Filminstruktøren Christoffer Boe sætter sig ved bordet i Berlingskes konferencesal, og inden vores interview går i gang, får han øje på et fotografi i overstørrelse på væggen.
Det er taget af avisens fotograf og forestiller en soldat i ørkenuniform, der betragter et spædbarn, som soldaten løfter mellem sine hænder. Han er åbenbart lige landet i Danmark efter at have været udsendt. Bag soldaten står barnets mor og kysser den hjemvendte i nakken. Soldaten synes ikke at ænse hende, har kun øje for barnet, som han måske aldrig har set før.
Det er et fantastisk billede, idet soldatens blik kan læses på mange måder, og hver fortolkning synes at åbne for en hel ny fortælling: Er han lykkelig nu? Eller er han usikker på, om det er hans barn? Christoffer Boe har sin egen forklaring.
»At stå med barnet bringer ham pludselig i tvivl om, hvorvidt det overhovedet kan lykkes at blive en del af den familie. Mit gæt er, at det kan tage lang tid,« siger Christoffer Boe.
Dermed nærmer vi os også historien i Christoffer Boes barske TV-serie »Kriger«, der i aften har premiere på TV 2.
»Kriger« handler om »CC«, en dansk veteran fra Afghanistan (spillet af Dar Salim), der vender hjem til København, plaget af skyld over at have beordret en kammerat på en dødelig mission. I hovedstaden, mørktmalet af seriens filmfotograf, Jacob Møller, bliver han hyret af politiets bandeenhed til en livsfarlig »muldvarpe«-operation: Han skal infiltrere Københavns mest magtfulde rockergruppe, i serien kaldet »Ulvene«.
Christoffer Boe har på kort tid taget nogle gevaldige skridt væk fra sin tidligere rolle som en af Danmarks prisbelønnede filmskabere med smalle kunstneriske film på CVet til i dag at være rorsmand på nogle af landets potentielt største publikumsmagneter, nemlig »Journal 64«, som er den fjerde krimi i Afdeling Q-filmserien, der havde premiere sidste torsdag, og så »Kriger«, som Christoffer Boe selv har skrevet sammen med forfatteren Simon Pasternak.
Ved første øjekast ligner historien om den traumatiserede, menneskesky krigsveteran noget, man har set før, men da CC for alvor kommer inden for rockerborgen, åbner TV-serien op for en verden af nærmest neurotisk voldelighed. Medlemmerne af »Ulvene« er ikke skildret som »gammeldags«, fedladne og usoignerede rockertyper. De er en hårdtpumpet, kriminel organisation, hvor indsatserne er høje, og triumferne fejres med technofester og bunker af stoffer, dyre vine og dyre damer.
Du var tæt på at opgive dit arbejde med serien, fordi du ikke kunne finde den rigtige skuespiller til at spille rockernes leder, Tom. Hvad ledte du efter?
»Jeg havde en udfordring med at skulle skildre tre subkulturer: politi, militær og rockere. Selv om der er en masse, vi ikke ved om de subkulturer eller miljøer, har publikum nogle forventninger til, hvordan de skal skildres, som man er nødt til at tage højde for. Men af fortællemæssige grunde skulle meget af spændingen opbygges ved at sætte fokus på forholdet mellem CC og Tom.
Derfor var det afgørende, at Tom skulle spilles af en skuespiller, der både kunne formidle rockernes voldsparathed, have den fornødne autoritet til at være deres leder, men også være charmerende på den psykopatiske facon, hvor man gerne vil feste sammen med ham, samtidig med, at man omhyggeligt undgår at pisse ham af.
Det sidste var vigtigt, for hvis man ikke kan vise det fascinerende og attraktive ved den kriminelle organisation, mister man troværdigheden. Mit problem var, at jeg ikke kunne se nogle danske skuespillere for mig, som ville kunne levere den særlige kombination af egenskaber, så jeg skrev på karakteren uden at vide, hvem der skulle kunne hive den hjem med troværdigheden i behold. Først da jeg så Lars Ranthe demonstrere dette register, vidste jeg, at det kunne lykkes,« siger Christoffer Boe.
