Hvilket sted i København holder du mest af?
»Jeg holder allermest af Christianshavn, hvor jeg også bor i dag. Jeg har tilbragt meget af min barndom på Christianshavn, fordi min mormor og morfar boede ved Overgaden Oven Vandet, så der er min mor også opvokset. Jeg flyttede tilbage til Christianshavn, efter jeg havde boet i Virum i mange år, og det var simpelthen så fantastisk at komme tilbage og høre klokkerne fra det spiralsnoede tårn på Vor Frelsers Kirke bimle igen. Da jeg var et lille barn, sov jeg tit hos min mormor og morfar, og der kunne man altid høre tårnet, når det bimlede godmorgen og godnat. Da jeg pludselig hørte de klokker igen, gav det en følelse af at være tryg, som da jeg var hjemme hos mine bedsteforældre.




