Efter kun ni måneder på posten siger Asger Juhl op fra sin stilling som journalistisk chefredaktør på Ekstra Bladet, skriver avisen selv.
»Grunden til, at jeg stopper, er, at jeg aldrig rigtig fandt mig til rette på Ekstra Bladet. Journalistisk ledelse handler i høj grad om at finde den rigtige modus med medarbejderne. Her må jeg desværre erkende, at vi ikke fandt den balance, som jeg mener er afgørende for, at kunne skabe den rigtige udvikling af Ekstra Bladets journalistisk,« siger han til Ekstra Bladet.
Han understreger, at beslutningen er »100 procent« hans egen.
I april blev det meldt ud på et stormøde på Ekstra Bladet, at Asger Juhl ikke længere skulle være daglig chef for Ekstra Bladets kriminalredaktion, graverredaktion og underholdningsjournalistik, skrev fagbladet Journalisten.
Forinden havde medarbejdere på Ekstra Bladet angiveligt klaget over Asger Juhls ledelse.
Asger Juhls ansættelse blev meldt ud 30. august 2022, samtidig med udnævnelsen af Anders Borup Sørensen, der blev forfremmet fra egne rækker i Ekstra Bladet til en stilling som administrerende chefredaktør.
Forinden havde Asger Juhl startet mediet Den Uafhængige, hvor han var chefredaktør. Før det var han journalist på Radio24syv og P1.
Berlingske talte med Asger Juhl, da han tiltrådte på Ekstra Bladet. Dengang sagde han:
»Jeg har valgt at gå ind i Ekstra Bladet, fordi jeg synes, det laver fantastisk journalistik. Jeg har altid prøvet at lave Ekstra Bladet, alle de steder jeg har været, og altid haft Ekstra Bladet i baghovedet. Så derfor giver det her fuldt ud mening for mig.«
Fremover skal den øverste ledelse på Ekstra Bladet udgøres af ansvarshavende chefredaktør Knud Brix, administrerende chefredaktør Anders Borup Sørensen og kommerciel direktør Signe Skarequist, skriver Ekstra Bladet.
Dermed skal der ikke ansættes en erstatning for Asger Juhl.




