»Det er ikke en selvmordsaktion«

Tiderne Skifter, som Claus Clausen i 43 år har stået i spidsen for, bliver i morgen overtaget af Gyldendal. Har det gamle, venstreorienterede, samfundskritiske forlag kapituleret til storkapitalen?

»Du kan i dag sælge en bog, uanset om den har fået dårlige anmeldelser eller ej, ved at hype den. Markedsføringsafdelingen kan sige til redaktørerne: Du skal ikke fortælle mig, hvad bogen handler om. Fortæl mig, hvem der skal købe den,« siger forlægger Claus Clausen, der sælger nu sit forlag, Tiderne Skifter, til Gyldendal. Foto: Sophia Juliane Lydolph Fold sammen
Læs mere

Først var det Dylan. Og en fornemmelse af, at »The Times They Are A-changin’«.

Nu er tiderne igen skiftet for det lille forlag i Læderstræde i det indre København, som Claus Clausen i 1973 etablerede med sin daværende kone, forfatteren og rødstrømpen Suzanne Giese.

I morgen bliver Tiderne Skifter, som hans forlag hedder, officielt overtaget af Gyldendal.

»Jeg har det helt klart blandet med det,« siger han: »På den ene side er det med løftet, let befriet stemning, jeg gør det. Men det er ikke bare et åg, der falder fra mine skuldre, ikke bare en byrde, jeg slipper af med. Det er også at vinke farvel til det, nogle vil kalde et livsværk.«

Claus Clausen fortsætter indtil til sommer, hvor Mette Jokumsen, der i en årrække har stået i spidsen for Informations Forlag, tager over. Derefter er det slut for forlæggeren, der gennem 43 år har været en markant figur i det danske forlagslandskab. Navnet Tiderne Skifter fortsætter dog; det vil der fortsat stå på de bøger, forlaget udgiver i fremtiden. Tiderne Skifter fortsætter som det, der hedder et imprint – et serienavn – men nu under Gyldendals ejerskab.

Blandt Tiderne Skifters mest kendte titler er de fem udgaver af håndbogen »Kvinde kend din krop«, der er udkommet hvert tiår siden 1975. Skønlitterært har forlaget udover en række danske forfattere – Pia Juul, Sidsel Falsig Pedersen, Ulrik Gräs og Sven Holm for at nævne nogle få – også udgivet markante udenlandske navne som Julian Barnes, Jonathan Safran Foer, Richard Ford, Jonas Gardell, Rosa Liksom, Geert Mak, Thomas Pynchon, W.G. Sebald og Colm Tóibín. Og så sent som torsdag i denne uge markerede forlaget sig med Klaus Rifbjergs posthumt udgivne erindringsbog, »Til rette vedkommende«.

»Jeg befandt mig i den situation, at jeg var blevet 72 år, og jeg havde tænkt mig, at jeg ville skrue kraftigt ned for mit aktivitetsniveau, som vel ikke har været under 50 timer om ugen plus det løse. Så hvad skulle jeg gøre?« spørger Claus Clausen og siger, at det ikke har været aktuelt, at en af hans fire døtre skulle overtage forlaget, ligesom der ikke har været nogen oplagt kronprins eller kronprinsesse.

»Så foretrækker jeg, at forlaget kommer i solid professionel varetægt hos en virksomhed, der har forstand på bøger.«

Brændte for bøger

Men lad os gå tilbage til begyndelsen.

Claus Clausen, der er cand. mag. i nordisk sprog og litteratur fra Københavns Universitet og fik erfaring som forlagsredaktør ved det venstrerevolutionære forlag Rhodos, brændte fra han var ung for bøger, og han mente, at der var en plads på bogmarkedet, han kunne udfylde.

»Der var en meget interessant politisk proces igang. Det nye venstre var ved at udvikle sig, og ortodoksien fra den gamle kommunisme var ved at forsvinde. Der var kommet nye partier som VS, kollektivbevægelsen voksede, og der var et begyndende net af alternativer til de eksisterede boghandler, nemlig bogcaféer. I den periode tænkte jeg, at jeg ville lave et forlag som et svar på det, der var ved at ske,« siger Claus Clausen om baggrunden for, at han og Suzanne Giese i 1973 igangsatte Tiderne Skifter.

»Jeg havde forlagserfaringen, og vi havde stærke kontakter til den nye venstrepolitiske kultur, herunder ikke mindst den dengang nye kvindebevægelse. Forlagets første udgivelse hed da også »Derfor kvindekamp« og var skrevet af Suzanne Giese. Så vi slap godt fra start, fik megen omtale og solgte også rigtig godt, 15-20.000 eksemplarer. Så var vi i gang.«

Siden er det blevet til knap 1.500 forskellige titler. Efterhånden stadig flere inden for skønlitteraturen. Men udgangspunktet var det politiske i bred forstand.

»Jeg ville gerne være med til at udvide vores forestilling om, hvad politik var eller kunne være. At det ikke bare handlede om en økonomisk fordeling i samfundet, men også havde noget at gøre med måden, man levede på – ændrede kønsroller, seksuel frigørelse, nye samlivsformer, hvad gør vi ved børn og børneinstitutioner? Hvad sker der med børnene, når de voksne arbejder? Der var ikke noget parti, der kunne samle det, der var i bevægelse og på vej. Det var det, vi ville sætte ord på og skabe bevidsthed om.«

Fra slemt til værre

I de år, Claus Clausen har været en institution i det litterære miljø, er der sket meget. Tiderne er i mange henseender skiftet fra slemt til det værre, ikke mindst var vilkårene på det danske bogmarked væsentlig bedre i 1970erne, end de er i dag, mener han.

