Forsøg på at bevise, at sproget skaber virkeligheden og ikke omvendt, er talrige og er dukket op med jævne mellemrum, så længe jeg kan huske. Den berømte, men for længst afviste Sapir-Worf-hypotese gik i brechen for lingvistisk determinisme og mente, at sproget var bestemmende for vores tænkning og dermed for hele vores kultur.
Nu er endnu et forsøg dukket op, denne gang ufrivilligt morsomt. To forskere har undersøgt 25 forskellige sprog for kønnede associationer. Her tænker de ikke kun på brandmænd og kassedamer, men nok så meget på, hvor ofte ord som hjem, børn og familie er associeret med ordet kvinde, og hvor tit arbejde, karriere og forretning er associeret med mand. Jo oftere en sammenhæng spores, jo mere kvindeundertrykkende er sproget. Efter deres opgørelse er dansk det mest undertrykkende af de 25 sprog, de har undersøgt – skarpt efterfulgt af tysk og norsk. Faktisk er disse tre sprog mere undertrykkende end for eksempel tyrkisk, arabisk og polsk. Realiteterne rammer ikke forskerne som et korrigerende lyntog, og de konkluderer ikke, at deres analyseresultater har stærkt begrænset værdi, men anbefaler i stedet, at danske børnebøger laves om.
Til stor ærgrelse for determinister og konstruktivister er sprog fastslået som værende det, der beskriver virkeligheden, ikke determinerer den.
Til stor ærgrelse for determinister og konstruktivister er sprog fastslået som værende det, der beskriver virkeligheden, ikke determinerer den. Det forskningsfaktum er sjovt at tænke på, når man læser det nylige interview med den udskældte Politiken-anmelder Bo Tao Michaëlis i Zetland. Vi husker, at Michaëlis blev belært af Lise Rønne i Politiken, fordi han havde beskrevet, at hun vimsede småneurotisk rundt i vanlig værtindestil. Det var efter Rønnes mening nedladende overfor hende som kvinde, og hun var generelt træt af »ældre mandlige« stemmer, der var nedladende over for kvinder.
Det, vi indtil videre ved om sproget, tilsiger, at når Lise Rønne holder op med at vimse, så holder gamle hanelefanter som Bo Tao også op med at bruge deres »maskuline magt« til at skrive, at de vimser. For sagen er: Vi beskriver alle det, vi ser.
I sin kronik fortalte Lise Rønne, at der hver aften trillede beskeder ind i hendes indbakke, typisk fra ældre kvinder i øvrigt: Hun ligner en dreng, har gyseligt kort hår, og hendes mand må da synes, at hun er grim, forlød det blandt andet. Uhøfligt uanset køn, men hvad skal vi stille op, når kvindelige hanelefanter udgyder deres magtsprog over sagesløse værtinder, og Michaëlis i øvrigt også har beskrevet Anders Agger som vimsende?
Zetlands interview er et forsøg på genopdragelse af en gammel hanelefant, og alle hans yndlingsord inklusive blondine er til te hos skarpretteren, som siger: »Hvis det sprog, vi er vant til at bruge, er blevet et problem, så handler det vel om at tage udfordringen op.« Sagen er bare, at Michaëlis’ sprog ikke er et problem for andre end folk, der stadig tror, at sprog skaber virkelighed.
»Historisk var det mit køn, der lærte dit køn sproget. Og nu skal I opfinde jeres eget. Be my guest,« afslutter Michaëlis.
Også held og lykke herfra. Det skal blive sjov at være vidne til dette rene sprog, der utvivlsomt vil forandre verden til det bedre.
