Joni Mitchell var 25 år i 1968. Dermed passer den canadiske sanger, sangskriver og musiker aldersmæssigt perfekt med forestillingen om et blomsterbarn, men alligevel matcher hun ikke rigtig billedet af en fredselskende 68er.
Måske passede den blåøjede tilgang til tilværelsen ikke særlig godt til en kvinde, der allerede i 1968 havde fået flere knubs af skæbnen – første gang da hun som niårig blev alvorligt syg af polio, siden da hun som ung, ludfattig kunstnerspire valgte at bortadoptere det barn, hun ufrivilligt var blevet gravid med.
Eller også havde hun bare for travlt med at forfølge en musikkarriere. En drøm, der som 22-årig førte hende til USA, men de første år kun resulterede i dårligt betalte jobs på små klubber og beværtninger.
Det ændrede sig dog, da hun blev spottet af David Crosby fra hippierockgruppen Crosby, Still & Nash, der fik hende indenfor i varmen i rockmekkaet Los Angeles, hvor Jim Morrison, Frank Zappa, Neil Young og The Eagles i de år residerede. Han fik også rollen som producer på hendes debutalbum fra 1968, »Song to a Seagull« – en af de få af hendes 19 plader, hun ikke selv har produceret.
I første omgang havde hun dog masser af folksange på lager og udgav de følgende år »Clouds« (1969) og »Ladies of the Canyon« (1970) med pæn kommerciel succes. Førstnævnte sikrede hende den første af i alt ni Grammy-priser for ’Best Folk Performance’, mens sidstnævnte indeholdt nummeret »Woodstock«, der blev en modkulturel kultsang.
Mitchell var dog ikke selv til hippiefestivalen, da hendes manager insisterede på, at hun skulle optræde i et tv-talkshow. I stedet skrev hun nummeret på et hotelværelse, mens hun fulgte begivenhederne på tv.
They won't give peace a chance
Både kunstnerisk og salgsmæssigt rykkede hun sig afgørende på sin fjerde fuldlængde, »Blue«, der udkom i juni 1971. Det var her, hun trådte i karakter som en af sin generations største stemmer og vægtigste sangskrivere. Albummet er præget af en blåtonet post-68-stemning, hvor ydre omstændigheder og indre bevægelser flettes sammen i tekster, der både graver dybt i hendes følelsesliv – hun har beskrevet sin sindstilstand under indspilningerne som den gennemsigtige cellofan på en cigaretpakke – samtidig med, at de har blik for den politiske samtid.
Indledningen på nummeret »California« er ikonisk: »Sitting in a park in Paris, France / Reading the news and it sure looks bad / They won't give peace a chance / That was just a dream some of us had«.
Da hun skrev nummeret, boede hun i Frankrig, og ligesom hun ikke var med, da blomsterbørnene sprang ud i fuld flor til Woodstock, sad hun på den anden side af Atlanten, da idealerne begyndte at smuldre.
Du kan blive ved med at lave det samme og beskytte den formular, der gav dig indledende succes. De vil korsfæste dig, hvis du forbliver den samme. Hvis du ændrer dig, vil de korsfæste dig for at ændre dig.Joni Mitchell
Men hun kunne spejle sig i den rastløse søgen og selvrealisering, der prægede bevægelsen. Som hun synger på det fabelagtige åbningsnummer »All I Want«: »I am on a lonely road and I am traveling / (…) Looking for something, what can it be / Oh I hate you some, I hate you some (…) / Oh I love you when I forget about me«.
Teksterne blotlægger kærlighedslivets sitrende nervetråde og følelsesmæssige kluddermor, og hendes glasklare, men også sårbare vokal videreformidler suverænt det underspillede drama. Det er ikke alene dybt personligt vraggods, det er også et billede på, hvor svært det var – og stadig er – at navigere i de nye, mere åbne relationer kønnene imellem. På en gang ætsende hudløst og præget af en dyb livsklogskab, og det gør »Blue« til en tidløs klassiker. Og så er der den musikalske side af sagen.
