»Gift ved første blik« er fortsat gaven, der bliver ved med at give. I denne uge lærer vi bl. andet om hæmningsløse vrøvlevulkaner, at toiletpapir er gangbart som festligt pynt, og at kærligheden har færre chancer for at lykkes, jo ældre du er. Lad os tage det sidste først.
1. Kærligheden har få chancer for at lykkes, hvis du er over 35 år
Jo ældre du er, desto færre chancer har du. Sæson efter sæson er vi vidne til, hvordan modne par bevæger sig fra bryllup til krisehjælp. På rekordtid. I denne sæson af »Gift ved første blik« er det Carsten og Eva, som på 3. dagen må opgive, og i sidste sæson var det Ulrik og Ane, der måtte afbryde ægteskabet - og optagelserne - undervejs. I sæson 2 gik det galt for Pia og Frank under bryllupsrejsen, og allerede der fik man den lumske mistanke, at programmet caster efter fiaskomodellen. En mistanke, der naturligvis er blevet afvist af DR.
2. »Vi skal nu være vidne til et eksperiment«, lyder det i introen - og ja tak
Måske derfor ser vi, hvordan en, der tænder på bad boys bliver ført sammen med en 100% nice guy, og hvordan en nyforladt mand med såret ego bliver sat sammen med en sheboss, som ikke gider terapi og snak. Vi ser en, der ønsker børn, blive ført sammen med en, der ikke vil have flere, og i denne sæson er det så Carsten, der ønsker en ikke-rygende, friluftstype med forkærlighed for morgenmad og sex ved første blik, som smedes sammen med en rygende, ikke-spisende kvinde med diverse skavanker og seksuelle forbehold. Nej, DR caster sandelig ikke efter fiaskomodellen.

3. Vi lærer, at Gert Martin Hald er en vrøvlevulkan i kronisk udbrud
Hver sæson sprøjter banaliteter og sort snak ud af munden på TV-programmets huspsykolog. Hvad betyder denne sætning f.eks.: »Kærlighed kan opstå på et rationelt grundlag indenfor rammerne af et ægteskab, men der skal mere til end et godt match, for at et ægteskab kan bestå og udvikle sig«? Undskyld, men hvor lærer man at tale sådan? Og hvad er det for et rationelt grundlag og godt match, han taler om? De fleste kan sige sig selv, at det er op ad bakke med såret mandeego og sheboss, med »vil gerne have børn« og »vil ikke have flere børn« og nu også med Carsten og Eva, hvis kærlighedsnedsmeltning var total på 3. dagen. På flydende pølsesnak siger Gert Martin Hald: »Her er det så vores ansvar at hjælpe ham og få ham til at se, at han er ved at gentage de her mønstre, sådan at vi kan komme videre i den proces, der hedder Carsten og Eva, fremadrettet.« Det kræver en ekspert at caste så bundulykkelige par - og bagefter kalde dem for »processer.«
4. Vil mænd kærligheden mere end kvinderne?
Carsten er undtagelsen, der bekræfter reglen. For generelt er programmets logik sådan, at mænd er mere villige til at opgive deres eget hjem, til at pendle, søge konsensus og bære over med, at kvinderne opfører sig stanghysterisk og bare tørster efter at smide de få medbragte mandeting på bålet. Tænk bare på gamerstolen, som Kathrine tørt beskriver som en genstand, der fortjener sit eget rum (dog næppe soveværelset).
5. Sig det med mandler - eller toiletpapir
Kærligheden har mange sprog, også i »Gift ved første blik«. Vi lærer, at hvis alt går galt, kan du bare give den anden en pose mandler, og hvis alt skal gå godt, kan du byde velkommen med lidt festligt toiletpapir.