»Dengang var der et netværk af salgskanaler, som ikke findes i dag, hvor boghandlerne ulykkeligvis lukker på stribe, og bibliotekerne køber færre og færre bøger ind. Dengang var det mærkeligt at udgive en bog i under 2.000 eksemplarer i førsteoplag. I dag er det high risk, hvis man trykkler en bog i 2.000 eksemplarer,« siger han og udbryder: »Det er altså bare 40 år siden!«

Oveni er fulgt et øget fokus på bestsellere. Presset på at satse på de store, sikre titler bliver større og større – og det begrænser mangfoldigheden og gør vilkårene for især den oversatte kvalitetslitteratur ringere.

»Når man talte om smalle bøger, da jeg begyndte, tog man det ikke som et signal om en skavank ved en bog, at den var smal. I dag vil de fleste forlag, der er optaget af bundlinjen, sige nej til en smal bog. Der er for meget arbejde og for lidt indtægt i dem,« siger han og tilføjer, at magten internt på forlagene også er ved at skifte.

»Om det helt gælder i Danmark endnu, ved jeg ikke, men internationalt kan man sige, at der er sket det, at redaktørernes magt er reduceret i forhold til markedsføringsafdelingernes. Markedsføringen har i dag fået en meget højere prioritet.«

Og det skyldes blandet andet et ændret medielandskab, hvor færre læser aviser, og avisernes position og magt dermed bliver reduceret.

»Du kan i dag sælge en bog, uanset om den har fået dårlige anmeldelser eller ej, ved simpelthen at hype den. Det giver en helt ny situation, hvor markedsføringsafdelingen kan sige til redaktørerne: Du skal ikke fortælle mig, hvad bogen handler om. Fortæl mig, hvem der skal købe den. Hvis du kan forklare mig, hvorfor mange vil købe den, så går vi ind for den.«

Hvilke konsekvenser har det for bogmarkedet?

»Det betyder, at mainstream vokser, sidegaderne lukker langsomt til, der bliver mere og mere af det samme. Det har vi set meget tydeligt med krimibølgen. Den slags gør tilværelsen vanskeligere for de små, mere eller mindre nicheagtige foretagender, der prøver noget nyt. De skal kæmpe mod mainstream, op mod strømmen. Det skulle vi måske også dengang, men vi følte det ikke sådan. Vi følte, vi havde medvind.«

Men den rene elendighed er det nu ikke altsammen, skynder Claus Clausen sig at understrege.

»Der er jo heldigvis også dukket forlag op, som har vist sig levedygtige. People’sPress for eksempel. Det er jo ikke mere end ti år gammelt. Det er helt bestemt godt gået, synes jeg. Og for nylig har forlaget Gladiator så set dagens lys. Det er et smukt initiativ. Nobelpristageren Svetlana Aleksijevitj udkommer også på det lille forlag Palomar. Sådan noget er opmuntrende. Der er ikke bare ting, der lukker ned, der er også ting, der kommer frem. Det skal man ikke glemme. Det må give andre blod på tanden.«

Alle forlag er kapitalistiske

Når Claus Clausen nu sælger Tiderne Skifter til landets største forlag, handler det da heller ikke om, at han ikke kan klare sig mod titanerne på bogmarkedet, understreger han.

»Det, jeg er inde i her, er ikke en selvmordsaktion. Jeg ser det snarere som en sikring. En havn. Tiderne Skifter har aldrig nogensinde givet underskud, og vi kunne sagtens fortsætte.«

Tiderne Skifter var en del af en modkultur, og nu sælger du så dit forlag til landets største og mest klassiske forlag...?

»Ja, Gyldendal er jo fra 1770 og må være et af verdens ældste forlag. På mange måder bygger det jo på nogle traditioner. Man kan sige mange ting, og jeg er også modstander af forlagskoncentration og konglomeraterne. Jeg går stadig ind for at »lade 100 blomster blomstre« – ikke det maoistiske træk ved det, men billedet af mangfoldighed. Nu bliver der så nedlagt endnu et lille forlag, kunne man sige. Men nej, der bliver der ikke, for man køber ikke Tiderne Skifter for at nedlægge det, men for at videreudvikle det. Det er det, jeg sætter min lid til. Når et stort forlag køber et lille forlag, er det ikke for at vride halsen om på det og kvæle det, så er det for at fremtidssikre det.«

Er det ikke en kapitulation til storkapitalen?

»Jo, hvis man betragter et forlag som Gyldendal som storkapital, fordi det har en stor omsætning og udbetaler udbytte til sine aktionærer. Men omvendt kan man spørge, om en institution som Louisiana også er storkapitalen? I don’t. Men jo, hvis du ser strengt marxistisk på det, hvad jeg ikke synes, man kan, så kan man godt sige, at det er at afgive magten i et selvstændigt forlag til en større magt, som man kunne kalde kapitalistisk. Men alle danske forlag, jeg kender til, er ret beset kapitalistiske. Du bliver nødt til at få enderne til at mødes. Den redaktionelle kvalitetssans må underbygges med sikker økonomisk indsigt.«

Kunne du ikke have solgt Tiderne Skifter som et selvstændigt forlag?

»Jo det kunne jeg godt. Men jeg tror ikke, det vigtigste er, om man er et imprint, en del af en gruppe, eller ej. Jeg er fuldstændig overbevist om, at forfattere som Julian Barnes, Richard Ford, Thomas Pynchon vil fortsætte med at udkomme på Tiderne Skifter – også selv om forlaget for dem er stærkt knyttet til min person. For mange vil Tiderne Skifter være mig, det kan intet vel ændre på – skiftende tider eller ej.«