Den amerikanske skuespiller Vince Vaughn ville formentlig ønske, at hans seneste film havde fået lige så meget opmærksomhed som det håndtryk, han delte ud forleden. Ved en fodboldkamp i New Orleans rendte han ind i USAs præsidentpar, Donald og Melania Trump, og Vaughn gjorde noget så uhørt som at stikke næven frem, trykke hånd og slå en kort sludder af.
Politisk udskamning er langsomt ved at erstatte den nysgerrighed, vi bør møde tidsånden med, også når den svæver i en retning, der ikke er vores.
Sekundet efter gik Twitter amok. Mange var så skuffede over Hollywood-stjernen, at de fluks opfordrede til en komplet boykot af ham og alt, hvad han nogensinde har medvirket i, og dermed blev skuespilleren det seneste offer for den ulidelige cancel culture, der dybest set handler om, at man lægger afstand til alle dem, der mener noget andet end en selv.