Britisk forfatter kan score prestigefyldt hattrick med blodig roman

Hilary Mantel har to gange fået Bookerprisen for sine historiske romaner. Nu er hun indstillet med endnu én. Alle tre handler om den grusomme og kløgtige statsmand Thomas Cromwell.

Hilary Mantels nye roman er udvalgt for »sin mesterligt udspekulerede dialog og sine udsøgte beskrivelser«. Fold sammen
Læs mere
Foto: JUSTIN TALLIS

Måske scorer en af Storbritanniens mest elskede og beundrede forfattere, Hilary Mantel, hattrick ved dette års uddeling af  Bookerprisen.

Hilary Mantel er nemlig, hvilket er helt usædvanligt selv for en forfatter af hendes kaliber, for tredje gang blevet indstillet til den prestigefyldte britiske litteraturpris.

Hun er indstillet for romanen »The Mirror & The Light«, som er den tredje og sidste roman i hendes epos om den britiske statsmand Thomas Cromwell (1485-1540) – en snu, kløgtig og usympatisk minister og kongelig rådgiver, som overlevede usædvanligt længe under den nådesløse Henrik VIII, der var kendt for at gøre kort proces med sine fjender og mange hustruer.

Den første roman i serien var »Wolf Hall« (dansk: »Wolf Hall«), der blev fulgt op af »Bring Up the Bodies« (dansk: »Magten – Anne Boleyns fald«). Begge har fået fremragende anmeldelser og er solgt i store oplag både hjemme i Storbritannien og ude i verden, og Hilary Mantel har tidligere været nævnt som en mulig modtager af Nobelprisen i litteratur.

Forfatteren Hilary Mantel med sin historiske roman »Bring Up the Bodies«, som hun i 2012 fik Booker Prize for. Fold sammen
Læs mere
Foto: Luke Macgregor/Reuters/Ritzau Scanpix.

3 ud af i alt 162 romaner, indstillet til Bookerprisen 2020, er udvalgt til den såkaldte longlist, som til september vil blive skåret ned til en såkaldt shortlist med seks titler. Blandt de udvalgte er flere debutromaner, og forfatterne, der skal være engelskskrivende, kommer både fra Storbritannien, USA og det afrikanske kontinent.

Blandt forfatterne på longlisten er blandt andre Colum McCann med romanen »Apeirogon«, Sophie Ward med »Love and Other Thought Experiments« og Anne Tyler med »Redhead by the Side of the Road«.

Priskomiteens formand, Margaret Busby, siger, at årets høst af romaner handler om både historie, menneskelige relationer, kulturelle forandringer og beskrivelser af dystopiske samfund, ligesom der er romaner, der giver minoriteter en stemme.

Udspekuleret og udsøgt

I indstillingen af »The Mirror & The Light« fremgår det, at Hilary Mantels roman er udvalgt for »sin mesterligt udspekulerede dialog og sine udsøgte beskrivelser«.

Bookerprisen, som er blevet uddelt siden 1969, er gået til blandt andre V. S. Naipaul, Nadine Gordimer, William Golding, Iris Murdoch, Salman Rushdie, Ian McEwan, Margaret Atwood og Julian Barnes.

Kun fire forfattere har modtaget prisen to gange. Ingen har endnu modtaget den tre gange.

Prisen uddeles til november og er på 50.000 pund, svarende til godt 400.000 kroner.