Bliver 2021 en ny Summer of Love?

Jane Sandberg, klummeskribent for Berlingske. Fold sammen
Læs mere
Foto: Per Morten Abrahamsen

I sommeren 1967 buzzede San Francisco i Californien af love, love, love. Hippiebevægelsen var motor, og mennesker smeltede fysisk og mentalt sammen i en tro på hinanden og fremtiden. På et bagtæppe af vietnamkrig, manglende tillid til autoriteterne og afstandtagen til forbrugerismen forfulgte tusindvis af særligt unge mennesker idealer om en ny og bedre verden.

Bevægelsen fik afstikkere i mange dele af verden og står i dag, mere end 50 år efter, stadig som et billede på, at når mennesker griber hinandens hænder, så kan vi drømme sammen om en anden måde at være i verden på. Men hurtigt blev det 1968, 1969 og 1970. Og Summer of Love blev en parentes.

Efter snart et år i coronaens klamme favntag kan vi så småt begynde at ane lyset. Troen på, at videnskaben kan være vores værn, er stærk. Håbet om, at vacciner kan inddæmme og afværge sygdom og død, er blevet det, en hel verden nu klynger sig til. Og kærligheden til vores hverdag, som den var engang, er drivkraften.

»Vi har også lært, at kunsten og kulturen samler os, og når verden er kompleks og uoverskuelig, så er der trøst og nye perspektiver at hente i netop kunstens verden.«


Men skal hverdagen virkelig blive som før? Har vi ikke undervejs i helvedesåret 2020 lært lidt om, hvad vi ikke skal tage med videre?

De fleste har haft god tid til at genbesøge egne værdier. Mange har genfundet lysten til samvær, nærvær og meningsfuldhed. For nogle har det betydet, at arbejdslivet skal skrues anderledes sammen. Andre har erkendt, at kollegaer, familie og venner er dem, som betyder mest.

»Mon ikke det bliver os, som i sommeren 2021 buzzer af love, love, love?«


Men fordi vi har været tvunget ud i andre måder at leve på, har vores ændrede adfærd givet nogle vigtige indsigter. Som for eksempel den om, at langt færre kvinder er gået i fødsel alt for tidligt. Eller at børn og lærere på landets folkeskoler havde langt bedre trivsel, når de arbejdede i mindre grupper og var mere udendørs.

Vi har også erfaret, at rigtig mange af os ikke partout behøver at sidde i en bilkø på en indfaldsvej for at nå kontoret præcis kl. 9. Nogle virksomheder, som for eksempel Codan Forsikring, har ovenikøbet allerede taget skridtet og er flyttet i langt mindre lokaler, fordi medarbejdere i fremtiden får fleksibiliteten til at arbejde mere hjemmefra, og virksomheden derfor ikke har brug for helt så mange kontorpladser.

Vi har også lært, at kunsten og kulturen samler os, og når verden er kompleks og uoverskuelig, så er der trøst og nye perspektiver at hente i netop kunstens verden.

Lige om lidt får de første danskere så det stik, der godt nok er et lille prik for den enkelte, men gigantisk for samfundet. Og vi kan se frem mod et forår, som i takt med at dagene længes også åbner sig langsomt mod en ny virkelighed. Mon ikke det bliver os, som i sommeren 2021 buzzer af love, love, love?

Men når vi så står der og pludselig igen kan kramme, kysse og feste, skal vi så ikke lige huske, at 2020 ikke blot skal stå som et år, vi gør alt for at glemme i bare lettelse over, at verden igen er åben? Skal vi i dag, årets første, ikke love hinanden, at vi tager vores trængsler, bekymringer og sorger med ind i vores nye virkelighed som erfaringer, vi bruger og omsætter i handlinger? Hvis vi lykkes med det, så ville coronaen da kunne siges at have haft en slags mening.