Filmanmeldere bliver ofte revet i næsen med, at de er elitære og snobbede, og når man skal understrege sin pointe, er den mest populære kliché, at anmeldere kun kan lide franske film i sort/hvid med nogen, der snakker hele tiden – fremfor for eksempel at le lystigt, når Mick Øgendahl slår sig i »Alle for tre« ligesom almindelige mennesker.
Well, »Livets bedste år« er fransk, den er nogle gange i sort/hvid og instrueret af den 82-årige Claude Lelouch, som sammen med blandt andre Godard, Truffaut og Resnais var med til at definere den franske nouvelle vague i 1960erne. Og – og det er her overraskelsen kommer – jeg synes, den er både dødsyg og decideret kedsommelig.
Brusende forelskelser mellem unge mennesker er jo spændende nok, men gammel kærlighed har mindst lige så meget potentiel filmdynamit.
Der er ellers alle muligheder for at lave noget interessant. I 1966 indspillede Claude Lelouch nemlig kærlighedsdramaet »Manden og kvinden«, der vandt De Gyldne Palmer i Cannes, en Oscar og en bunke andre priser.
Nu – 54 år senere – kommer så en efterfølger til filmen, endog med de samme to skuespillere, der nu er henholdsvis 88 og 89 år gamle, i hovedrollerne. Forholdet mellem manden og kvinden, Jean-Louis og Anne, endte ikke godt, og ved filmens begyndelse har de ikke set hinanden i mange år. Anne er stadig frisk og rørig, mens Jean-Louis bor på plejehjem, er smådement og venter egentlig bare på at dø. Jean-Louis’ søn opsøger Anne og overtaler hende til at mødes med Jean-Louis, idet Anne nærmest er den eneste, han taler om.
Det gør hun så – og her kunne stor filmmagi godt have opstået. Brusende forelskelser mellem unge mennesker er jo spændende nok, men gammel kærlighed har mindst lige så meget potentiel filmdynamit med alt, hvad den kan rumme af usagte følelser, gammelt nag, fortrydelser og hvad-nu-hvis-spekulationer.
Men handlingen – og det er faktisk et lidt stort ord at tage i brug her – blafrer formålsløst rundt som et vissent blad i efterårsvinden, der bliver brugt meget tid på Jean-Louis, der reciterer digte og de få gange, der sker noget tilnærmelsesvist interessant, viser det sig gudhjælpemig bare at være noget, Jean-Louis har drømt.
Faktisk virker filmen det meste af tiden som at være til familiefest med sin senile morfar, der fortæller den samme anekdote, han altid plejer, uden at han helt kan huske, hvordan den ender, eller hvorfor han begyndte at fortælle den i første omgang.
Hvis Claude Lelouch har nogen kærlighed til de karakterer, han selv har skabt, skjuler han det i det hele taget godt. Til gengæld bruger han ivrigt klip fra den originale film, »Manden og kvinden«. Det giver selvfølgelig mening at sætte handlingen i perspektiv, men det er i så voldsomt omfang, at »Livets bedste år« mere virker som en hyldest til sin forgænger end et egentligt selvstændigt værk. Og hvor ukritiske hyldester sjældent er spændende, så er kunstnere, der ukritisk hylder sig selv, decideret ulidelige.
Filmen knækker helt, da Lelouch pludselig og uden nogen særlig god grund også klipper scener fra sin egen film »C'était un rendez-vous« ind midt i det hele.
Hvis »Livets bedste år« siger noget generelt om, hvordan niveauet er for sequels, der har været meget længe undervejs, er der kun meget behersket grund til at glæde sig til »Coming to America 2« (32 år efter 1’eren), »Top Gun 2: Maverick« (34 år efter originalen) og »Ghostbusters 3« (37 år efter den første film), der alle får premiere inden for det næste år.
»Livets bedste år«. Drama, 90 minutter. Instruktion: Claude Lelouch, manus: Claude Lelouch m.fl. Med: Jean-Louis Trintignant, Anouk Aimée. Premiere 9. juli landet over.
