Tiden føles hurtigt accelererende her på kanten af 2019, hvor mobiltelefoner, SoMe og andre kommunikationsformer konkurrerer om både opmærksomhed og koncentration. Måske den bedste julegave, man derfor kan give sig selv, er at slukke for smartphonen bare for at se, hvad der så sker.
Forleden dag kom jeg for skade at trykke på den funktion i telefonen, der tæller mit tidsforbrug på Instagram, og det så ikke kønt ud. Gennemsnittet lå på en time og 34 minutter og dagen, og derudover kunne jeg nedslået konstatere, at jeg tjekker min telefon ca. hvert 30. minut, hvis man altså fordeler det ud over alle døgnets 24 timer, hvilket min samvittighed foretrækker at gøre.
Sagen er nemlig, at jeg er en af de typer, som altid har for travlt. Til at se mine venner, til at ringe til min familie, til at komme til træning og til at gøre kål på den voksende bunke af halvt læste romaner, der ligger og giver mig dårlig samvittighed på natbordet.
Jeg vil gerne lære at kokkerere, men synes ikke, at jeg kan afse en ugentlig aften til et madlavningskursus, og så har jeg i snart 20 år drømt om at lære at spille guitar, men bruger altså mit fingerspil på min mobil frem for et par strenge. Og jeg er ikke den eneste, som har svært ved at slukke for mine forskellige gadgets og koncentrere mig om det, der sker i det fysiske synsfelt.
Da jeg forleden besøgte en af mine kammerater med børn, bemærkede jeg, hvordan den otteårige dreng nærmest fik fysiske tics, hvis ikke der var tændt for både Ramasjang, YouTube og mobilen på en gang, hvorimod han nærmest ikke kunne koncentrere sig om at lytte efter, når jeg forsøgte at komme i kontakt med ham.
Måske er det på tide at bukke under for de skeptikere, der er begyndt at råbe op om »Dommedags-skærmen«.
Men det står ikke kun galt til i den unge ende af aldersskalaen, for da jeg i sidste uge var til koncert med den islandske sangerinde Bjørk, oplevede jeg på tæt hold, hvordan to publikummer lige ved siden af mig ikke kunne holde mobilen i lommen på trods af, at sangerinden åbnede showet med at bede alle gæster om at slukke for deres mobiler. Der var helt mørkt i salen undtagen ved siden af, og til sidst blev flere af os så irriterede, at vi nærmest synkront vendte os mod parret og skældte dem ud. De var begge gråhårede og stærkt på vej mod de 70, og ægteparret følte det åbenbart stærkt nødvendigt at dokumentere hele koncerten på en lille skærm, og det var med teenageagtig trods, at de bukkede under for gruppepresset.
Ikkeeksisterende koncentrationsevne
Og måske er det på tide at bukke under for de skeptikere, der er begyndt at råbe op om »Dommedags-skærmen«, som den blev omtalt i Weekendavisen i forbindelse med et interview med neurobiologen Michel Desmurget. Han har skrevet »Den digitale idiotfabrik«, og han mener grundlæggende, at den efterhånden overdrevne brug af skærme er ved at gøre de nye generationer både dummere, mindre velartikulerede, mere ukoncentrerede og uempatiske. »Hvis de symptomer kunne sættes i forbindelse med en hvilken som helst virus, ville folk blive skrækslagne og sporenstregs kaste millioner i at finde en effektiv kur,« men i stedet lader det til, at vi har trykket speederen i bund og er på vej i afgrunden med 180 km/t. Og jeg er tilbøjelig til at give ham ret.
I skolerne peger flere undersøgelser på, at børn foretrækker youtubere som Fie Laursen og Lakserytteren frem for »Brødrene Løvehjerte«, og i årene 2011-2016 faldt antallet af børn, der »nyder at læse« fra 44 til 36 procent. Tendensen er den samme hos voksne hvor læselysten er i frit fald, og jeg må desværre også tilstå, at jeg er mere tilbøjelig til at lægge billeder af pæne romaner op på min Instagram-konto, end jeg er til rent faktisk at læse dem. Og da jeg for nylig gik i gang med en roman, måtte jeg hurtigt erkende, at også min koncentrationsevne er stort set ikkeeksisterende. Det første par dage læste jeg fem-ti sider ad gangen, og først da jeg slukkede for både mobil og radio, lykkedes det mig at komme ind i noget, der lignede et læseflow.
Stilheden kan altså noget i forhold til ens koncentration og evne til at drømme sig væk til de gode gamle dage, hvor alting var meget bedre, men det er også et alment lægetrick at sende stresspatienter hjem med beskeden om at gå en tur hver dag uden mobil og musik i ørene ligesom det hjælper både i kærlighed og venskaber at slukke for larmen.
Derfor har jeg besluttet at bevæge mig ind i de brølende 2020ere med et fokus på virkeligheden. Jeg får nok ikke lært at lave mad eller at spille guitar, men ligesom skolebørn vil jeg læse 20 minutter hver dag, og så vil jeg allerede i dag genoptage en gammel tradition med at skrive julekort til venner og familie ligesom jeg gjorde i 2009.
Måske det er et stille oprør, en længsel efter fortiden, eller måske jeg bare er blevet gammel.
