Museumsdirektør i modvind vil helst blive, men: »Alle har en udløbstid – også jeg«

Den mangeårige museumsdirektør på Arken er udsat for pres fra medarbejdere, men har tænkt sig at blive på posten, skriver Politiken.

Christian Gether har været direktør på Arken Museum for Moderne Kunst siden 1997, og hvis det står til ham, så bliver han ved med at være det. Fold sammen
Læs mere
Foto: Tobias Kobborg
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Selvom en anden leder på kunstmuseet Arken i Ishøj fratrådte sin stilling i efteråret efter omfattende klager fra en række medarbejdere, er en række medarbejdere, som Politiken har talt med, stadig utilfredse med arbejdsmiljøet.

Endnu et klagebrev med heftig kritik af ledelsen og arbejdsmiljøet skaber uro, og avisen stiller spørgsmålet, om Arkens mangeårige direktør, Christian Gether, bør trække sig. Men det har han ikke tænkt sig foreløbig.

»Alle har en udløbstid – også jeg. Hvornår det er, er op til bestyrelsen. Min reaktion er, at selvfølgelig bliver jeg på pladsen og gør arbejdet færdigt. Jeg kunne aldrig drømme om at svigte Arkens dygtige og loyale medarbejdere. Alle skal føle, at jeg er der for dem,« siger Christian Gether til Politiken.

I efteråret kunne Jyllands-Posten publicere et anonymt klagebrev fra 20 medarbejdere til museets bestyrelse, som Berlingske siden også kom i besiddelse af. Brevet førte til, at en leder fratrådte sin stilling, men Christian Gether blev altså siddende på posten.

Ansatte: Flere går til krisepsykolog

Fem ansatte på Arken har nu udtalt sig til Politiken, hvor de siger, at Gether bør træde tilbage for at skabe den kulturændring, som de mener, Arken har brug for.

I det oprindelige klagebrev skrev de 20 anonyme ansatte, at de ikke ønskede at forværre situationen for deres kollegaer ved at stå frem ved navn, og at brevet var et »råb om hjælp«:

»Vi har oplevet direkte og indirekte trusler, manipulerende sprogbrug, straffende adfærd ved uenigheder, faglig umyndiggørelse, sexistiske bemærkninger, jokes om fyringer og sygdom, nedsættende kommentarer om andre medarbejdere, forsøg på manipulation, forsøg på at skabe splid mellem medarbejdere, dybt kritisable håndteringer af personalesager, læk af informationer om andre medarbejdere, arbejdssituationer, hvor kontrakter forhales, og der handles uden for procedurer, samt generel ligegyldighed over stress og medarbejderes trivsel.«

Få dage efter brevet kom frem, fratrådte en leder på Arken – altså ikke Christian Gether – sin stilling, og Christian Gether udtalte til medierne, at han ville sørge for, at der blev indført en whistleblowerordning, ugentlige fællesmøder for hele museet, som vil blive streamet, og psykologhjælp til medarbejdere.

Men i en ny klage fra 20 medarbejdere til bestyrelsen, som Berlingske er i besiddelse af, fremgår det, at flere ansatte oplevede at blive truet af den afgåede chef, da den oprindelige klage kom frem.

»Senere modtog vi et svar fra ARKENs advokat, som var blevet stillet til rådighed for [den afgåede leder]. Brevets ordlyd havde karakter af at være et forsvar for [lederen] og en problematisering af vores henvendelse. [Lederen] fortsatte truslerne hen over weekenden, hvor han også orienterede flere om, at det var ham, der i samarbejde med ARKENs advokat, havde formuleret svaret, og at han også stod for en redegørelse, der skulle præsenteres for jer i bestyrelsen,« skriver de anonyme medarbejdere i den nye klage, som er sendt via

Ifølge samme klage går »mange medarbejdere til krisepsykolog« mens nogle er sygemeldte på grund af »flere års magtmisbrug, krænkelser og ledelsessvigt.«

Arken har som formål at indsamle og formidle moderne international, nordisk og dansk kunst efter 1945. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix (arkiv).

I en pressemeddelelse fra Arken 18. januar kan man læse, at der var omfattende problemer, som var blevet dokumenteret i en undersøgelse af arbejdsmiljøet på ARKEN, som konsulentfirmaet Crecea stod for.

»Gennem de seneste 18 måneder har halvdelen af ARKENs medarbejdere været vidne til, at andre kollegaer er blevet udsat for krænkende handlinger for eksempel truende adfærd, fratagelse af arbejdsopgaver, tidspres, direkte/indirekte trusler om fyring og uønsket seksuel opmærksomhed. Den øvrige halvdel af ARKENs medarbejdere har ikke oplevet krænkelser,« står der i pressemeddelelsen.

Spørgeskemaet var sendt til 108 deltagere, og 78 nuværende og nogle tidligere havde svaret, skrev Arken.

Bekymret bestyrelsesformand

Arkens nye bestyrelsesformand, Eva Hofman-Bang, udtalte i samme pressemeddelelse, at selvom der var en del »røde flag« i undersøgelsen, så var der »ikke voldsomme, usete forhold«.

Berlingske talte i forrige uge med Eva Hoffman-Bang, der har siddet på posten i få uger.

I interviewet udtrykte Eva Hoffman-Bang en forsigtig tillid til Christian Gether. Hun sagde at, bestyrelsen ikke var tilfreds med det arbejde med arbejdsmiljøet, der var lavet af Christian Gether indtil da.

Siden fulgte denne udveksling:

Eva Hoffman-Bang, er det også en bestyrelse, der siger til direktøren, at »nu bliver vi nødt til at træde til, fordi det har ikke været tilfredsstillende«?

»Ja. Det er jo tydeligt, at der ikke har været lyttet nok til medarbejderne. Der har været for lang afstand mellem ledelse og medarbejdere. Det skal vi have gjort noget ved.«

Christian Gether har været leder på Arken i mange år. Giver det ikke grund til bekymring, at de her ting har kunnet finde sted under hans lederskab?

»Selvfølgelig.«

Christian Gether siger til Politiken, at han ønsker at håndtere klagepunkterne fra det nye klagebrev med dialog og samarbejde.

27/1 klokken 13:10: Opdateret med informationen om det nye klagebrev, som Berlingske nu er i besiddelse af.