By the time we got to Woodstock
We were half a million strong
And everywhere there was song and celebration
And I dreamed I saw the bombers
Riding shotgun in the sky
And they were turning into butterflies
Above our nation
Ordene er fra Joni Mitchells sang »Woodstock.« Hun skrev den på et hotelværelse i august 1969, mens hun så reportager fra festivalen på TV og ærgrede sig over, at hun selv havde sagt nej tak til at deltage i festen.
Og den er smuk på sine egne præmisser, den sang, men den er også noget andet: Nemlig et udtryk for den eminente evne, tressergenerationen havde og stadig har til at mytologisere sig selv og sine gerninger. Og ikke bare på års afstand, men, som i tilfældet Joni Mitchell, inden blækket knap nok var tørt. Woodstock blev hurtigt en myte, der, som alle myter, var størrre end virkeligheden, og Joni Mitchell satte ord på myten om de glade hippier, der i skyggen af Vietnam-krigen samles til en kæmpestor smuk fest og forvandler bombefly til sommerfugle. Hippiekulturens apoteose. Det smukkeste af det smukkeste.
Men var det virkelig så sjovt, som mytemagerne hævder, at befinde sig på den festival, dengang for 50 år siden? Det er spørgsmålet.
Hvor var The Beatles?
Programmet var i hvert fald epokegørende attraktivt, selv om tidens allerstørste, The Beatles, The Rolling Stones og Bob Dylan, glimrede ved deres fravær. (En del af Woodstock-mytologien vil vide, at beatlen John Lennon krævede, at hans hustru, Yoko Ono, også fik lov til at spille, men at det krav blev afvist af arrangørerne, og at det fik The Beatles til at sige nej tak. Den mere sandsynlige forklaring er, at verdens største band reelt var ved at lukke og slukke.) Men mindre kunne også gøre det. De, der holdt hele vejen, kunne nå at se og høre Jimi Hendrix, Janis Joplin, The Band, Ten Years After, Canned Heat, John Sebastian, Creedence Clearwater Revival, Grateful Dead, Blood Sweat and Tears, Joe Cocker, Joan Baez, The Who og en snes andre solister og bands. Mange af dem var eller blev verdensstjerner. Kvaliteten var i den forstand i top.
Men samtidig var »Woodstock Music & Art Fair presents An Aquarian Exposition – 3 Days of Peace & Music«, som var eventets fulde navn, et udstillingsvindue for alle bagsiderne af de våde hippiedrømme om fred, frihed og fællesskab. Det, der 15.-18. august 1969 foregik på bonden Max Yasgurs 150.000 kvadratmeter store grund, ligner, set i bakspejlet, et mareridt. Utallige mennesker sad fast i de kilometerlange køer i staten New York og nåede aldrig frem. Kun en behjertet indsats fra Hog Farm og et par andre hippiekollektiver, der stillede gratis fortæring til rådighed, forhindrede sulten i at brede sig blandt de mange gæster, hvis antal langt oversteg, hvad arrangørerne havde regnet med. Et voldsomt regnvejr forvandlede festen til et mudderbad, og de 600 mobile toiletter, der var stillet op, brød hurtigt sammen under presset fra knap en halv million trængede. Stanken var efter sigende ubærlig.
Og det stoppede ikke her. På grund af de blokerede indfaldsveje skulle der helikoptere fra den nærliggende Stewart Air Force Base til for at flyve sundhedspersonale ind og syge mennesker ud. Det hele var så syret kaotisk, at Sullivan County erklærede undtagelsestilstand, og at der så vidt vides kun var to, der omkom – én (måske) af en overdosis, én, fordi han blev kørt over af en traktor, mens han lå i sin sovepose – forekommer, set i bakspejlet, mirakuløst. At der heller ikke er dokumenterede slagsmål, seksuelle overgreb eller andre forbrydelser, kan skyldes, at det var lutter »peace, love and understanding«, der herskede på markerne ved Bethel – eller var det bare al den LSD, meskalin, hash og marihuana, der havde bedøvet masserne? Uanset hvad greb udmattelsen om sig. Da en af de største stjerner Jimi Hendrix mandag formiddag indtog den stærkt forsinkede festivalscene og spillede sin intense, dybt politisk farvede dekonstruktion af den amerikanske nationalsang, »The Star-Spangled Banner«, var de fleste af festivaldeltagerne allerede flygtet fra rodet, mudderet og vandmasserne. Nok var nok.
