Vandaliseret buste er »ren og skær hærværk«, raser Joy Mogensen – »det bør efterforskes«

Det er vandalisme og kriminelt at ødelægge kunstværker og statuer, fastslår kulturminister Joy Mogensen.

Det er ikke kunst at vandalisere andres kunst, fastslår kulturminister Joy Mogensen (S) nu. Fold sammen
Læs mere
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Kulturminister Joy Mogensen (S) melder sig nu på banen i sagen om busten af Frederik V, som er blevet stjålet fra Kunstakademiets festsal og kastet i Københavns Havn.

Kunstnergruppen Anonyme Billedkunstnere har påtaget sig ansvaret for handlingen og forklaret den med, at de ønsker at »italesætte de måder, hvorpå kolonitiden er usynliggjort, men stadig har direkte konsekvenser for minoritetsgjorte mennesker inden og uden for Kunstakademiet.«

Den forklaring bider ministeren imidlertid ikke på, skriver hun på Facebook.

»Det er ren og skær hærværk, og det er altid uacceptabelt,« skriver Joy Mogensen og gør det klart, at det ikke er en formildende omstændighed, at bagmændene kalder det kunst at vandalisere andres kunst.

»Det er forkert at ødelægge kunstværker og statuer af personer, der havde holdninger, vi i dag mener er forkastelige. Vi skal se historien i øjnene og blive klogere på den. Ikke fortie eller prøve at slette den.«

»Der er ingen fremskridt i vandalisme, og der er ingen kunst i at smide en statue i vandet,« skriver hun således.

Ministeren mener i stedet, at der er tale om en kriminel handling, der bør efterforskes, og som bør få konsekvenser for de ansvarlige.

Hun skriver endvidere, at hun er opmærksom på, at Kunstakademiet kan have et problem med identitetspolitiske strømninger, og at ministeriet kommer til at have en dialog med skolens ledelse herom.

Samtidig afviser Joy Mogensen, at det kan komme på tale at lukke Kunstakademiet, som forskellige personer ellers har krævet i kølvandet på den verserende sag. Akademiet er, ifølge ministeren, »uundværligt og helt centralt i dansk kunstliv«.