Carsten Jensen kritiserer Gyldendal: »Lad os droppe managementordene. Rosinante bliver lukket. Det er det, der sker«

Forlaget Rosinante lukker som selvstændigt selskab, men fortsætter under Gyldendals vinger. Risikabel strategi mener ekspert. »Et stort tab«, siger forfatteren Carsten Jensen.

Gyldendal samler sin forlagsvirksomhed i Klareboderne, i Københavns indre by, hvor Danmarks største forlag har holdt til i næsten 250 år. Rosinante, Gyldendals selvstændige datterforlag, som holdt til få hundrede meter væk, ved Rundetårn, lukker nu som selstændigt selskab. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bax Lindhardt

Et forlag, der står bag nogle af de største succeser i dansk forlagshistorie, eksisterer ikke længere, som vi kender det.

Det er på Rosinante, Peter Høeg har solgt mere end 15 mio. bøger, og det er her, nogle af den danske litteraturs stærkeste stemmer stadig udkommer: Helle Helle, Jens Blendstrup, Morten Ramsland for blot at nævne nogle få.

Carsten Jensen

»Lad os droppe managementordet »fusioneret«. Rosinante bliver lukket. Det er det, der sker.«


Det er også her, man har hentet penge til de finlitterære udgivelser ved hjælp af en mastodontsucces, nemlig den danske version af husmoderporno-serien Fifty Shades.

Men nu er Rosinante & Co., som forlaget officielt hedder, ikke længere et selvstændigt selskab. Forlaget, der i en årrække har været ejet af Gyldendal, men kørte redaktionelt uafhængigt og havde sin egen adresse, redaktørkreds og ledelse. Fremover vil der stadig stå Rosinante på ryggen af en række udgivelser, men disse vil reelt blive håndteret af Gyldendals redaktion.

I den forbindelse skal 25-30 medarbejdere fyres, og forlagets administrerende direktør Jakob Malling Lambert træder tilbage med øjeblikkelig virkning.

For Gyldendals administrerende direktør handler det om at skære på alt det uden om kerneproduktet: Bøgerne.

»Hvad er det, vi er her for?« spørger Morten Hesseldahl retorisk og svarer: »Det er ikke for at betale dobbelte huslejer eller for unødvendige administrative opgaver. Det er for at udvikle litteraturen og have fokus på forfattere og læsere, og derfor kan vi se, at det er rigtig dyrt at have de her to selvstændige selskaber. Vi sparer på husleje og de bagvedliggende funktioner.«

Derfor har Gyldendal valgt at samle alle forlagslinjer i Klareboderne, hvor Gyldendal har holdt til i snart 250 år. Forlagene Rosinante, Høst & Søn, Cicero, Pretty ink og Flamingo videreføres ifølge Morten Hesseldahl i Gyldendal.

»Det, der er kravet, når man er så store, som vi er, er, at vi ikke bliver for omkostningstunge. At vi bliver nødt til at bruge ressourcerne på det, det handler om, nemlig det publicistiske,« siger Morten Hesseldahl. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

»Hvis man ser på profilerne for Rosinante og Høst & Søn (Rosinantes børne- og ungdomsbogsforlag, red.), er det meget svært at se, at det er nogle udgivelser, der ikke skal kunne udgives på Gyldendal, og så ryger lidt af berettigelsen af at bruge så mange penge på at opretholde to udgivelsesenheder.«

Morten Hesseldahl mener ikke, at sammenlægningen betyder, at det litterære miljø bliver fattigere, selvom der bliver færre porte at gå ind ad som forfatter.

»Vi vil fortsætte både forfatterskaberne og Rosinantes udgivelser som hidtil, så der vil stadig være en stor bredde i udgivelsesprogrammet, men hvad angår porte, er det ikke dét, man mangler i dag på forlagsmarkedet. Det er meget let at slå sig op som forlag, og der er et hav af forlag derude. Det, der er kravet, når man er så store, som vi er, er, at vi ikke bliver for omkostningstunge. At vi bliver nødt til at bruge ressourcerne på det, det handler om, nemlig det publicistiske«

Gabende hul

Den køber forfatteren Carsten Jensen ikke. Han har tidligere udgivet en række bøger på Rosinante, fx sine rejsebøger »Jeg har set verden begynde« (1996) og »Jeg har hørt et stjerneskud« (1997), men skiftede senere til Gyldendal, hvor han var, indtil han sidste år forlod forlaget i protest mod Morten Hesseldahl, som han kaldte »kronisk inkompetent« og »dansk kulturlivs evige vandrepokal«.

»Det vil være et stort tab for den danske forlagsverden, hvor der i forvejen er færre og færre forlag og mindre og mindre mangfoldighed i udgivelserne,« siger forfatteren Carsten Jensen, der selv tidligere udkom på Rosinante. Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl.

Han mener, at der vil ske nøjagtig det samme, som da Gyldendal i 2017 overtog forlaget Tiderne Skifter.

»Man meddelte, at man ville videreføre forlagets udgivelsespolitik, men et forlags udgivelsespolitik står og falder jo også med redaktørerne og deres evner og interesser, og der er ingen tegn på, at Gyldendal har videreført Tiderne Skifters udgivelsespolitik. Der er pludselig et gabende hul. Det samme er jeg sikker på vil ske med Rosinante. De af deres danske forfattere, som sælger nogenlunde, vil de holde fast ved, og resten må så nok gå ud og finde andre veje. Så lad os droppe managementordene. Rosinante bliver lukket. Det er det, der sker,« siger han og tilføjer:

»Det vil være et stort tab for den danske forlagsverden, hvor der i forvejen er færre og færre forlag og mindre og mindre mangfoldighed i udgivelserne. Her tænker jeg især på udenlandske oversættelser. Det er fuldstændig rigtigt, at der er en lang række idealistiske småforlag, som nogle gange køres af én person, andre gange et par stykker. Det er dem, der sikrer originaliteten og bredden, men det synes jeg er helt fortvivlende. At de, der ikke har penge, idealisterne, skal sikre mangfoldigheden, mens de, der har de store ressourcer, koncentrerer sig mere og mere om kommerciel mainstreamlitteratur.«

Risikabel strategi

Bjarke Larsen, tidligere chefredaktør for forlagsbranchens magasin, Bogmarkedet, tror heller ikke på, at Rosinante har en fremtid under Gyldendal. Han kalder sammenlægningen et drastisk tiltag, og mener, at det kan være en risikabel strategi.

»Man har i mange år anset det for en fornuftig og klog strategi, at Gyldendal havde et datterforlag som fysisk lå et andet sted. På den måde kunne de opdyrke deres egen kultur, deres egen profil, deres egen måde at gøre det på. Det er selvfølgelig dyrere, men man har også indtil nu sagt, at det gav en hel masse fordele, at alt ikke blev gjort på Klareboderne-faconen, men havde to forskellige indgange til markedet. Den luksus har man så ikke længere råd til.«

Jakob Malling Lambert, Rosinante & Co.s administrerende direktør, ønskede i går ikke at udtale sig.