Dokumentaren, der gjorde en forskel
Men én ting er virkeligheden, en anden myten, og myten om Woodstock blev cementeret af Michael Wadleighs smukke dokumentarfilm, der havde premiere allerede i marts 1970. Den nåede både at få en Oscar og at blive vist på filmfestivalen i Cannes, og den er en fest for alle, der elsker rockmusikken fra dengang, men også en meget velredigeret fest, der forbigår dette og hint.
Woodstock var nemlig ikke bare, og som allerede beskrevet, et på mange måder katastrofalt dårligt planlagt event. At det hele overhovedet blev til noget, handler også om noget så basalt, uhippieagtigt og helt legitimt som et ønske om at tjene nogle penge. To unge managere fra New York Michael Lang og Artie Kornfeld fik med økonomisk og anden bistand fra Wall Street-drengene Joel Rosenman og John P. Roberts etableret en festival, som der i første omgang blev solgt billetter til, helt efter bogen. Når arrangørerne så alligevel – og allerede på førstedagen – så sig nødsaget til at erklære hele skidtet for gratis, skyldtes det ikke blomsterbarnlig godhed, men det banale faktum, at der hverken var sat hegn op eller etableret en fungerende billetkontrol, og at det var helt umuligt at indhente det forsømte. (Woodstock endte med, i bedste kapitalistiske ånd, at blive en indbringende forretning, men det hænger sammen med alle millionerne fra filmrettigheder, musikrettigheder og salg af merchandising.)
I kraft af filmen »Woodstock« og på grund af tressergenerationens generelle insisteren på altid at have ret og altid at gøre det rigtige, blev Woodstock til den myte, den stadig er.
Det hører videre med til historien, at Woodstock – trods dens enorme tiltrækningskraft og den øjeblikkelige mytedannelse – blev begyndelsen til enden for fænomenet »store musikfestivaler på amerikansk jord«. Det var ellers begyndt så godt med Monterey Pop Festival i juni 1967, men Woodstock skræmte almindelige pæne mennesker på grund af al kaosset og alle udskejelserne, og Altamont Speedway Free Festival – eller bare Altamont – der fandt sted året efter i Californien, blev en skamplet med sine fire dødsfald – inklusive det drab, der fandt sted foran rullende kameraer, mens The Rolling Stones spillede. Det afgjorde sagen. På lokalt plan gjorde amerikanske borgere og politikere over hele landet, hvad de kunne for at gøre livet så surt som muligt for dem, der havde planer om nye, store, udendørs musikfestivaler. I praksis blev det derfor umuligt at finde den plads, der skulle til. Nu blev det europæernes tur. Glastonbury (med start i 1970) og Roskilde (med start i 1971) er markante eksempler.
Generationen, der insisterer
Og det gør måske heller ikke så meget, vil de knap så nostalgiske nok sige, at Woodstock ikke fik større indflydelse end som så, og at det ikke i år, trods ihærdige forsøg, lykkedes at få stablet en 50-årsjubilæumsudgave af festen på benene. I kraft af filmen »Woodstock« og på grund af tressergenerationens generelle insisteren på altid at have ret og altid at gøre det rigtige, blev Woodstock til den myte, den stadig er, selv om festivalen nok så meget var et billede på en hippiebevægelse, der var begyndt at skifte sit politisk/utopiske engagement ud med usund eskapisme i almindelighed og stofmisbrug i særdeleshed.
Carlos Santana, der sjovt nok kunne gå på scenen med sit band, Santana, og levere en af Woodstocks bedste koncerter overhovedet, fortæller i et aktuelt interview med The New York Times, at han var så påvirket af den meskalin, han havde fået af Grateful Deads Jerry Garcia, at han hallucinerede på scenen. I et interview fra 1989 med magasinet Rolling Stone beskriver en anden stjerne The Bands Robbie Robertson følelsen af udknaldet uvirkelighed med ordene »det står lidt uklart for mig, hvem der gjorde hvad med hvem og hvor«, mens Joan Baez i et spritnyt interview med The New York Times fortæller, at hun følte sig som en total outsider i den store, ildelugtende, stofmisbrugende mudderpøl:
»For det første var jeg en kvinde,« forklarer hun. For det andet var jeg hverken til stoffer eller alkohol.«
Men myten om den skønne, (næsten) gnidningsfri festival lever, og en af dem, der var med dengang, Joni Mitchells daværende kæreste, Graham Nash fra Crosby, Stills, Nash and Young, er en af dem, der insisterer på den. Han formulerer det sådan her i et jubilæumsinterview med The New York Times.
»Jeg tror, at det, som hippierne stod for, stadig gælder: At kærlighed er bedre end had, og at fred er bedre end krig.«
