»Badehotellet«: Håndfast erotik i tomandsteltet

Tiden stod næsten stille i aftenens afsnit af »Badehotellet«. Men der var stadig gang i kurmageriet på tværs af rollegalleriet.

 
Trailer for Badehotellets sæson 7.

Det er meget muligt, at badevandet stadig var lidt køligt ud for den fagre, danske kyst i fjerde kapitel af »Badehotellet«. Men skulle herskab og tjenestefolk have svært ved at holde varmen, var der skruet op for kærlighedsscenerne i et ellers stillestående afsnit. Både mor og datter, den pæne fru Frigh og den obsternasigt-rebelske Bertha benyttede sommeren til erotisk adspredelse. Anette Støvelbæks fabrikantfrue baskede med øjenvipperne og fremviste en nøgen skulder efter den lyse nats modne elskov med Rasmus Botofts blufærdigt insisterende kemikaliedirektør. Stærk virginiatobak! Men man spørger sig selv: Er det hele nu ikke for godt til at være sandt? Hvorfor vil han så gerne hjælpe hende med den valutacentral?

Nede i Thy-lejren på stranden gik Bertha til gengæld mere håndfast til værks over for Vendsyssels svar på Matadors »Røde«, tørvetrilleren og kommunisten, der dog hurtigt fik kærlighedsakten vendt til et skænderi om alt det, der skiller den rige pige og hendes fattige bejler.

»En pudsig, kulturradikal bemærkning i en serie, der ellers selv for længst har bestået danskhedsprøven og luner sig ved den dannebrogsfarvede nationalforståelse«


Og nu vi er ved Romeo og Julie-romantikken:

Også den nystrøgne tjenestepige Nana (Laura Kjær), hvis appel må lignes med et nybagt sødmælksfranskbrød, gjorde noget, hun var rigtig god til, nemlig at lade vandstanden stige i gluggerne i stille resignation. Vil det lykkes hende at genoptage det, alle seerne håber på: Forbindelsen til fabrikantsønnen Leslie, hvis fascinationskraft Lue Støvelbæk endnu ikke har vist os, hvad består i.

Og nu vi er ved besættelsen:

»Er det ikke bare at sætte den ene nationalisme over for den anden?« sukkede den depressive embedsmand Auerland (Peter Hesse Overgaard) om alsangs-dillen. En pudsig, kulturradikal bemærkning i en serie, der ellers selv for længst har bestået danskhedsprøven og luner sig ved den dannebrogsfarvede nationalforståelse. Auerland er nu helt reduceret til seriens svar på Uge-Revyen, der for seernes skyld beretter om krigens udvikling på tværs af kontinenterne.

Den fremmelige direktørdatter Bertha (Lucia Vinde Dirchsen) forsøger at vække Jan (Aske Bang) fra de døde. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mike Kollöffel/TV 2.

Og nu vi er ved Uge-Revyen:

Thure Lindhardt spillede sin smågale instruktør så stærkt, så han var ved at sætte ild i hele kulissen. Er »Badehotellet« ikke bedst, når personerne nærmer sig noget, der kunne ligne levende mennesker? Til gengæld er han nok ude af sagaen efter at have forsøgt at sætte ild til tyskernes filmlaboratorium, hvilket til gengæld reddede den fjollede Weyse (Jens Jacob Tychsen), der ikke havde kunnet holde stand og havde optrådt for besættelsesmagten.

Og nu vi er ved det at holde stand:

Vil det lykkes Amanda at sige nej til den tyske løjtnants tilnærmelser? Nu har han guddødemig også sendt en buket blomster, der mere lignede noget fra rekvisitafdelingen end en provinsblomsterhandler fra 1940.

Dagens ret: Kogte kartofler og høns i asparges fra Bodil Jørgensens frilandsmuseums cateringkøkken. Weyse havde til gengæld levnet et stykke med fiskefilet. Det var jo aldrig sket i virkeligheden.

Badehotellet

Sæson 7. afsnit 4. TV 2 mandag kl. 20 samt TV 2 Play.