Pernille Holbøll bliver den nye ansvarshavende chefredaktør på B.T. Jonas Kuld Rathje har været konstitueret ansvarshavende chefredaktør, siden Michael Dyrby stoppede på avisen.
Det har hun nu selv bekræftet overfor B.T., efter Berlingske, Media Watch og B.T. erfarede det tidligere onsdag.
Pernille Holbøll forventes at tiltræde i midten af maj, når arbejdet for det danske sportsbetting-firma Better Collective afsluttes, skriver avisen.
»Jeg ved, det er en ekstraordinært talentfuld medarbejderstab på B.T. med meget stort potentiale, og de gør det fantastisk. Jeg glæder mig meget til at lede, hvad jeg ser som et af landets mest spændende journalistiske og digitale projekter,« siger Pernille Holbøll til B.T.
Jonas Kuld Rathje forsætter som chefredaktør under Pernille Holbøll, ligesom han var under Michael Dyrby.
Pernille Holbøll skal sætte en høj redaktionel standard, og hun skal udvikle og iværksætte en »100 procent digital fremtid«, står der i en besked på Berlingske Medias intranet.
»Jeg er stolt og glad for, at Pernille Holbøll vil påtage sig opgaven med at lede B.T. Der er meget at passe på og endnu mere at udvikle, og jeg er ikke i tvivl om, at vi har fundet den rigtige,« siger Anders Krab-Johansen, der er koncernchef og udgiver i Berlingske Media, hvorunder B.T. hører.
Pernille Holbøll forlod chefredaktionen på Ekstra Bladet i november 2021, efter at Henrik Qvortrup var blevet ansvarshavende chefredaktør på Ekstra Bladet. I mellemtiden har hun været på barsel og været ansat som senior director i Better Collective, der arbejder med pengespil på sport.
Pernille Holbøll har haft et par ansættelsesmæssigt gode dage, ser det ud til. Media Watch skrev således i går, at bestyrelsen i TV 2 Danmark har indstillet, at Pernille indtræder i tv-stationens bestyrelse. Det kunne man læse i fagbladet Journalisten.
Pernille Holbøll kom til Ekstra Bladet i januar 2016, hvor hun blev ansat som nyhedschef. Sidenhen blev hun udnævnt til digital chef, og i december 2019 trådte hun sammen med Kristoffer Eriksen ind i avisens chefredaktion. Da Poul Madsen stoppede som ansvarshavende chefredaktør på Ekstra Bladet, indtrådte Holbøll som konstitueret ansvarshavende chefredaktør. Kristoffer Eriksen forlod Ekstra Bladet og arbejder nu for Frihedsbrevet.
Tidligere ansvarshavende chefredaktør Michael Dyrby stoppede, efter det kom frem, at han i sin tid som TV 2-ansat havde »krænket«, »været magtfuldkommen« og havde haft »upassende forhold«, som han sagde i et interview til Berlingske, efter Discovery+-dokumentaren »Metoo: Sexisme bag skærmen« blev sendt.