Guide: 8 lækre bagerier i København

Giv os i dag vort daglige brød. At bage er blevet en kunstform, hvor æltemetoder, kornsorter og hævetider spiller en afgørende rolle. AOK guider her til en håndfuld lækre bagerier i København.

Foto: Rasmus Kramer Schou

Juno the Bakery

Foto: Rasmus Kramer Schou.

Det lille bageri Juno på Østerbro sætter en helt ny standard for bagerier i København. Det er åbnet af Emil Glaser, som var kok på Noma i seks år, før han altså hoppede ud som bager.Udvalget er med vilje holdt relativt enkelt, men til gengæld er niveauet så afsindigt højt hele vejen rundt, at man simpelthen skylder sig selv et besøg, og især må kardemommesnurrer og croissanter være en del af pensum på fremtidens bagerskoler.Hver morgenstund bliver her bagt morgensurdejsbrød og boller. Op af dagen bliver der sendt tebirkes, rug og knækbrød ud i lokalet, og her bliver bagt gentagne gange over hele dagen, så man altid kan købe friskbagt - hvis der altså ikke er udsolgt, som der ofte er, ligesom der tit er kø et stykke ned ad Århusgade.Hvad: Juno the BakeryHvor: Århusgade 48, ØsterbroHvornår: Ons-lør kl. 07.30–18, søn kl. 9-15. Man-tirs lukket.

Mirabelle

Foto: PR.

Mirabelle er Michelin-kokken Christian Puglisis hjertebarn og stedet, hvor han kæmper for en økologisk profil samt naturgærede, økologiske kvalitetsbrød.Deres croissanter er bagt på surdej og smør, og generelt er her stram fokus på det gode, gedigne håndværk. Mirabelles surdejsbrød hæver 24 timer og er lavet af økologisk ølandshvede, dyrket og malet på Kornby Mølle - 30 km fra bageriet. Mirabelle er faktisk mere end blot en bager, man kan også spise hjemmelavet pasta, ost og charcuteri herinde.Hvad: MirabelleHvor: Guldbergsgade 29, 2200 København NHvornår: Alle dage kl. 7-18

Batting Bakery

Batting er en håndværksbager af rang, et af de der hemmelige skatkamre, man skal kende, og så helst ikke fortæller for mange om. Den lokale bager og mølle ligger i Ordrup og er et familieanliggende, der ikke laver for meget larm.Det behøver de skam heller ikke, for de lokale har for længst opdaget dem og er blevet stamkunder. Det anbefales endda lige at ringe ned og få lagt tebirkes til side om morgenen, ellers kan man ikke være sikker på at få fingre i en af godbidderne.Derudover har Batting bestemt ikke verdens største udvalg - de holder det simpelt, men super godt. Her er ikke romkugler og vaniljekranse, til gengæld er her kvalitet i alt, hvad de laver. De bruger udelukkende økologiske og biodynamiske produkter, og langt størstedelen af deres brød er naturligt fermenteret.Hvad: Batting BakeryHvor: Ordrupvej 101, 2920 CharlottenlundHvornår: Tirsdag-fredag 7-16, lørdag 7-14 og søndag 7-12. Mandag lukket.

Brødflov

Foto: PR.

Brødflov er et gammelt dansk ord, der betyder at være sulten. Siden 2013 har det også været en dygtig bager på Frederiksberg.Hos Brødflov gør de sig nemlig umage og udvælger kun råvarer af højeste økologiske kvalitet - som derudover bliver pakket i biodynamisk emballage.Alt brød, der kommer ud af ovnen her på Falkoner Allé, er lavet med surdej - en detalje der giver brødet en bedre smag, aroma og struktur, end ved brug af gær.Brødflov har også butik på Christianshavn Torv og i Tivoli Food Hall.Hvad: BrødflovHvor: Falkoner Allé 36, 2000 Frederiksberg Hvornår: Man-fre kl. 7-19 og lør-søn kl. 7-18

Bageriet Brød

Foto: PR.

Hos bageriet Brød på Enghave Plads er det fysisk umuligt at forlade butikken uden at have købt mindst en eller anden form for kage.Den økologiske bager er så indbydende, at det gør ondt. Deres rustikke brød og tunge boller bliver bagt i butikken. Helt særlig er deres kanelsnegl, som folk ofte vender tilbage til. Den er høj som en kaffekop og bagt af en silkeblød gærdej. Den er uden glasur og andre dikkedarer. Den mest perfekte måde at indtage kanel på.Alle brød og kager er økologiske, og på hver enkelt type af bagværk er et lille skilt, hvor man kan se hvilke råvarer, der er brugt. Her ser man ikke skyggen af ubehagelige tilsætningsstoffer, og brødet smager derefter.Man skal absolut heller ikke snyde sig selv for de velbagte surdejsbrød, der bages her. Skorpen kræver muskler at skære igennem, men krummen er så fast og perfekt, at man gerne kramper i overarmen for et stykke med frisk smør. Hvad Bageriet BrødHvor: Enghave Plads 7, 1670 København V Hvornår: Man-fre kl. 7-18 og lør-søn kl. 7-17

Andersen & Maillard

Foto: Rasmus Kramer Schou.

Andersen & Maillard ligger i en stor hjørnebygning på hjørnet af Nørrebrogade og Møllegade i en tidligere bank, som er blevet bygget om til et kombineret bageri og risteri, der med tiden ganske sikkert nok skal vokse sig til et udflugtsmål som gastroturister også planlægger deres rejse efter.Maillard er navnet på Maillard-reaktionen den kemiske reaktion, der opstår når mad brunes, og i samme hug gør alting bedre. Og netop den reaktion tryller Milton Abel med herinde - han er en af verdens dygtigste dessertkokke og har haft dessert-ansvar hos både The French Laundry og Per Se i USA samt Noma og Amass herhjemme.Her bliver bagt surdejsbrød efter alle kunstens regler, croissanter i forskellige udgaver (blandt andet med espresso glaze), her er paninis på brioche-brød i både kød- og vegetarudgave. Og så får kaffen seriøs opmærksomhed.Hvad: Andersen & MaillardHvor: Nørrebrogade 62, NørrebroHvornår: Alle dage kl. 7-19

Foto: PR.