Bondesønnen fra Vejen får sit internationale gennembrud. Med 100 års forsinkelse
Bourdelle-museet i Paris præsenterer med et brag af en udstilling den danske billedhugger Niels Hansen Jacobsen, der arbejdede i byen fra 1892 til 1902.

Bourdelle-museet i Paris præsenterer med et brag af en udstilling den danske billedhugger Niels Hansen Jacobsen, der arbejdede i byen fra 1892 til 1902.

Hvis man skal til Paris inden 31. maj, er der god grund til at opsøge Musée Bourdelle på Montparnasse. Her, i kort afstand fra Montparnasse-tårnet, i det lille, men meget charmerende museum for billedhuggeren Antoine Bourdelle kan man nemlig se den første større internationale præsentation af billedhuggeren Niels Hansen Jacobsen og hans værk, »Les contes étranges de Niels Hansen Jacobsen. Un Danois à Paris«.
Hansen Jacobsen blev født i Vejen i 1861, og på trods af, at hans far ønskede, at han skulle overtage slægtsgården, valgte han som 23-årig at forlade hjemstavnen for at søge ind på kunstakademiet i København. Her blev han uddannet billedhugger og fik tidligt et gennembrud, der både medførte et salg til Statens Museum for Kunst og et legat til at rejse ud i Europa.