Arkitekturanmeldelse: København har fået en Paradisæblevej – Anders And ville føle sig hjemme her

I Valby, hvor det gamle engros-grønttorv lå, opstår i øjeblikket en hel ny bydel – Københavns grønneste, siger udviklerne.

Amaryllis Hus af Tegnestuen Lokal i samarbejde med Mangor og Nagel har noget næsten postmodernistisk over sig, men på en måde passer det perfekt herude på Anders Ands hjemmebane. Linda Kastrup

Anders And ville føle sig hjemme her. Enhver læser af Anders And-bladet ved jo, at Anders Ands adresse er Paradisæblevej 111, og nu – nu er der kommet en Paradisæblevej i København! Den ligger i en ny bydel, der næsten ligner noget, der kunne være med i en tegneserie, hvilket siges som en stor ros i dette tilfælde.

»Grønttorvet« hedder den meget passende (dog med et spejlvendt g), og den opstår lige nu helt derude for enden af København, hvor vejene er brede som floder, butikkerne er store som fodboldbaner og hedder navne som Silvan, T. Hansen, Jem & Fix og Bauhaus. Helt derude, men trukket lidt væk fra den gennemgående følelse af tomhed og transport, bliver der i øjeblikket arbejdet på højtryk for at færdiggøre det område, der indtil for nylig var det lidt hemmelige »Københavns Engros Grønttorv« i Valby.