Hvem har du senest tilgivet?
»Det er nok mig selv. Jeg fylder meget, larmer meget, skaber meget og sætter mange ting i gang. Det kan ikke undgås, at jeg taber noget på gulvet eller kommer til at træde nogen over tæerne. Derfor må jeg også acceptere, at jeg skal sige undskyld til andre, og at jeg skal tilgive mig selv. Ellers bliver man handlingslammet.«
Hvor der handles, der spildes?
»Præcis. Der er heldigvis mere, der lykkes, end ikke. Det kommer i bølger, hvor jeg sætter en masse i gang, lukker noget, dropper noget andet. Så er der en rolig periode, og så gør jeg det hele igen.«
Hvad har været din største synd?
»At køre i overforbrugssporet for længe. At køre, flyve og forbruge for meget – og hele tiden fortælle sig selv: »Det er o.k., det er jo bare mig. Det er et større problem, som jeg ikke kan ændre på«. Nu har jeg vendt det rundt, og helt protestantisk vil jeg afbøde på fortidens synder gennem handling. Så jeg er aktivist, rejser ikke til Kreta med hele den kreative klasse, mens lortet brænder, og så er jeg med i fire grønne start ups, der blandt andet producerer mælkealternativet »Dryk«, og »New Loop« hvor vi laver et pantsystem for engangsemballage såsom to go-kaffekopper.«
Hvornår har dit liv været tæt på at gå i en skæv retning?
»Første gang var i min teenagetid, hvor der var to valg: Jeg kunne videreføre venskaberne med de rødder, der stjal lidt for meget og røg lidt for meget hash – eller aktivt vælge det selskab fra. Det gjorde jeg heldigvis. Anden gang da jeg mødte min kone. Der skulle jeg beslutte mig for at gå ind i parforholdet og familielivet. Var jeg ikke gået med hende, var jeg sikkert blevet en coke-sniffende reklamedirektør på Mallorca. Jeg er pissegod til at lave reklamer, så det kunne nemt være gået i den retning. Vi var begge i andre forhold, da vi faldt for hinanden, men vi gik helhjertet ind i relationen med det samme, og har nu været gift i over 20 år.«
Kan du komme ind i perioder, hvor du er ked af det eller nedtrykt?
»Du interviewer mig i den periode, der rammer mig hårdest. Mørket har jeg det ikke godt med. Jeg har heldigvis indrettet mig selv som selvstændig, så jeg ved, at perioden kommer hvert eneste år. Der tillader jeg mig selv at sove lidt længere og tage pauser, hvor jeg bare skal læse en bog. Jeg kan ikke fortsætte med min vante energi, når det bliver mørkt. Jo ældre jeg bliver, desto mere opdager jeg, at jeg er nødt til at passe på mig selv, få trænet, spise ordentligt og gå i ordentlig tid i seng. Jeg kan ikke netflixe den til langt ud på aftenen.«
Hvad læser du så?
»Jeg har lige læst Hernan Diaz’ »Tillid«, og nu skal jeg læse »Himmelstormerne« af Maggie Shipstead. Jeg har også »Detransition Baby« liggende klar. Imellem alt det tunge skal der også være pauser, og dem fylder jeg med krimier af Richard Osman. Hans serie om »Torsdagsmordklubben« er genial. At læse et kapitel i den er som at se et afsnit af »The White Lotus«.«
Har du været i en situation, hvor du var virkelig bange?
»Da jeg var ung og udødelig, var jeg med nogle venner på hikingtur på Sumatra. Der er en grund til, at man sender unge mænd i krig, for i den alder er man jo ikke spor risikoavers (modvillig i forhold til risici, red.). Vi skulle bare op på det store Mount Talamau, selvom den store vulkan var lukket for turister. Vi hyrede en lige så frygtløs guide, der intet vidste om vejen eller farerne; så vi for vild og måtte overnatte på en klippeside i 2.500 meters højde helt uden udstyr og kun 400 meter fra et aktivt krater. Det var et defining moment. Jeg kunne lige så godt være blevet en af de turister, der var død. Jeg priser mig stadig lykkelig over, hvor sindssygt heldig jeg var.«
Er der noget, du fortryder?
