Nini Theilades fantastiske livshistorie hører til dem, hvor virkeligheden overgår fantasien. Fra hun var 14 år, dansede hun solo for udsolgte huse over hele Europa og USA. Som 21-årig iscenesatte hun sine egne balletter på Det Kongelige Teater. Hun blev engageret af den store tyske teaterinstruktør Max Reinhardt, indspillede film i Hollywood og blev ballerina hos det berømte kompagni Ballet Russe de Monte Carlo.

Men det havde omkostninger at være barnestjerne og verdensdanser, og det begivenhedsrige liv har også budt på dramaer, ikke mindst i relation til den altdominerende mor.

»Det kan være svært at skille dansen fra livet, og det er også svært at sige, hvad der har været højdepunkterne i mit liv. Lige nu synes jeg jo, det er meget mærkeligt at tænke på, at det er 100 år siden, jeg blev født,« siger Nini Theilade eftertænksomt.

Siden 1990 har hun været fastboende på Fyn, hvor hun indtil for to år siden underviste på Idrætsskolerne i Oure. En lang årrække underviste hun også på Odense Teaters elevskole. Og selv om hun nu er flyttet til et plejecenter i Hesselager, fungerer hun fortsat lejlighedsvis som en engageret coach for de unge dansestuderende på skolerne i Oure.

En hård start på livet

Men det hele begyndte på Java, hvor Nini Theilade boede de første ti år af sit liv sammen med sin danske far og hollandsk-indonesiske mor.

»Jeg blev født, mens min mor blev opereret for blindtarmsbetændelse. De kaldte kirurgen for slagteren, for lige meget hvad du fejlede, fjernede han blindtarmen. Mor blev meget syg, og de troede ikke, jeg ville overleve. Så jeg blev bare lagt hen i en kurv,« siger Nini Theilade og laver livagtigt lyde som en lille klynkende baby.

»Far hørte mig og fandt ud af, at jeg var i live. Mor kunne ikke amme mig, så jeg fik mælk fra en indonesisk kvinde. Mælk er vel mælk. Jeg ville leve, og den stærke vilje har jeg haft med mig gennem hele livet.«

Som kun femårig oplevede Nini Theilade sin mors første selvmordsforsøg og blev stum i en periode. Men da moderen, der var uddannet i det musikalske bevægelsessystem Dalcroze-rytmik, året efter begyndte at undervise europæiske piger i dans, kom den lille Nini med på holdet.

»Det var dér, min dansekarriere begyndte. Når jeg dansede, havde jeg kontakt med glæden. Sådan har det været hele vejen. Det har også givet mig så meget glæde at arbejde med de unge på Oure. Dansen og bevægelserne sidder stadigvæk her inde i min gamle krop.«

Flere gange mens Nini Theilade sidder i sin lænestol og fortæller, viser hun graciøst eksempler med armene fra de værker, hun taler om.

»Jeg udviklede jo med årene min egen dansestil, hvor jeg blandede både klassisk, moderne, javanesisk – ja alt, hvad jeg havde oplevet.«

Afvist af balletskolen i København

Selv om talentet var åbenlyst, kom Nini Theilade ikke ind på Det Kongelige Teaters balletskole, da familien i 1925 bosatte sig i København. Fødder og ankler var for spinkle.

Men hun fik privat balletundervisning, ligesom da familien flyttede videre til Paris, for at hun kunne blive undervist af de store russiske eksilballetstjerner.

»Fra Madame Ergova og Nadia Burosova, der gav mig alle disse privattimer, lærte jeg disciplin. Der skal jo disciplin til, når man er teatermenneske. Disciplin, disciplin, disciplin,« lyder det fra 100-års fødselaren, der 14 år gammel var parat til at debutere med et soloprogram med egne koreografier.

Kostumerne var designet af dramatikeren Kjeld Abell, der var ven af familien, og snart blev Børge Rosenbaum, senere kendt som Victor Borge, hendes pianist.

»Folk undrede sig over, at jeg kunne udtrykke så mange følelser i dansen i den alder. Men det var jo hele det fortrængte følelsesliv, der kom ud.«

Livet som barnestjerne var helt uden venner, og hun blev holdt nede på et barnligt stade af sin mor. En mor, der led af seksualforskrækkelse, når det gjaldt datteren, men stak af med Nini Theilades første store kærlighed og forlovede, dirigenten Michael Scott, i et par måneder.

»Vi talte aldrig om det. Selv om jeg var helt ude af den, dansede jeg videre i London, hvor far kom over til mig. Når man står på scenen, bliver man et andet menneske. Man transformerer sig til noget andet, også mentalt. Mor var ikke sådan at bide skeer med, men hun var jo også klog og fantastisk på mange måder.«

Det var også i London, at Nini Theilade som 19-årig debuterede som egentlig balletkoreograf med helaftensballetten »Psyche«, hvor de store engelske balletikoner, Frederick Ashton og Anthony Tuder, dansede med.

Harald Lander inviterede hende i 1936 til at sætte »Psyche« op på Det Kongelige Teater, hvor hun tidligere havde danset solo for fulde huse. Nu fik hun overrakt Kong Christian Xs Fortjenstmedalje, og to år senere vendte hun tilbage med den symfoniske ballet »Cirklen« til Tjajkovskijs sjette symfoni.

Forinden havde hun mødt Max Reinhardt, som hun dansede hos i Berlin og fulgte med til Hollywood, hvor hun både lavede koreografi og dansede førstealf i hans succesrige filmudgave af »En Skærsommernatsdrøm« fra 1935.

»Hver morgen kl. fem kørte jeg med mor til studiet, hvor sminkøsen stod parat. Jeg skulle have klistret ganske tynde fiskeskæl på hovedet inden optagelserne. Jeg lærte så meget om teater fra Reinhardt og alle hans skuespillere.«

Men selv om Nini Theilade både iscenesatte og dansede meget i denne periode, drømte hun om at være med i et balletkompagni.

»Min helt store drøm var at komme til at danse med Ballet Russe. Jeg var på turné i Amerika og sad i badekarret, da mor kom ind med et telegram fra Massine (kompagniets leder, red.), om jeg kunne komme til Monte Carlo,« siger Nini Theilade og bryder ud i et stort smil.

Havde aldrig drømt om at skulle få børn

I Ballet Russe de Monte Carlo kreerer Léonide Massine en række roller direkte til Nini Theilade. Hun er bl.a. Venus i hans »Bacchanale« med scenografi af Salvador Dali, og hun danser sammen med Massine selv i hans ballet »St. Francis«.

Da Anden Verdenskrig bryder ud, rejser kompagniet til New York. Moderen er for syg til at tage med, og for første gang i sit liv står Nini Theilade på egne ben. På turné i Sydamerika møder hun en 25 år ældre forretningsmand, som hun gifter sig med, og stopper samtidig i Ballet Russe.

»Det var i Brasilien, at jeg begyndte at undervise og fødte min datter, Joan. Jeg havde ellers aldrig drømt om, at jeg skulle få børn.«

Senere får hun sønnen Peter, og i nogle år rejser familien rundt mellem Brasilien og Portugal, inden Nini Theilade i 1950 vender tilbage til dansen og kommer hjem og skaber nye værker til Den Kgl. Ballet.

Da hun bliver separeret, bosætter hun sig i Danmark og laver i 1960erne nogle af de første TV-balletter, bl.a. »Græsstrået« til elektronmusik af pioneren Else Marie Pade.

Sammen med sin anden ægtemand, Arne Buchter-Larsen, åbner hun i 1970 balletakademi på Thurø og siden Académie de Ballet Nini Theilade i Lyon i Frankrig, som stadigvæk eksisterer og har masser af elever.

»Da min mand døde, ville jeg tilbage til Danmark, bo på landet og glemme alt om dans og ballet. Jeg flyttede til Fyn, men så var der en ung dame, Eva Tarp, der ringede fra Oure, og nu er det 25 år siden, jeg begyndte at undervise dér,« konstaterer Nini Theilade.

Scenen forlod hun heller ikke helt. Sammen med komponisten Ilja Bergh var hun bl.a. i 2000 med i forestillingen »Spor/Spor«, der handlede om de to kunstneres liv. Og ved fejringen af hendes 95-års fødselsdag på Oure kunne man opleve hende danse den rædselsslagne kvinde i et uddrag fra Marie Brolin-Tanis »Idioten«.