Far, Mor og Børn skal allesammen i biffen og se »Toy Story 4«. Det er en rar film om, at venskab er godt, men at kærlighed er bedre. Cowboy-dukken Woody er loyal. Men gælder loyaliteten først og fremmest det barn, som er hans formål? Eller skal loyaliteten rettes mod Woodys tabte kærlighed, den lille hyrdinde Bodil? Kan et legetøj tillade sig at blive selvisk? Og kan legetøjsdukker udvikle sig og ligefrem blive... voksne? Kan vi andre?
Toy Story slår fast med syvtommersøm, at man er noget værd, når man er elsket, uanset hvor kikset man ellers føler sig. Det er meget HC Andersen'sk, og Pixar er de sande arvtagere efter den store danske fortæller. I de første Toy Story-film - især i to'eren - var Woody den perfekte, sjældne cowboydukke. Det er han langt fra i fjerde ombæring af serien. Og hvad så? Måske er perfektion stærkt overvurderet, og måske bliver man et bedre legetøj og et bedre menneske af at indse det. Man kan ikke perfektionere sig til kærlighed. Men måske er selvforglemmelse et skridt på vejen? Glem engang imellem, hvor du kommer fra. Overvej hellere, hvor du skal hen.
