Berlingskes chefredaktør sætter navn på TV 2-chef, der gjorde hendes graviditet til et problem

Berlingskes chefredaktør Mette Østergaard skrev mandag en klumme om de gange, hun har været udsat for sexisme. Nu oplyser hun navnet på manden, der gjorde hendes graviditet til et problem, til TV 2.

»Sådan som jeg kan se, at debatten udvikler sig, tror jeg, at der er brug for, at vi også taler om nogle konkrete eksempler. Det er den måde, vi tager debatten videre på,« siger Berlingskes chefredaktør Mette Østergaard, som her er fotograferet ved et medarbejdermøde på sin avis. Sofie Mathiassen

I en klumme i Berlingske mandag beskriver Berlingskes chefredaktør Mette Østergaard flere episoder, hvor hun har oplevet sexisme i mediebranchen. Hun fortæller blandt andet om en specifik sag, hvor en mediechef såede tvivl om, hvorvidt hun kunne håndtere et krævende lederjob, når hun var gravid og skulle være enlig mor til to.

Nu tager hun bladet fra munden og har i en mail til TV-stationen TV 2 fortalt, at det var en chef på netop TV 2, som den specifikke episode om graviditeten handler om. Her blev hun stillet i udsigt, at hun ikke kunne håndtere jobbet på grund af graviditeten.