Han har siddet på posten i næsten 25 år, men nu har Christian Gether valgt at trække sig som direktør for kunstmuseet Arken. Det sker efter et længere forløb, hvor to anonyme breve beskriver et »psykisk terroriserende« arbejdsmiljø, og hvor halvdelen af museets medarbejdere har været vidne til krænkende adfærd.
Nu går han i stedet på pension, oplyser museet i en pressemeddelelse.
»Jeg er sikker på, at det nye formandskab i bestyrelsen, de øvrige bestyrelsesmedlemmer og ARKENS dygtige medarbejdere nok skal sejle skuden sikkert videre uden mig,« siger Christian Gether i en pressemeddelelsen.
Han oplyser, at han bliver på posten frem til, at hans efterløser er fundet. Det gør han, fordi der er problemer, der kræver fokus – blandt andet problemer med arbejdsmiljøet.
Der har den seneste tid været stor opmærksomhed på museet og Christian Gethers ledelse. Og på trods af et stigende pres har Christian Gether indtil nu fastholdt, at han ville blive på sin post.
»Alle har en udløbstid – også jeg. Hvornår det er, er op til bestyrelsen. Min reaktion er, at selvfølgelig bliver jeg på pladsen og gør arbejdet færdigt. Jeg kunne aldrig drømme om at svigte Arkens dygtige og loyale medarbejdere. Alle skal føle, at jeg er der for dem,« har Christian Gether sagt til Politiken.
Historien om det dårlige arbejdsmiljø tog sit udspring i en artikel i Jyllands-Posten, hvor avisen beskriver et anonymt klagebrev, der havde 20 medarbejdere som afsendere. Dengang førte brevet til, at en ledende medarbejder fratrådte sin stilling.
Et råb om hjælp
Brevet blev deklareret som »et råb om hjælp«.
»Vi har oplevet direkte og indirekte trusler, manipulerende sprogbrug, straffende adfærd ved uenigheder, faglig umyndiggørelse, sexistiske bemærkninger, jokes om fyringer og sygdom, nedsættende kommentarer om andre medarbejdere, forsøg på manipulation, forsøg på at skabe splid mellem medarbejdere, dybt kritisable håndteringer af personalesager, læk af informationer om andre medarbejdere, arbejdssituationer, hvor kontrakter forhales, og der handles uden for procedurer, samt generel ligegyldighed over stress og medarbejderes trivsel,« lyder det i det første brev.
Senere landede endnu et anonymt klagebrev hos bestyrelsen. I det andet brev blev det oplyst, at »mange medarbejdere går til krisepsykolog«, mens nogle er sygemeldte på grund af »flere års magtmisbrug, krænkelser og ledelsessvigt.«
Særligt har historien om et dårligt arbejdsmiljø på museet domineret, men også andre historier har fundet vej.
Blandt andet har Politiken afdækket, at museet har indkøbt tre værker fra Christian Gethers søns galleri. Og det mødte kritik, fordi Christian Gether ifølge Politiken stod i spidsen for indkøbene.
»For at sikre sig, at der ikke opstår mistanke om inhabilitet eller anden kritik, skal man holde sig væk fra beslutninger, der vedrører ens familiemedlemmer,« siger Roger Buch, kommunalforsker ved journalisthøjskolen, til Politiken.
Hvad angår opråbet om dårligt arbejdsmiljø, udsendte Arken 18. januar en pressemeddelelse, hvori museet omtalte en undersøgelse, som konsulentfirmaet Crecea har gennemført. Undersøgelsen var baseret på 78 nuværende og tidligere medarbejderes oplevelse – 108 deltagere havde fået buddet.
»Gennem de seneste 18 måneder har halvdelen af ARKENS medarbejdere været vidne til, at andre kollegaer er blevet udsat for krænkende handlinger for eksempel truende adfærd, fratagelse af arbejdsopgaver, tidspres, direkte/indirekte trusler om fyring og uønsket seksuel opmærksomhed. Den øvrige halvdel af ARKENS medarbejdere har ikke oplevet krænkelser,« står der i pressemeddelelsen