Der findes børn, der er næsten umulige at elske. Sådan er Benni. Den ni-årige pige er en tornado i vindjakke, der kaster legetøjsbiler efter sine pædagoger, smadrer de andre børn og konstant stikker af. Vi er ikke mere end seks minutter inde i spillefilmen »Systembryder«, men som publikum er man allerede ved at give op.
Alligevel er historien om pigen, der er efterladt af sin mor, så rørende, at man bliver hængende. Den er samtidig en påmindelse om, at velfærdsstatens institutioner intet er værd uden den enkelte medarbejder, der tager sit hjerte med på arbejde.
Hvor det dog klæder systemet, når de enkelte mennesker tager deres ansvar på sig i stedet for at stemple ind og være ligeglad.
»Systembryder«, der er den tyske instruktør Nora Fingscheidts debutfilm, følger Benni gennem utallige anbringelser på forskellige institutioner. Det skiftende personale er en blanding af behjertede ansatte og menneskelige maskiner, der åbenlyst kommenterer, hvor besværlig Benni er, selv om hun står lige ved siden af.
Moderen magter ikke sit ansvar, svigter konstant og lover altid lige lidt mere, end hun kan holde. Da en ansat tager Benni med på skovtur og beder hende teste sit eget ekko, råber pigen det samme ord gennem dalen. Igen og igen. »Mor!«
Et barn har brug for mange venlige voksne, siger man, men der skal åbenbart rigtig mange til for at opveje tabet af den ene, der aldrig trådte til.
Det mest tankevækkende er dog, hvordan medarbejderne på de forskellige institutioner kæmper med at holde den faglige distance til barnet, de skal passe på. Bennis primære kontaktperson overvejer at forlade jobbet, da han begynder at »fantasere om at redde hende«. Hans engagement er en byrde. En scene, hvor systemkonsulenten fru Bafané bryder sin faglige facade og synker sammen på institutionens hverdagsgrå laminatgulv, er noget af det mest rørende, jeg længe har set.
Derfor er »Systembryder«, der er opkaldt efter det tyske svar på det danske begreb »svingdørsbørn«, andet og mere end endnu et trist indblik i endnu en af de svigtede skæbner, der roder rundt i velfærdssamfundets sagsmapper. Den er en påmindelse om vores ansvar for alle de opgaver, vi bliver bedt om at løfte.
Filmen burde være pligtstof for de folk, der arbejder på Kongsgården, Huset Nyvang og de andre af vores institutioner, der har så syg en arbejdskultur, at de glemmer al deres medmenneskelighed i garderoben – som man så i TV2s rystende plejehjemsdokumentar tidligere på året.
»Mit hjerte elsker alle de umuligste børn / de som ingen holder af og ingen kan forstå«, som Tove Ditlevsen skrev – og selv om Benni kan være svær at forstå, kan man alligevel undre sig over, at et barn, der så tydeligt har brug for ro og varme, i stedet ordineres konstant omskiftelighed i systemets venlige protokoller.
Voldelig adfærd fra et barn er et råb om hjælp, har instruktøren udtalt. Man kan tilføje, at der heller ikke er så mange, der hører Benni i »Systembryder«. Men billedet af den niårige pige (spillet af en fantastisk Helen Zengel) er meget svært at glemme.
Systembryder
Instruktør: Nora Fingscheidt. Medvirkende: Helena Zengel, Albrecht Schuch, Gabriela Maria Schmeide, Lisa Hagmeister m.fl. Varighed: 125 minutter.
