Da jeg i 2000 forlod Aarhus, hed byen Århus, og jeg jokede med, at tilnavnet verdens mindste storby i virkeligheden burde være verdens største hul i jorden. Aarhus var provinsiel og pinlig, en by, der gerne ville være stor, men kun var det på mindreværdskomplekser.

»Aarhus er et stort friluftshospice«, erklærede jeg selvhøjtideligt, »et sted, du tager til for at dø«, og vendte så ryggen til byen for at leve videre i København.