Et stykke fodboldhistorie er blevet sat til salg.
I 1986 rakte argentineren Diego Maradona sin hånd i vejret i VM-kampen mod England og ramte dermed en bold, der hoppede i mål. Efter kampen sagde Maradona, at bolden blev ramt af »Guds hånd«.
Bolden fik dommer Ali Bin Nasser, der dømte kampen og overså Maradonas hånd, med hjem. Og nu har han valgt at sætte den legendariske fodbold til salg.
»Denne bold er en del af fodboldhistorie – det er et godt tidspunkt at dele den med resten af verden,« siger Ali Bin Nasser ifølge BBC om bolden.

Bolden, der kommer på auktion 16. november hos Graham Budd Auctions i London, er vurderet til 20 til 25 millioner kroner.
Graham Budd, der er formand for Graham Budd Auctions, har høje forventninger:
»Timingen for kampen, historien mellem de to hold, og hånden, der puffer bolden, har gjort, at denne kamp er blevet en af de mest kendte og følelsesladede fodboldkampe i historien,« siger han til CNN:
»Vi forventer, at bolden bliver ekstremt populær, når den kommer på auktion.«

Hele verdens Maradona
»En lille smule Maradonas hoved og en lille smule med Guds hånd,« sagde Maradona, efter at han scorede det legendariske mål med »Guds hånd«.
Det skete i en VM kamp mod England, som Argentina vandt 2-1. Maradona scorede begge mål – det andet mål, han scorede, er af Fifa blevet kåret til »århundredets mål«.
Trøjen, Maradona bar denne historiske dag, blev i maj solgt for cirka 70 millioner kroner. Det var på daværende tidspunkt det højeste, der nogensinde er blevet betalt for en genstand, der vedrører sport.
Rekorden blev dog hurtigt overgået, da et baseballkort med den afdøde baseballspiller Mickey Mantle et par måneder senere blev solgt for omtrent 96 millioner kroner.
Legendariske Diego Maradona døde i november 2020. Han blev 60 år.
Inden Maradona gik bort, fik han ved flere lejligheder omtalt det berømte mål, han scorede ved hjælp af sin hånd. Her i interview med BBC: