Birgithe Kosovic: Over alle døre i hele landet bør der være skrevet: »Du skal stå ved dit lort«

Det er valgår, og kulturen fylder utroligt lidt i valgkampen – hvorfor? Berlingske har talt med en række af landets førende kulturpersonligheder om, hvad de ville gøre, hvis de var landets kulturminister med abosolut politisk flertal. Læs med de kommende uger i interviewserien »Den kulturminister, du aldrig får«. Denne gang med forfatteren Birgithe Kosovic.

Privatfoto
»Idealer hænger sammen med virkelighedens nødvendigheder, som nogen gange kan være meget brutale«, siger forfatter Birgithe Kosovic. Foto: Ole Haupt. Fold sammen
Læs mere

Hej Birgithe Kosovic, hvis du var kulturminister med det absolut politisk flertal bag dig, hvad er så det første, du ville gøre?

»Jeg ville sørge for, at så mange børn og unge som overhovedet muligt kom i kontakt med kulturen. Grundlæggende er mit fag jo at fortælle historier, og når man får fortalt en god historie, så får man jo et dybt indblik i andres mennesker erfaringer, tanker og følelser.«

Altså en slags dannelse i empati?

»Ja. Men ikke kun empati og andre personlige kontekster. Men også ind i andre politiske kontekster. Andre tider og steders nødvendigheder.

Det er også derfor, jeg synes, at sådan en mand som Erik Scavenius - som jeg har skrevet et politisk-personligt romanportræt af i »Den inderste fare« - er så interessant, fordi han netop agerede så anderledes end det, vi betragter som »det rigtige« i dag. De idealer, vi har, handler jo om, at der skal være overensstemmelse mellem det indre og det ydre, og man skal udleve sit potentiale - du skal blive til den bedste version af dig selv. Alt i vores samfund er jo baseret på nogle humanistiske velfærdsidealer, som jeg jo elsker og støtter. Men selv om det lyder floskuløst, er det sandt, at det netop er i krig og i kærlighed, man møder noget uden for sig selv, som ikke kun er til, for at du skal kunne være »dig selv«.

Vi har ikke idealer eller begrebsapparat til at kunne håndtere det, uden at vi ender i en fortælling om os selv som forrædere. Og der synes jeg, at Scavenius kan lære os noget. Om at være stoisk. Om at kunne bære sig selv, også når man skal være i strid med sig selv. Om at acceptere, at der er øjeblikke, hvor der er nødt til at være forskel på det indre og det ydre, for ellers taber man det vigtigste i livet.

»Når man lever i en stat, som ikke beskytter den enkelte, så er den enkelte nødt til selv at have mere pant i volden.«


Min overordnede pointe med det her er, at idealer hænger sammen med virkelighedens nødvendigheder, som nogle gange kan være meget brutale. Det skaber så nye idealer som er nødvendige for at kunne håndtere den nye virkelighed, og det handler politik jo også om.«

Så når man forstår »den andens« omstændigheder, så forstår man også, at begreber som moral og idealer ikke er statiske? At de er forskellige alt efter tid og sted?

»Scavenius kan lære os noget. Om at være stoisk. Om at kunne bære sig selv, også når man skal være i strid med sig selv. Om at acceptere, at der er øjeblikke, hvor der er nødt til at være forskel på det indre og det ydre, for ellers taber man det vigtigste i livet«, siger Birgitte Kosovic om den konstroversielle statsminister Erik Scavenius, hvis aktivistiske samarbejdspolitik med besættelsesmagten under 2. verdenskjrig førte til en række væsnetlige danske indrømmelser over for nazisterne. Fold sammen
Læs mere

»Ja. Året efter, at Danmark blev besat, stod Jugoslavien i samme situation som os. Der var massiv folkelig modstand mod, at regeringen havde skrevet under på en samarbejdsaftale med tyskerne. Jugoslaverne gik jo i krig mod Aksemagterne, selv om de vidste, at de ville komme til at bøje sig for overmagten og ofre manges liv. Alligevel gjorde de det. Hvorfor gjorde de det? Hvorfor gjorde vi det ikke? Det er jo dybt interessant.

