Anne Sophia Hermansen: Aperol har haft sin storhedstid og tager snart elløbehjulet til en død i provinsen

Aperol-is lyder som den ottende horcrux og som noget, Satan serverer i sin inderste cirkel. Nu er den kommet til Nordhavn og indvarsler døden for Aperol Apritz.

Manden på billedet er uskyldig. Protestantisk etik kombineret med modens luner byder ham at servere Aperol Spritz. Grænsen går dog ved Aperol-is. Ifølge rygtet var det Jon Snow, der hjembragte den infame is-idé fra de dødes rige. Fold sammen
Læs mere
Foto: ANDREAS SOLARO

Nordhavn Mikromejeri har fået en rigtig dårlig idé – Aperol Spritz-is. Hermed er solen endegyldigt gået ned over den orange Instagram-drink. Snart vil den blive fjernet fra drinkskortene på byens cocktailbarer og kun blive set i selskab med børnevoksne, elløbehjul og Speedos. I Randers.

Gourmand og levemand galore Kristian Brask Thomsen har formuleret det således på Facebook: »At spise Aperol-is må svare til at have sex med en slikmaskine i en jysk håndboldhal.«

Ja tak, vise ord!

Og »må svare til« er netop udtrykket, for ingen har vist smagt den endnu – det københavnske mejeri, der serverer infamiteten, åbner først 1. juli. Men det skal da ikke afholde nogen fra at afsige en dom. Aperol-is lyder som den ottende horcrux og som noget, Satan serverer i sin inderste cirkel.

»Aperol har haft sin storhedstid og tager snart på sin sidste elløbetursrejse til provinsen.«


Bag isen står Peter Altenburg, der også ejer cocktailbaren Gilt på Nørrebro og pizzeriaet Bar Uno i Nordhavn. Nu udvider han så sortimentet med en isbar, og heldigvis vil der også blive tilbudt ædruelige varianter som vanilje, chokolade og jordbær – nøjagtigt som før, verden gik af lave, og små madprojekter blev til store identitetsbedrifter.

Men desværre sniger moderniteten sig ind overalt, og Aperol-isen vil i Nordhavn blive ledsaget af en anden infamitet, nemlig popcorn-is, hvilket minder AOK-redaktionen om dengang, Darth Vader fik følgeskab af Darth Maul (husk i øvrigt på, hvordan det endte). Snart får vi sikkert også Breezer-is og bacon-is – hvis altså ikke nogen allerede har fået den sindssyge idé.

Intet er dog så skidt, at det ikke er godt for noget. At Aperol Spritz nu er degenereret til Nordhavn-is er et vidnesbyrd om, at drinken er på vej til cocktailkirkegården, hvor der i forvejen ligger drinks som mojito og cosmopolitan – drinks, der signalerede, at man var storby-cool og helt »juuunik«, men alligevel drak det samme som alle andre. Vi må nu kollektivt finde en anden drink at udtrykke vores mageløse individualitet igennem.

Det sidste opfordrede Rebekah Peppler fra The New York Times til for et par måneder siden. Hun var også træt af den orange mormorbællesaft med undertone af tarvelig sirup, men knap havde hun sluppet tasterne og publiceret sin smagsdom, før hun blev ramt af en hysterisk shit-tornado.

Sagen er bare, at hun havde ret.

Og det ville glæde hende at se, at der nu serveres Aperol-is på Nordhavn. For det betyder, at drinken har haft sin storhedstid og snart tager på sin sidste elløbehjulsrejse til provinsen.

Må den hvile i fred.