Central aktør ser på bustesagen med »meget stor alvor«: »Det er en farlig politisk holdning«

Efter at en historisk buste i den forgangne uge med fuldt overlæg blev druknet i Københavns havn og derfor destrueret, har politikere såvel som meningsdannere stået i kø for at fordømme handlingen. Nu tager central aktør bladet fra munden.

»Hvis vi forsøger at slette fortiden, ved eksempelvis at destruere dens kunst, får vi kun sværere ved at forstå den og dermed også at tage ved lære af den,« lyder beskeden fra Akademiraadet, efter at en buste, der forestiller grundlæggeren af Kunstakademiet, Frederik V, er blevet smidt i havnen. Philip Davali/Ritzau Scanpix

Der skulle ikke mere til end en tur i en københavnsk kanal, før en historisk og uerstattelig buste af Kunstakademiets grundlægger, Frederik V, blev ødelagt.

Det har vakt bestyrtelse – blandt andet hos kulturminister Joy Mogensen (S), der kaldte handlingen, som er begået af en række anonyme billedkunstnere, for »ren og skær hærværk«.

Nu melder endnu en aktør sin ankomst i debatten.

Det er Akademiraadet, som rådgiver staten i spørgsmål, der omhandler billedkunst og arkitektur. Kort fortalt: Akademiraadet ser på episoden med »meget stor alvor«, hvilket er årsagen til, at rådet udtaler sig om sagen.

Sædvanligvis udtaler Akademiraadet sig udelukkende om sager af principiel karakter. Busten var i øvrigt en del af en kunstsamling, som Akademiraadet holder styr på.

»Der er tale om tyveri fra en offentlig kunstsamling, svarende til tyveri fra et museum, og derfor har vi naturligvis meldt sagen til politiet, som nu er i gang med efterforskningen,« lyder meldingen fra Akademiraadet i en pressemeddelelse.

Her hiver By & Havn busten op af Københavns Havn fredag den 6. november 2020. Fredag morgen kom det frem, at en anonym aktivistgruppe havde smidt statuen af Frederik V. i havnen. Busten af Frederik V står normalt på Kunstakademiets Billedkunstskoler. Philip Davali

Farlig politisk holdning

Rådet skriver videre, at det har modtaget en e-mail fra »De Anonyme Billedkunstnere« – rådet antager, at det er de samme billedkunstnere, som har begået hærværket mod busten.

I e-mailen argumenterer kunstnerne for, at der er tale om en »kunstnerisk aktion«. I et indlæg på netmediet idoart.dk har gruppen desuden argumenteret for, at den ønsket en kunstverden, der tager ansvar for både fortidens handlinger og »de måder, hvorpå kolonialismen stadig er aktiv i dag«.

»Ved at synke Frederik V i kanalen ønsker vi at italesætte de måder, hvorpå kolonitiden er usynliggjort, men stadig har direkte konsekvenser for minoritetsgjorte mennesker inde og uden for kunstakademiet,« skriver aktivistgruppen på idoart.dk.

Det er dog ikke den rette måde at gribe kolonitiden og fortiden i det hele taget an på, mener Akademiraadet.

»Det er en farlig politisk holdning at betragte en hvilken som helst given handling som retfærdiggjort af et større onde, en holdning, som Akademiraadet tager stærkt afstand fra. Det kan ikke ændres ved at hævde, at handlingen er kunst,« skriver Akademiraadet og kalder ødelæggelsen for »kontraproduktiv«.

»Ødelæggelsen af busten er jo desværre ikke symbolsk, den er helt reel, og den bliver ikke mindre reel af at betragte handlingerne som en kunstnerisk aktion.«

Rådet er overbevist om, at hvis vi forsøger at slette fortiden, ved eksempelvis at destruere dens kunst, får vi kun sværere ved at forstå den og dermed også at tage ved lære af den.

Vi skal ikke slette fortiden

Det er kun, når der bliver skabt ny kunst, som er »tidssvarende og betydningsfuld«, at vores fællesskab kan blive styrket, lyder budskabet fra Akademiraadet.

Det opnår man dermed ikke ved at ødelægge fortidens kunst.

»Busten er ikke skabt for at hylde racisme og slavehandel. Den er skabt i en kontekst, hvor det var normalt, at kongen var enevældig, og at slavehandel fandtes. Det er ikke en normalitet, vi finder acceptabel i dag, og det er uhyre væsentligt, at vi ikke bagatelliserer de overgreb, der fandt sted dengang. Men det er også vigtigt, at vi ikke pålægger fortiden vor tids normer,« skriver Akademiraadet og fortsætter:

»Når »De Anonyme Billedkunstnere« forsøger at retfærdiggøre ødelæggelsen af Salys buste ved at hævde, at intentionen var at »lære af fortiden for at ændre fremtiden«, er Akademiraadet af den modsatte holdning: Rådet er overbevist om, at hvis vi forsøger at slette fortiden, ved eksempelvis at destruere dens kunst, får vi kun sværere ved at forstå den og dermed også at tage ved lære af den.«