Man kan sige, at i Jugoslavien var en ung nation, og de havde bjerge. Men jeg tror, at det afgørende var, at når man lever i en stat, som ikke beskytter den enkelte, så er den enkelte nødt til selv at have mere pant i volden. Når staten ikke har eller kan opretholde voldsmonopolet, så bliver folk mere voldsparate. Så vil de ikke finde sig i at blive besat af en fjende, og de har idealer til at gå i døden for det, der er deres. Så man kan sige, at jugoslaverne var mere primitive i deres rationale, men deres brutalitet tjente et særdeles nobelt formål. Jugoslavere ofrede jo ikke kun deres liv, de ofrede faktisk deres land. Her i Danmark var vi meget mere raffinerede i vores rationaler.

Men det handler også om noget ufravigeligt rigtigt og forkert. Den eneste grund til, at vi i dag ikke hæfter os så meget ved Scavenius som en landsforræder, er, at andre greb til våben. For hvis alle politikere og nationer havde gjort som ham og Danmark, ja, hvad så?«

Har danskere levet i fred og fordragelighed så længe, at vi er blevet naive i vores forståelse af omverdenen?

»Ja. Lad mig komme med et eksempel: Jeg talte med en ældre mand, der var meget oprørt over, at folk efter befrielsen klippede håret af hovedet på de såkaldte tyskerpiger og tvang dem til at gå nøgne på gaden. Han havde ikke overvejelsen om, hvad der er værst: At elske fjenden, som vitterlig har gået i gaderne med maskingeværer og slået ihjel? Eller at klippe håret af hende, der elsker fjenden, og strippe hende nøgen? Nuvel, jeg bifalder ingen af delene. Men jeg konstaterer, hvor vanskeligt det er for selv meget voksne mennesker i vores fredelige samfund at forstå, hvad vold og frygt gør ved mennesker. De har kun moralske svar. Det kan godt undre mig.

Anholdelsen af danske »tyskertøs« efter Befrielsen i 1945. Fold sammen
Læs mere

Hvis man skal kunne bruge historien til noget som helst, kan man ikke bare moralisere over andre tiders folk. Så må man vurdere den og dem på deres egne præmisser. Hvilket vil sige at forstå andre tiders og steders benhårde nødvendigheder. Og forstå, hvad de gør ved folks mentalitet og evner.«

Kan man eller bør man skille kultur og politik ad?

»Personligt synes jeg, at når kunst f.eks. beskæftiger sig med historiske begivenheder og vores fælles historie som f.eks. »1864« og »Under sandet«, så er det er en meget stor svaghed, hvis skildringen ikke er meget tro mod fakta. Når man overfører sine egne idealer på en anden tid, så sidder man jo bare og kigger ind i et spejl og hygger sig med, hvor godt et menneske man selv er. Man forstår ikke implikationerne af, at datidens mennesker var konfronterede med et voldsomt fjendskab. Hvor hårrejsende alvorligt det er. Det er hovent at moralisere fx over folk i umulige dilemmaer, som Scavenius var det, eller over jugoslaverne og deres brutalitet. I stedet skal vi forstå, hvad det er, der sker. Vi skal jo lære noget af den tid, ellers misser vi en vigtig chance, når blot vi reproducerer vores egne timelige idealer. Det er kedelig kunst. Det er ikke provokerende eller nyskabende eller produktivt.«

»Der gik det op for mig, at Gud, det liv, som hun ikke vil have, det er jo præcis sådan, mit liv er.«


Du virker som en person, der tydeligvis tænker over tingene, også i forhold til politik. Hvorfor engagerer du dig ikke i realpolitik? Det er der ikke særligt mange »kulturmennesker«, der gør - hvorfor vil I ikke ind i og sidde på Christiansborg?

