Da det bedagede, britiske popidol Limahl for nylig gæstede TV 2s X Factor, var det relativt indlysende, hvorfor hans karriere endte på poppens kirkegård. Vi skulle ikke mange strofer hen i 80er-hittet »Never Ending Story«, før det stod lysende klart, at Limahls vokal er blevet lige så flad som hans frisure, der ellers i storhedstiden stod som et afbleget, strittende inferno omkring ham.
Men så, voila, trådte en guddommelig kvindelig backup-sanger frem på scenen og sang Limahl ud af ydmygelsen, før hun pænt trak sig tilbage og lod ham tage imod bifaldet.