Beboere frygter, at København bliver en kulisse: Vi føler os invaderede

Fremover kommer turistbusserne til at køre uden om Indre By, har Københavns Borgerrepræsentation besluttet. Men ifølge formanden og næstformanden i en beboerforening, der føler sig invaderede af turister, er det ikke nok.

Turister i Nyhavn, København. Antallet af turister i hovedstaden stiger voldsom de kommende år. Busser, cykelister. Søren Bidstrup

Klagesangen fra beboerne i Indre By er ikke forstummet, selv om et flertal i Københavns Borgerrepræsentation har besluttet, at de generende og utryghedsskabende turistbusser skal ud af Indre By.

Formand og næstformand i Stræderne og Strøgets Beboerforening, Jens Chr. Tjell og Lotte Juul Nielsen, er ikke tilfredse blot ved udsigten til, at turistbusserne er på vej til at forlade Indre By og dermed også Middelalderbyen, hvor de begge bor. Turismebølgen medfører langt flere gener. De er begge generede af de store horder af turister på guidet tur rundt i byen, store lastbiler og ølbiler med leveringer til cafeer og restauranter og turister på elløbehjul. Men listen over irritationsmomenter stopper ikke der.