stonewall Riots kom på mange måder til at kendetegne den moderne seksualitets aktivisme. Det var i sig selv et forandringspunkt, fordi minoritetsaktivisterne gik fra en indadvendt og tilpassende aktivisme til at vende sig mod begreber som stolthed,« siger Michael Nebeling Petersen,der er  lektor ved Institut for kulturvidenskaber på Syddansk Universitet. Han sige også, at oprøret var en direkte kamp mod kriminalisering, diskrimination og forfølgelse.

En reproduktion af den historie, som New York Post bragte den 29. juni 1969 om de begivenheder, der gik forud for de fem dage lange optøjer. Fold sammen
Læs mere
Foto: STAN HONDA.

Peter Edelberg, lektor på Københavns Universitet

»Stonewall Riots har og har haft en enorm betydning for særligt LGBT-bevægelsens selvbevidsthed. I USA er det år 0 i forhold til LGBT-synlighed og kamp for rettigheder.«


Det store vendepunkt

Før Stonewall-optøjerne var seksuelle minoriteter usynlige. Kampen for rettigheder ligeså. Men der skete et markant skift, da bøsser, lesbiske, transpersoner og andre minoriteter i 1969 med stolthed i stemmen råbte op.

»The Stonewall Riots har og har haft en enorm betydning for særligt LGBT-bevægelsens selvbevidsthed. I USA er 1969 år 0 i forhold til LGBT-synlighed og kamp for rettigheder,« siger Peter Edelberg.

Samme gennemslagskraft har The Stonewall Riots imidlertid ikke haft i Danmark, noterer Peter Edelberg sig.  I Danmark blev homoseksualitet afkriminaliseret i 1933. Politiet i Danmark var ikke et tæskehold mod seksuelle minoriteter på samme måde som i New York, og allerede i 1948 blev den første danske LGBT-forening, Forbundet af 1948, oprettet.

I Danmark var homobevægelsen derfor også en anden. Den var ikke en kamp for de samme rettigheder som i USA. Den var en kamp for synlighed og accept.

»Stonewall-optøjerne var en enorm inspiration for en ny generation af bøsser og lesbiske, der opstod samtidig med ungdomsoprøret i 1968 og den seksuelle revolution i 1970erne. Den nye generation syntes, at de gamle bøsser og lesbiske var for pæne og for borgerlige. De ville have mere direkte aktion,« siger Peter Edelberg.

Efter Stonewall-optøjerne oprettede man i USA foreningen Gay Liberation Front, som fik en direkte aflægger i Danmark. Bøssernes Befrielsesfront hed aflæggeren, som i 1974 fik følgeskab af den socialistiske, feministiske og ganske radikale forening Lesbisk Bevægelse.

»De to danske bevægelser måtte omfortolke, hvem de var, fordi de ikke kæmpede mod politivold og kriminalisering. Det kom til at handle om ikke at undskylde for, hvem man var. Bøssernes Befrielsesfront blev kendt for at holde demonstrationer, hvor mænd dansede rundt i kjole og med stort skæg,« siger Peter Edelberg.

Sven Omann, også kendt som Wanda Liszt, var en del af Bøssernes Befrielsesfront. Ifølge ham var der to fløje i foreningen, og det var kun den ene, der ændrede verden, mener han. Det var den, der viste ansigt på samme måde, som man gjorde under Stonewall-optøjerne.

»Der var de kloge, marxistiske tænkere, der kom fra universitetet. Og så var der os andre. Os, der trak i bedstemors gamle kjole, lakerede neglene grønne og skabte os i byens gader i vores højhælede sko. Det var os, der kom til at ændre verden. Os, der gjorde noget. Ikke dem, der sad og tænkte,« sagde Omann til Politiken i 2015.

Stonewall Inn. ligger på Christopther Street i Greenwich Village i New York. Vejskiltet her, der er det ikoniske kryds mellem Gay Street og Christopher Street, er bleve ændret til »Acceptance Street« for at afspejle LGBT-bevægelsens stigende diversitet. Fold sammen
Læs mere
Foto: ANGELA WEISS / AFP /.

Et fandenivoldsk opråb

50-året for The Stonewall Riots markeres i denne måned flere steder verden over. I New York, hvor pridebevægelsen blev undfanget, finder den tilbagevendende begivenhed World Pride lige nu sted. Det er en begivenhed, der i år  har fået tilnavnet Stonewall 50. Et digitalt monument, Stonewall Forever, med lydbidder fra 1969 er skabt for at fortælle historien om The Stonewall Riots, ligesom talrige dokumentarer og vidnesbyrd fra begivenheden bliver lagt frem.

Derudover fejres 50-året direkte og indirekte i San Francisco, Oslo, London og mange andre af de byer, der i juni fejrer Pride Month. Det er en måned, hvor farverige begivenheder mindes og fejrer den rettighedsrevolution, der begyndte på The Stonewall Inn.

Lars Henriksen, der er forperson i Copenhagen Pride, er lige nu i New York for at deltage i byens pridebegivenheder og for at overtage stafetten til World Pride, der i 2021 skal finde sted i de københavnske gader.

Lars Henriksen, forperson i Copenhagen Pride

»Der er mange steder i verden, hvor LGBT-personer har færre eller de samme rettigheder, som man havde i New York dengang. Og hvor de ikke har et retssystem i ryggen, og hvor der var risiko for at blive fængslet, overfaldet eller lynchet.«


»Folk kommer hertil i erkendelse af, at Stonewall var starten på pridebevægelsen. Det er meget tydeligt i dag, hvor man går i arkiverne, holder arrangementer ved The Stonewall Inn og vender tilbage til de personer fra dengang, der stadig lever,« siger Lars Henriksen.

»Stonewall gennemsyrer alt. Historien er vigtig at fortælle til nye generationer, fordi der er mange steder i verden, hvor LGBT-personer har færre eller de samme rettigheder, som man havde i New York dengang. Hvor de ikke har et retssystem i ryggen, og hvor de er risiko for at blive fængslet, overfaldet eller lynchet,« siger han.

I dag er der fokus på, at pridebevægelsen ikke blot er en kamp for rettigheder for hvide homoseksuelle. I 2019 har der været mere end 20 drab på transkvinder i USA, hvoraf størstedelen er sorte, og med det politiske klima i USA er mange seksuelle minoriteter bekymrede for deres fremtid.

Selv om pridebegivenheder bliver stadigt mere kommercialiserede, bliver menneskerettighedsdemonstrationer og opråbene mod diskrimination ved med at være fandenivoldske og konfrontatoriske, påpeger Lars Henriksen.

»Hvis man er usynlig, kan man bare blive ignoreret. Men hvis man gør opmærksom på sig selv, kan man ikke. Det kan godt være, at folk tager afstand fra en, men der opstår en dialog, som ikke ville være der, hvis man som minoritet lod som om, man ikke fandtes.«