Lars Ranthe skulle være din Darth Vader?
»Ja præcis – han skulle være min Darth Vader! Der var jo aldrig blevet en »Star Wars«, hvis ikke Darth Vader havde været så frygtindgydende. Men han skulle være både fascinerende og frastødende. Tom har også et tilbud til CC, der leder efter den intensitet, som krigen kan tilbyde. At deltage i en krig har en høj pris: Familien og venner kan se og mærke, at den udsendte har slået ihjel. Det skræmmer og skaber en afstand, som er svær at overvinde for veteranerne. Men det skræmmer ikke Tom, der genkender den rodløshed, der er i CC, og kan tilbyde ham noget, der er en form for hjem.«
Hvordan ligner de tre grupperinger – politiet, militæret og rockerne – hinanden?
»De har alle tre nogle meget rigide regler og en stærk selvforståelse. De deler noget, de ikke kan have med nogen andre, og så har de volden som et sprog, med den forskel at kun to af grupperinger har ret til at bruge volden. For bandemedlemmer er volden lystbetonet. De kan lide at dele slag ud, og de elsker at få slag.«
Kan de simpelthen lide at få tæsk?
»Ja, det var et tilbagevendende træk ved mange af de interviews, vi foretog med blandt andre rockere og fodboldhooligans. Jeg talte med en kæmpestor hooligan, der fortalte med julelys i øjnene, hvordan han var blevet omringet i en baggård af en rivaliserende bande og slået til plukfisk. Det var endt med, at han havde brækket ryggen og lå i intensiv i flere måneder. Men han beskrev det, som om det var hans livs bedste oplevelse.«
Hænger lysten sammen med, at det er en form for offer, man yder for fællesskabet?
»Jeg tror, at det er blanding af flere ting. Det er noget biologisk, der handler om, hvordan nogle mennesker er hardwirede til at forstå smerte som noget lystbetonet. Men det er selvfølgelig også en badge of honor at ofre sig for banden.«
Det kendetegner rockerne i »Kriger« at de taler på en hyperseksualiset måde. Det er ikke bare i forholdet til deres kvinder, men også til mændene indbyrdes. Hvor har du fået den tone fra?
»Så snart man taler med bandemedlemmer, finder man ud af, hvor seksualiseret miljøet er. Det er et fællesskab, der er sindssygt kropsligt. De lægger arm med hinanden, slås med hinanden og krammer hinanden. De ekstremt testosteron-aggressive mænd er vilde med at kramme, samtidig med, at de selvsagt tager afstand fra alt, der er åbenlyst homoerotisk.
Endelig er det også en meget verbal kultur, hvor alle prøver hinanden af i en konstant hierarkisk udfordren. Du skal selvfølgelig være parat til at slås, men du positionerer dig også på sproget. Den, der kan levere de sjove anekdoter og den største intensitet, kan klare sig godt. Her kunne Lars Ranthe bidrage med egne observationer med folk, han har kendt i rockermiljøet.«
Rockerne i »Kriger« gør sig i gode vine og luksus?
»Ja, det er jo konsekvensen af, at der er sindssvagt mange sorte penge i miljøet. Rockerne kan ikke købe huse for pengene, men de kan sgu godt købe en god middag. Mange af de dyre restauranter har levet ret godt af kriminelle, der gerne spenderer 5-10.000 kroner på en aften. Det er en god måde for en bandeleder at opretholde status på. Derfor er mange rockere vaskeægte foodies. De er oprigtigt interesseret i god mad og ved skam noget om vinmærker. Hvilket selvfølgelig giver mening, når du har 100.000 kroner, der brænder i lommen.«
»Kriger« er en miniserie i seks dele. Premiere i aften kl 20.00 på TV 2.