»Det har jeg da også nogle gange tænkt på. Men jeg er nok bare ikke så interesseret i partipolitik. Mine bøger »Den inderste fare« og »Det dobbelte land« handler begge om mennesker, hvis liv er emblematiske for Danmark og Jugoslavien. For landenes identitet, traumer, idealer og længsel efter at være »noget«, som de måske ikke er. Det handler om forræderi, både i det private liv og i det politiske liv, og om, hvordan man lever med det. Min politiske interesse handler vel mest om at definere grænserne for det politiske rum. Dér kæmper man med ord og argumenter. I krigens rum kæmper man med trusler, hærværk, vold og drab. Jeg interesserer mig for, hvad det gør ved almindelige, normale mennesker at stå i grænselandet mellem de to rum. Det er også politik. Og det er relevant i vores tid.«

Birgithe Kosovic er datter af en serbisk far og en dansk mor. Fold sammen
Læs mere

Så du tror i virkeligheden mere på litteraturen end på partipolitik?

»Nej, sådan vil jeg ikke sige det. Partipolitik er det vigtigste i det samfund, jeg elsker: Det fredelige. Men min litteratur er også mit bidrag til det politiske. Det eneste, jeg sådan set kunne savne, når jeg kigger mig omkring blandt mine kunstnerkollegaer, er, at de tit virker utrolig idealistiske, når de taler om politik. Jeg savner nogle gange, at man også forholder sig til, at der er en regning for alt det gode, og hvordan skal den betales?«

Så hvis man vil give 80 millioner ekstra til børnelitteraturen, så skal man anerkende, at det har konsekvenser for f.eks. plejehjemmene?

»For eksempel, ja.«

»Jeg godt kan lide, når folk står inde for, at deres synspunkt også har en bagside. Det er jo præcis det, politikere gør - og det er også derfor, så mange hader politikere«


Selvom man sjældent bliver rig af sin kunst, betragter du det så som et privilegium at leve og arbejde som kunstner i Danmark?

»Jeg hørte forleden i radioen en undersøgelse om, hvorfor der ikke er så mange kvindelige forskere, og hvor en tidligere kvindelig forsker udtalte: »Jeg har fået børn og stoppet med forskning, da jeg ikke kunne leve med den uvished, det indebar«. Der gik det op for mig, at Gud, det liv, som hun ikke vil have, det er jo præcis sådan, mit liv er.

Jeg lever i høj grad på en studenterøkonomi, og alt er enormt uvist, ligesom den kvindelige forsker oplevede. Måske kunne hun være blevet en stor forsker, men i stedet valgte hun det sikre, sikkert mere administrative arbejde. Men alt det, hun så har valgt at sige nej til, det er faktisk sådan, mit liv er. Jeg har ikke nogen pensionsopsparing. Og selvfølgelig tænker jeg også: Kommer den livsvarige ydelse til mig? Hvis den ikke gør, hvad skal jeg så leve af, når jeg bliver gammel? Det er jo helt fantastisk at få priser, men det er ikke noget, man bliver rig af. Politikens Litteraturpris er en af de store, og den er på 200.000 skattefrie kroner, men det er jo bare en helt almindelig årsløn for de fleste. Men jeg kan jo ikke forlange, at andre skal forsørge mig og tage ansvar for mit kunstneriske virke. Det er et valg, man må træffe og stå inde for, og hvis det bliver surt, må man prøve at få det til at se yndefuldt ud.«

Det sker tit, når man taler om kulturpolitik med de kulturelle aktører, at diskussionen bliver meget abstrakt. Men det forekommer mig, at du har en - måske lidt atypisk for branchen - meget analytisk tilgang til virkeligheden?

»Ja, det kan man godt sige. Jeg synes, det er vidunderligt med smukke idealer, men jeg må indrømme, at jeg godt kan lide, når folk står inde for, at deres synspunkter også har en bagside. Det er jo præcis det, politikere gør - og det er også derfor, så mange hader politikere, fordi de synes, at politikerne forråder alt muligt. Men alle synspunkter og valg koster jo noget.«

Hvis du nu kunne vælge på alle hylder, levende som døde, hvem skulle så være Danmarks næste kulturminister?

»Nu lever vi i en tid, hvor alle peger på sig selv som statsminister. Så jeg vil pege på mig selv som kulturminister, og det første, jeg vil gøre, er, at få det indført ved lov, at der over alle døre i hele landet skal stå: »Du skal stå ved dit lort«.