Hvordan kom du til at bo her?
»Via bekendte hørte mine forældre i 2014 om lejligheden, som var til salg som andel for første gang. Tidligere havde det været lejebolig for en ældre mand gennem 60 år. Alt så skrækkeligt ud og var gammelt og beskidt, ikke mindst fordi lejeren havde været storryger. Men da min far er tømrermester og har set det meste, var han ikke skræmt over den renovering, han stod over for. Købet var tænkt som studiebolig – først til min bror og siden til mig, som flyttede ind for nylig, da jeg var blevet optaget på universitetet og skulle se at komme hjemmefra.«

Hvor meget skulle der laves?
»Det hele! Alt blev skrællet af før renoveringen, hvor det eneste tilbage er hoveddørens yderside og de forholdsvis nye vinduer, andelsboligforeningen allerede havde sat i. Der er taget puds af ydervæggene, lagt nye gulve, sat nye lofter op, indsat nyt køkken og nyt bad, malet overalt og lavet nye el- og VVS-installationer. Og sidst, men ikke mindst, er rumfordelingen ændret, så stuen er blevet til soveværelse, og stuen er opstået i forlængelse af køkkenet uden døre imellem. Desuden er der taget et hjørne af det nuværende soveværelse for at kunne skabe et større bruserum, som har fået en spændende feature i form at en høj rude ind til bruserummet.«

Mangler du ikke et skrivebord?
»Nej, jeg går ind for det multifunktionelle i en lille lejlighed og har prioriteret et godt spisebord og behagelige stole dertil. Der kan jeg sidde med gæster og lektier. I stedet for et skrivebord, der fylder, har jeg valgt plads til min store lænestol i soveværelset. Flagermusstolen, hvor jeg tit sidder og læser, var min studentergave og betyder meget for mig. Derfor var det vigtigt for mig at få plads til netop den. Ud over affektionsværdien værdsætter jeg det æstetiske udtryk, som mine designermøbler har. Men design skal også bruges og ikke kun være til pynt.«

Hvordan opfatter du kvarteret?
»Det er et meget stille og roligt kvarter med en del yngre mennesker, men også børnefamilier. Desuden er det ideelt for mig at bo få kilometer på cykel til det gamle kommunehospital, hvor jeg studerer.«

Hvordan får du plads til opbevaring?
»Jeg har fravalgt klædeskab i soveværelset, simpelthen fordi det fylder for meget og vil dominere rummet. I stedet har jeg bestilt et RackBuddy-rørstativ til at stå på gulvet i et hjørne af soveværelset. Det kan bestilles på mål og virker ikke så tungt som et lukket skab. Håndklæder og duge ligger i skabe under reolen i stuen. Og så har jeg heldigvis mange køkkenskabe.«

