Den butiksdød, der rammer gågader og bymidter i både København og i provinsen, er nu også kommet til fristaden. 

For ifølge Politiken kæmper butikker og serveringssteder på Christiania med at betale huslejen. 

Det skyldes, skriver avisen, at der er væsentligt færre københavnere på Christiania, efter at Pusher Street er blevet lukket. For mange af de gæster, der var der engang, kom for at købe hash. Og nu er de væk. 

En af dem, der har det svært, er cafeen Månefiskeren. 

»Staden går gennem en virkelig vild forandring. Det er godt, at volden er væk, og nu skal vi finde en måde at udvikle os på, samtidig med at vi værner om vores værdier,« siger Veronica Lauth Arnkil fra Månefiskeren til avisen. 

Pusher Street blev lukket 6. april, siden januar har der været en såkaldt »målrettet skærpet strafzone« på Christiania. 

Det betyder, at der er dobbelt straf for eksempelvis at blive taget med hash på sig på Christiania. Det betyder, at den mindste bøde for besiddelse af cannabis er 4.000 kroner fremfor 2.000 kroner.

Christianias fællesråd, der er Christianias øverste beslutningsorgan, havde inviteret hele København og Danmark til aktionsdag, hvor man kunne deltage i at rive gaden op, brosten for brosten. Mange københavnere sagde ja til invitationen – og en del fik en brosten med hjem ved samme lejlighed.

En af dem var Mark, hvis bror blev dræbt på Christiania, og som Berlingske talte med. 

I slutningen af juni besluttede Fonden Fristaden Christiania, Københavns Kommune og staten at bruge 85 millioner kroner på en omfattende forvandling af Pusher Street.

Pengene skal bruges på flere nye legepladser, nye haver, et museum og flere andre ting. 

Christianitterne har også talt om at ændre navnet på vejen. 

Et af forslagene er »Galaksevej«, men de er endnu ikke nået til enighed.