Anders Matthesen: »Rejs dig op, tag dig sammen og hav det dårligt indvendig. Så får du det bedre«

Anders Matthesen fik som barn at vide, at han ikke kunne leve af at optræde. Hverken som musiker, skuespiller eller stuntman. Men det var det eneste, han ville. Han har aldrig kunnet passe sit job som pædagogmedhjælper og flaskedreng. Men da han stod på scenen første gang med sit improviserede standupshow, sagde noget klik i ham. Han ville være sin egen chef, Danmarks sjoveste mand, og han ville have det rart i processen. Og sådan blev det.

Hvilke minder fra barndomshjemmet har brændt sig fast i hukommelsen hos standupkomiker Anders Matthesen, og hvor finder han trøst, når mismodet rammer? Alt dette og meget mere svarer han på i dette interview, som kredser om, hvad tilværelsen har lært ham. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvilket barndomsminde står stærkest i din erindring?

»Jeg er ikke sikker på, hvad der er det stærkeste minde, for alt, hvad jeg husker, er temmelig beklædt med farver, smage og dufte. Men et af mine første minder er, hvor jeg står som to-tre-årig i vores lejlighed på Holsteinsgade, duften af højttalerne, som min far havde malet, og mig, der danser til Gasolins 'Jeg kom til verden på femte sal'.

Følelsen af ikke helt at vide, hvorfor man bevægede sig, men bare at tænke: det her virker rigtigt, nu er der noget røvlos, det er fedt det her. Det fik betydning, for jeg mærkede, at jeg ville også noget med underholdning.

Jeg vidste ikke helt, hvad det skulle være. I en periode tegnede jeg meget, og så troede jeg, at jeg skulle lave tegneserier. I en anden periode gik jeg til trommer og spillede i Frederiksberg Garden, og så skulle jeg være trommeslager. Og så var der tiden, hvor jeg skulle være forfatter, fordi min ven, der var en rigtig bogorm, og jeg skrev digte og blev en del af børneredaktionen på Albertslundsposten. Senere var det rap, der fyldte, og så standup.

Men det var altid med det samme drive. At det skulle blive til noget, fuld kraft frem. Det var godt, at der ikke fandtes »X Factor«, da jeg var barn, for så havde jeg været et ringvrag på kokain som syvårig.«

I 2016 udkom Anders Matthesens børnebog »Ternet Ninja«, der vandt en pris, og i 2019 blev den lavet til en animationsfilm af samme navn. Filmen blev en kæmpe succes og er blandt de mest sete film danske film nogensinde. I denne måned har opfølgeren, »Ternet Ninja 2«, premiere i biograferne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Hvilken betydning fik den ekstreme energi for dit liv?

»Mine forældre var gode til at støtte mig på hver sin måde. Min far tegnede selv som en drøm, og han hjalp mig med at skrive i boblerne på mine tegneserier for mig. Men han ville ikke lade mig slippe udenom, hvis der var noget, jeg ikke selv kunne tegne. 'Hvis du vil tegne en hånd med en pistol, så må du selv tage en banan i køkkenet og se, hvordan fingrene sidder, når du holder rundt om den'. Han tvang mig til at gå videre med mine ideer, finde mine løsninger selv. Han var også typen, der fik mig til at slå ord op i ordbogen, og hvis jeg ville have noget til mig selv og lånte penge af ham, så skulle de også afdrages igen. Der var orden i regnskabet. Min mor var mere flyvsk og spontan.

Hun sendte mig til casting på »Pelle Erobreren«, fandt slogankonkurrencer i Føtex og fik mig til at male plakatforslag til Dyrehavsbakken. Det var også hende, der skaffede mig en tjans som fast tegner på Samvirkes børneside, »Sesam«, og pludselig illustrerede jeg også årsrapporten for Albertslund Kommune. Og det var hende, der hørte, at der var noget, der hedder DM i standup, i radioen. Jeg havde aldrig lavet standup, men hun mente, at det bare var noget, jeg kunne finde på hen ad vejen.«

Og gjorde du så det?

