Den mest brugte podcast-app blandt danskerne er den, som følger med alle iPhones: Apple Podcast.

Men nu anbefaler 12 danske podcast-kanaler, at danskerne holder op med at bruge den. Det kan man læse i en pressemeddelelse fra de 12 kanaler.

Anbefalingen til danskerne skyldes to ting. Dels at de på det seneste har oplevet, at Apple i modsætning til alle andre podcast-apps ikke udsender kanalernes nyeste episoder, selvom de er sendt til Apple, og dels at kanalerne ikke kan komme i kontakt med Apple for at få løst problemet.

»Vi ved ikke, hvad problemet er, men kan konstatere, at alle vores udgivelser når frem til Apples systemer, men også at de ikke når ud til brugerne. Og vi kan konstatere, at det er et problem, der er 100 procent isoleret til Apple Podcast,« skriver kanalerne i pressemeddelelsen.

Ekspert: Så godt som umuligt at tale med Apple

Eric Ziengs er marketingchef og podcastekspert. »Som podcastskaber er det frustrerende, at det er så godt som umuligt at komme i kontakt med Apple, når der er problemer,« siger han.
Eric Ziengs er marketingchef og podcastekspert. »Som podcastskaber er det frustrerende, at det er så godt som umuligt at komme i kontakt med Apple, når der er problemer,« siger han. Pr

Podcast-kanalerne er Borgen Unplugged, NFL Showet, PL Showet og Golfshowet, der alle udgives af Qvortrup Media, Brøndbylyd og Stemmer fra Ådalen (OB), cykelpodcasten Veloropa, og Mediano 1, Mediano 2, Mediano Music, Mediano Health og Mediano Håndbold, der alle udgives af Mediano Media.

Mediano Media har sendt data til Berlingske, der understøtter, at Apple Podcast er den mest brugte app, i hvert fald for lytterne af Medianos udsendelser.

Eric Ziengs er marketing- og podcastekspert og arbejder blandt andet som konsulent for firmaer, der gerne vil benytte sig af podcast.

Ifølge ham er det tekniske problem formentlig forbigående, men han er enig i, at podcastlyttere burde overveje at bruge en anden app end Apple Podcast, siger han.

»Alle podcast-apps kan alligevel stort set det samme, og som podcastskaber er det frustrerende, at det er så godt som umuligt at komme i kontakt med Apple, når der er problemer,« siger Eric Ziengs.

Det er en generel tendens, at mindre såkaldte indholdsskabere bliver meget afhængige af de store techgiganter, som så til gengæld ikke er til at få fat i.

Apple er fuldstændig ligeglade

Politiken-tegneren og forfatteren Stine Spedsbjerg er et nyligt eksempel. Hun fik lukket sine profiler på Facebook og Instagram og var ude af stand til at få dem åbnet igen. Hun brugte sine profiler til sit arbejde og havde gennem flere år publiceret en onlinetegneserie, som hun pludselig mistede adgangen til. Først da flere medier skrev om det, fik hun åbnet sin adgang igen. Den slags eksempler er, ligesom de nuværende med de danske podcast-kanaler, et problem for mindre, danske indholdsskabere, mener Eric Ziengs.

»Det er en udfordring, at Apple er så stor og fuldstændig ligeglad med producenterne. I Danmark vil jeg tro, at det nærmest kun er DR, der har direkte adgang til Apple, men ellers har man som udgiver ingen måde at kunne få hjælp,« siger Eric Ziengs.

Det kan skyldes, mener Ziengs, at Apple ikke tjener særlig mange penge på podcastdelen af forretningen og derfor ikke gider bruge mere energi på det end højest nødvendigt, siger han.

Udgiverne bag pressemeddelelsen skriver, at de har kontaktet Apple på alle relevante kanaler og flere har talt i telefon med Apple Support »uden at få noget, der ligner et brugbart svar eller en tilkendegivelse på, at Apples udvikler-team er på sagen«.

Blandt alternative podcast-apps kan nævnes SoundCloud, Google Podcast, Pocketcast, Overcast, Spotify, Podimo og Podcast Addict. De er alle gratis at hente og adskiller sig stort set kun på udseendet, mens funktionaliteten er nogenlunde den samme.

Berlingske har kontaktet Apples pressetjeneste, men har i skrivende stund ikke modtaget noget svar.