Fredag
Kl. 15.45: I dag vil jeg gå tidligt fra arbejde og invitere min veninde på en cykeltur nordpå til mit hood – Charlottenlund. Der er nemlig fredagstrav på den gamle Charlottenlund Travbane, og hvor der er heste, er der som regel sjove mennesker. Når weekenden kommer, vil jeg helst tale med folk, som ikke er som mig selv, slippe rutinen, slappe af i kindposerne og sindet, og slå ørerne ud.
I gamle dage var Charlottenlund Travbane en kæmpe attraktion (dengang Liva Weel sang »Gå med i Lunden«), men nu har stedet en shabby-chic charme, som forhåbentlig aldrig moderniseres. Og jeg glemmer nok aldrig den dag på travbanen, hvor min veninde stod foroverbøjet over hegnet ind til banen for at følge slutspurten, og en piberygende mand i kørestol mistede kontrol over maskineriet i noget perlegrus og kørte med ansigtet durk ind mellem min venindes baller. Vi fik ham filtret ud, men fandt aldrig piben.
Rygterne om, at Skovshoved oppe i kommunen kaldes for Gaza-striben på grund af stridighederne, er stærkt overdrevet, og den muntre stemning munder nok ud i, at min veninde er nødt til at sove hos mig. Hyggeligt.
18.30: Måske har vi vundet på travbanen – men selv om vi har tabt lidt, skal vi en tur på Skovshoved Kro og spise fransk landkylling stegt i rotisseriet. Uden at fornærme nogen kan man vist godt sige, at der både er typer, der ligner Fritz OG Poul i krostuen, og fredag aften kan man være så heldig, at dem, der spiste frokost efter deres morgen-golf, glemte at gå hjem.
Igen: Det er sjovt at tale med folk, der ikke er som en selv – for så kunne man ligefrem gå hen og blive klogere. Nu er det måske begrænset, hvor klog man bliver af at tale med nogen, der har drukket øl i mange timer, men så kan man i det mindste blive underholdt. Rygterne om, at Skovshoved oppe i kommunen kaldes for Gaza-striben på grund af stridighederne, er stærkt overdrevet, og den muntre stemning munder nok ud i, at min veninde er nødt til at sove hos mig. Hyggeligt.
Lørdag
9.00: Lørdag morgen er det på med fedtprocenterne, så vi skal ned hos Batting på Ordrupvej og hente de gode tebirkes og en kaffe, og så skal vi dyppe vores korpus i bølgen blå. Hvis man er så heldig at kende nogen (mig!), der har nøgle til saunaen hos Arnes Vinterbadere, er det en smal sag.
Hvis ikke, må man bare vise, at man er en ægte viking og hoppe bar i bølgerne, mens ti-tyve japanere står og filmer. Det er helt sikkert godt for turismen, selvom de nok ikke så meget kom for at beundre din rumpets store hvide flader, som dem på Arne Jacobsens Bellevue Teater og de omkringliggende lejligheder.
Kl. 15: Og nu vi er så tæt på Bellevue, vil det være oplagt at gå ind og se Ken Folletts bestseller, som er omdannet til musical. »Den Evige Ild« handler om de rivaliserende dronninger Elizabeth 1. og Maria Stuart i 1500-tallets England, og selvom jeg normalt får lidt stress over det urealistiske i, at folk pludselig bryder ud i sang, lokker det med de flotte kostumer. Måske kan man få lov til at låne et korset ...
Kl. 17: Måske kan vi lige nå områdets bedste kaffe på Camping Charlottenlund Fort, hvor vi kan sidde med udsigt til Øresund, og i tilgift kan man falde i snak med turister fra alle mulige lande, som camperer der. Det er min yndlingscafé, og om sommeren gør jeg tit holdt der, når jeg cykler hjem fra arbejde.
Kl. 19: Min veninde og jeg cykler ind til en fælles ven, og på vejen henter vi burgere fra Halifax på Nørrebro. For der kommer en alder, hvor de små børn er blevet store, hvor damer har mere brug for at snakke end at stå og lave mad. Og det skal ikke blive et projekt at se de søde venner, som man har så lidt tid til at se i hverdagen.
Kl. 22: Dejligt at cykle hele vejen hjem igen – især det sidste stykke langs havet med udsyn til Sveriges lys er fint. I ørerne har jeg for tiden ofte podcasten »No Such Thing As A Fish«, som er skabt af de personer, der finder sjove og sære facts til det britiske hit-tv-program »Q.I.«. Det er britisk klogeåge, når det er bedst - og så griner man så meget, når man hører det, at folk tror, man er vanvittig, og på den måde kan man køre sikkert hjem i mørket.
Søndag
Kl. 13: Søndag skal jeg til Arken og gense Patricia Piccinini med de to af mine tre døtre, som endnu ikke har set udstillingen. Den er både rørende og sjov, og især hendes installation med en lille pige, der har den sødeste, kærligste øjenkontakt med en fantasifigur, er vidunderlig. Efter turen på Arken, skal der hentes pizzaer i Skovshoved hos Costa Smeralda, som laver rigtige italienske pizzaer, mens der kører fodbold på skærmen.
Så er det hjem og putte under dynen med en god serie, og her skilles vores veje. Mine børn har nået en alder, hvor de har en anden smag. Jeg har prøvet at se de koreanske og japanske tv-serier, den yngste ser (med titler som »My ID is Gangnam Beauty« og »What's wrong with Secretary Kim?«), men det fungerer ikke for mig.
Faktisk får jeg stress over serier, der kører derudad i det uendelige, for hvis man ikke har en slutning, hvad er så hele ideen? HBOs »High Maitenance«, som handler om et pot-bud i New York, der cykler rundt til byens neurotiske eksistenser med varer, er en serie af afsluttede historier, og de er som regel finurlige og charmerende. Hovedpersonen »The Guy« elsker lige som jeg at tale med folk, der ikke er som ham selv. Godnat.