Sofistikerede kompositioner
Hvor Mitchell tidligere i sin karriere havde befundet sig i slipstrømmen af folkmusikken, transcenderede hun genren på »Blue« ved at krydsbefrugte den akustiske roots-tradition med pop, visesang og jazz og lagde i processen grundstenene til singer/songwriter-genren. Men hvor mange af hendes efterfølgere fejlagtigt har troet, at sange bliver bedre, jo mere nedbarberede de er, så er Joni Mitchell sangskrivning netop ikke enkel – det lyder bare sådan.
Tværtimod er hendes kompositioner sofistikerede og levende, blandt andet fordi hun arbejdede med at stemme sin guitar forskelligt fra sang til sang og udfordre den traditionelle 4/4-rytmik.
Og så er hun ganske enkelt en kongenial musiker, hvis guitar- og klaverspil har dannet skole for så forskellige musikere som amerikanske Tori Amos og Jeff Buckley, engelske Sting, irske Sinéad O’Connor, danske Tina Dickow – og Janet Jackson, der samplede Mitchells ’Big Yellow Taxi’ på sit 1997-hit ’Got ’til It’s Gone’.
Den tænkende mands sexsymbol
Selv om en stor del af Joni Mitchells status er knyttet til hendes ry som intimt bekendende kunstner, og hun især i første halvdel af 70erne blev betragtet som den tænkende mands sexsymbol, så affødte hendes trang til eksperimenter også en del kritik.
Fra anden halvdel af 70erne og frem inddrog hun i stigende grad jazz i sin sangskrivning, hvilket udløste kritik fra både rockpublikummet (jazz var ikke autentisk nok) og jazzmiljøet (hun var ikke en rigtig jazzmusiker). Ikke desto mindre indspillede hun albummet »Mingus« (1979) med jazzpianisten Charles Mingus, har arbejdet sammen med notabiliteter som guitaristen Pat Metheny og bassisten Jaco Pastorius og fik i 2007 den ultimative blåstempling, da Herbie Hancock udgav hyldestalbummet »River: The Joni Letters« med fortolkninger af hendes sange.
»Du har to muligheder. Du kan blive ved med at lave det samme og beskytte den formular, der gav dig indledende succes. De vil korsfæste dig, hvis du forbliver den samme. Hvis du ændrer dig, vil de korsfæste dig for at ændre dig. Men at gøre det sikre er kedeligt. Og forandring er spændende«, har hun sagt til musikmagasinet Rolling Stone.
Ude med riven
Hele sin karriere har Joni Mitchell gået sine egne veje, og hun har aldrig været bange for at lægge sig ud med nogen. David Crosbys producerarbejde på hendes debutalbum har hun kaldt »inkompetent«, hun har anklaget Leonard Cohen for at nuppe tekstbidder fra Camus, musikeren James Taylor, som hun havde et forhold til, har hun kaldt »skruk og humørsyg« og »uduelig i et forhold«, og 68er-generationen har hun karakteriseret som »frigjort, forkælet, selvisk« med tilføjelsen: »Jeg var ikke en del af det«.
Bob Dylan, som hun har turneret med, fik i 2010 følgende svada med på vejen:
»Bob er overhovedet ikke autentisk. Han er en plagiatist, og hans navn og stemme er falsk. Alt ved Bob Dylan er bedrag.«
Hun har beskrevet sin sindstilstand under indspilningerne som det gennemsigtige cellofan på en cigaretpakke.
Joni Mitchell lægger ikke fingrene i mellem – hverken i sin sangskrivning eller i virkeligheden. Selv om hun ikke har udgivet et album siden 2007s »Shine«, er hendes musikhistoriske betydning ikke blegnet. Derfor satte det store dele af musikbranchen i undtagelsestilstand, da hun i 2015 blev indlagt på intensivafdeling efter at være blevet ramt af en hjerneblødning. Så meget desto mere glædeligt er det, at hun i dag kan fejre sin 75-års fødselsdag. For vi er langt fra færdige med hende.
Joni Mitchell fylder 75 onsdag den 7. november.
Kilder: The Guardian, CBC Music, macleans.ca, »Reckless Daughter: A Portrait of Joni Mitchell« (bog), »Joni Mitchell In Her Own Words« (bog)