»Ja, det seneste har jeg ikke engang fortalt min kone og mine døtre. For et par måneder siden, hvor jeg kører 120 kilometer i timen på motorvejen, ringer min telefon. Jeg tager den ikke, men kigger lidt for længe ned på den, og havde det ikke været en Tesla, jeg kørte, der har en alarm ved farer, så havde jeg ikke opdaget, at motorvejen drejede. Heldigvis var der ikke andre biler på vejen, men jeg fortryder stadig, at så lille en dumhed potentielt kunne have haft kæmpe konsekvenser for mit liv.«
Har du indre dæmoner?
»Jeg ved ikke, hvor udtalt det er i mennesker, der ikke udlever deres kreativitet, men alle, der er kreativt udøvende, kæmper med kombinationen af høj selvtillid og lavt selvværd. Når du skaber et værk og beder alle andre kigge på det, sætter du dig selv i klaskehøjde. Og fordi man beder om tæsk, hver gang man sender noget ud i verden, er der en konstant indre dialog: 'Hvorfor tog du så let på den der detalje? Hvorfor satte du nu endnu et projekt i gang?'«
Har du haft psykisk sygdom inde på livet?
»Nej, ikke selv. Ikke andet end den tilbagevendende vintertristesse og måske en udiagnosticeret adhd, som jeg har det fint med. Der er mange, der får en voksendiagnose, og som får et meget lettere liv derefter. Men jeg er ikke der, hvor jeg skal medicineres, og så er det ligegyldigt at udrede mig.«
Er det et problem, at vi i højere grad diagnosticerer alle – også unge?
»Nej, det er da så godt. Det er jo med til at fjerne et kæmpe stigma omkring vores psykiske sundhed. Vi understreger, at det ikke er farligt at få hjælp. Kig på moderne musikstjerner, der tør sige, at de har angst eller stress, mens de er på højden af karrieren. Som Tobias Rahim eller det nye band Blæst, der sagde fra, inden de gik ned med stress. Tidligere blev den form for performance stress kun håndteret med alkohol og stoffer.«
Har du nogensinde brudt et venskab?
»Ja, det har jeg – og det skal man gøre. Det behøver ikke at være dramatisk, men jeg oplever, at venskaber er færdige, når de kun knytter sig til en fortid med helt specifikke værdier. Der er jo faser i livet, hvor disse værdier skifter, og der må man gøre op med sig selv. Hvis du bliver i denne her relation, bliver du fastlåst, og så når du ikke derhen, hvor du gerne vil. Men du skal også omgive dig med venner, der ikke er yes people. Det er vigtigt at have nej-folk i sit liv.«
Er det barskt at »slå op« med en ven – skal man bare lade det glide ud?
»Jeg har ikke problemer med at slippe venskaber, der er forbi. Jeg ser andre blive i venskaber, der ikke er gavnlige for dem, og det er værre. Mennesket er et flokdyr, og vi vil ofte undgå udvikling af frygt for at blive ensomme, men du kan jo sagtens møde nye mennesker. Jeg har fået flere venskaber inden for de seneste par år, der er meget nære. Og omvendt har min personlige klimaagenda og aktivisme sorteret noget fra. Jeg orker ikke at være sammen med mennesker, der ikke vil erkende, at vi skal redde verden, og at vi ikke kan prioritere os selv hele tiden.«
Hvornår har du været mest stolt over dig selv?
»Jeg har lige været meget stolt af min og Mikael Wulffs seneste film, »Mugge og hans mærkelige hjerne«. Filmen er ekstremt mainstream, vanvittigt underholdende og samtidig tør den at tale om nogen af livets, store svære spørgsmål. Det er meget svært at lave mainstreamfilm med substans, og mange børnefilm er lort og rent tidsspilde.«
Hvad har du fortrudt mest i dit liv?
»Gider man det som 50-årig – at fortryde noget? Jeg fortryder absurd mange småting, men ingen af de store ting i livet. Alle de småfejl, jeg har lavet, bliver udlignet af det, der er gået rigtigt godt.«
Hvad fylder dig med størst glæde?
»At få ting til at lykkes. For det er vitterligt svært. Når man har kastet sig ud i at lave noget – hvad enten det er en havefest, en bog, en film eller et nyt firma – og det så lykkes, er det uendeligt tilfredsstillende. Det bliver helt sikkert aldrig, som man forestillede sig det, men lykkes det, er det det hele værd.«
