Anne Sophia Hermansen: Og ærligt talt, så er jeg dødtræt af at høre folk i 20erne jamre over alt muligt

De såkaldt »woke« er sygeligt optaget af alder, hudfarve og seksualitet, selvom de ikke selv vil dømmes på så overfladiske parametre. Til gengæld dømmer de gerne andre, og nu er vanviddet nødt til at stoppe. Ellers får vi en dummere verden.

»Enhver med forstanden i behold kan se, hvor idiotisk det er,« mener Anne Sophia Hermansen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Jeg har stadig til gode at forstå, hvorfor en snart 50-årig kritiker er sat til at anmelde en bog, hvis publikum er meget yngre? Sally Rooney bliver hyldet for at være sin generations stemme, derfor havde det været på sin plads, at anmelderen måske var en repræsentant for denne generation? Kh en millennial.«

Sådan var der én, der forleden skrev under et af mine opslag på Instagram. Et opslag, der handlede om min anmeldelse af Sally Rooneys seneste roman. En roman, jeg åbenbart ikke var i stand til at anmelde, fordi – fik jeg at vide – jeg var »boomer«, »ude af trit med virkeligheden« og havde et håbløst forældet verdenssyn. Det er muligt, men vedkommende har til gengæld misforstået, hvad litteratur er.

Kort efter fulgte Felix Thorsen Katzenelson op med en kommentar i Politiken under overskriften: »Hvad har de danske aviser gang i? Hvorfor er alle anmelderne så gamle?«

Han fastslog, at han havde læst Rooneys roman og fandt den »dejlig«, men at alle anmeldere tog fejl i deres anmeldelser, selvom romanen havde fået henholdsvis fem og seks stjerner. Uden selv at levere en overbevisende sammenhængende vurdering af værket blev andres vurderinger nedgjort alene på baggrund af anmeldernes alder.

»At det er kommet hertil skyldes et kollaps af dannelsesmæssig ambition«


Egentlig er jeg lydhør over for pointen. Den danske anmelderstand kan virke indspist og indavlet, og mange af os ligner hinanden aldersmæssigt og uddannelsesmæssigt. Derfor eksperimenterede jeg også selv som kulturredaktør med dobbeltanmeldelser, så vi kunne få forskellige perspektiver frem, ligesom jeg løbende gav yngre anmeldere chancen.

Men omvendt kan jeg simpelthen ikke se problemet i, at folk, der ikke ligner forfatteren, anmelder vedkommendes værk. Og ærligt talt, så er jeg dødtræt af at høre folk i 20erne jamre over, at den er gal med alle andre, mens de ikke selv bidrager med andet end klynk og moralsk overhøjhed.

Hvid veganer-trans

For hvordan skal Rooneys roman anmeldes? Ingen af de to giver os et konkret bud. Kun på, hvordan »Skønne verden, hvor er du« ikke skal anmeldes, og det er af mennesker, der er over 40 år. Det betyder med andre ord, at ens alder er en kvalifikation – og diskvalifikation – i sig selv. Det betyder også, at bøger åbenbart helst skal anmeldes af mennesker, der ligner forfatteren selv, og måske endda kun kan læses af folk, der er nøjagtigt ligesom forfatteren.

Men hør her, venner. Hele pointen med fiktion er, at vi beskæftiger os med noget, der ikke er os selv. Fordi alt ikke handler om os. Skønt nok. Derfor kan kvinder læse mandlige forfattere, unge læse ældre, og alle mennesker kan læse romaner af en hvid veganer-trans med adhd og en forkærlighed for crop tops. Og er det ikke bare vidunderligt?

Nej, kommer det fra de såkaldt »woke«, der er sygeligt optaget af alder (selvom de ikke vil dømmes på deres egen), af hudfarve (selvom vi ikke må nævne deres) og af seksualitet (selvom det selvfølgelig vil være dybt upassende, hvis deres indgår i en argumentation). Anderledes forholder det sig med dem, de er uenige med – her er alder, hudfarve og seksualitet et argument i sig selv, og således kan en gammel, hvid hetero ikke læse for eksempel en ung, sort homo.

Lad mig sige det, som det er: Det er åndssvagt at høre på, og hvis dette vanvid får lov at fortsætte, får vi en dummere verden.

For vi får en verden, der er opdelt i små idiosynkratiske grupper, og hvor individets selvforståelse hviler på den præmis, at det ultimativt kun kan forstås af sig selv. Andre skal end ikke vove forsøget, da det i så fald vil være et krænkende befamlingsforsøg.

Enhver med forstanden i behold kan se, hvor idiotisk det er.

Dannelseskollaps

At det er kommet hertil, skyldes et kollaps af dannelsesmæssig ambition. Dannelse forstået som ens evne til at kunne sætte sig i andres sted og indgå meningsfuldt i en sammenhæng.

I stedet for at insistere på dannelse, har vi insisteret på selvrealisering og på, at identitet er noget, du henter fra dig selv og ikke i kraft af de ting, du bidrager med til et fællesskab. Det er således blevet vigtigere at være nogen end at kunne noget, og for at være nogen, er det blevet nok at pege på sin alder, hudfarve og seksualitet. Men det er altså ikke en holdbar identitet. Du er ikke noget særligt, fordi du er 29. Eller 49 år.

Før verden ender i generationskløfter og vanvid, skal der igen etableres broer og ikke mindst en forståelse af, hvad kunst egentlig er. Kunst er kort sagt muligheden for en udvidet forståelse af sig selv og verden, og det er for eksempel i litteraturen, at vi kan møde forbrydere, hekse, guder, drukkenbolte, slaver, konger og pestramte og derudover tage på rejse historisk. Kunsten er et enestående redskab til dannelsen af den enkelte, så vedkommende ikke forgår i selvoptagethed og falsk identitetsdannelse.

Mit svar til »millennial« var derfor, at hun gerne måtte sende mig sin anmeldelse af Sally Rooneys »Skønne verden, hvor er du«, så jeg kunne se, hvad det var, jeg havde overset eller måske ikke forstod.

Jeg venter i skrivende stund stadig på svar.