»Jeg øvede mig sådan lidt akavet foran hende i stuen, og hun sad bare og sagde: 'Ja, ja, det bliver vildt godt'. Det hele gik ikke vildt godt, da dagen kom, men jeg fik en smagsprøve på at ramme plet, og alle så griner. Der slog det bare klik i mig: 'Den følelse skal jeg gå efter for evigt, og jeg skal smadre alle og være den sjoveste i Danmark.'

Der var mange i Albertslund, der var sjovere end mig, men jeg var den eneste, der solgte mig selv hæmningsløst og sagde ja til alt. 'Kan du lave radio?!' 'Ja, selvfølgelig kan jeg det,' svarede jeg. Og pludselig skulle jeg ene mand lave morgensketches på Radio Voice. Det var jo lidt tomt bare med mig alene i studiet, og så var det, at jeg kom på at lave mine forskellige stemmer.«

Fik beskeden: Det kan du ikke blive

Hvad er den vigtigste sætning, du hørte som barn?

»Det, der har haft størst betydning, er alle de gange, jeg fik at vide: 'Det kan du ikke blive.' Af lærerne, min studievejleder, min far. Jeg sagde, jeg ville være skuespiller, men det kunne man ikke, for det var der så få, der fik succes med. Så ville jeg være stuntman, men det var også for svært, fik jeg at vide. Da jeg sagde, at jeg ville være skolelærer, fik jeg fred. Så var der jo »noget at falde tilbage på«. Min mor var anderledes. Hun har ikke pacet mig, men hun viste bare en anden vej. Hun var ufaglært sekretær, der som mor til to voksne børn pludselig besluttede sig for at tage 10. klasse og så HF for at få en bachelor i religionsvidenskab. Hun knoklede bare på med matematik i køkkenet og ville have min bror og mig til at hjælpe hende med at øve engelsk. Hun ville noget for sig selv. Det var inspirerende og håndgribeligt.«

Det var Anders Matthesens mor, der introducerede ham til standup. Hun hørte i radioen, at der var noget, der hed DM i standup og opfordrede ham til at prøve kræfter med faget. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Så du havde også en høj arbejdsmoral som ung?

»Ikke med almindeligt arbejde. Jeg dagdrømte og var indadvendt og talte timerne, til jeg var færdig, når jeg arbejdede som pædagogmedhjælper og flaskedreng. Og jeg ringede og sagde, at jeg havde fået dårlig ryg, samme dag som jeg havde natarbejde i bageren, så der blev jeg fyret, og da jeg skulle være avisbud, og aviserne blev afleveret i snedriverne, meldte jeg mig også syg, så det job mistede jeg også. Jeg har altid været en 'fuck up' med sådan nogle ting. Lige indtil jeg begyndte at styre min egen butik. Der fik jeg hurtig strømlinet mig selv og lærte, at jeg ikke bare kunne drikke hundredekronesedlerne, som jeg fik i hånden fra et standup-job i Varde. Det var jo B-indkomst, og pludselig var der en skat, der skulle betales.

Jeg havde kolleger, der sagde, at de skyldte personnummeret væk i ekstraregninger. Det skærpede min fornuft og min forretningssans. Jeg var booket til et job med Carsten Bang, hvor værten kom og spurgte, om vi kunne rykke det til en anden dag, for der var ikke rigtig fremmødt nogen. Og han sagde: 'Sagtens, hvis I betaler vores løn nu. Vi er jo ikke daglejere, der bare venter på at få udstukket arbejde'. Dét blev et vendepunkt for mig.

Han lagde sig ikke på ryggen, han stod ved sin værdi. Det var nok den dag, jeg begyndte at se det som et arbejde. Jeg ville lave det her, selvom jeg ikke fik penge for det, for jeg kan jo ikke lade være. Men hvis du laver noget arbejde, der genererer penge, og der sidder fire slips om et bord og vil dele den kage, så har jeg det fint med, at de skal lange mig det største stykke. Jeg har aldrig været »money hungry« – det handler om det principielle i, at de sgu ikke skal snyde mig.«

Var skolen et fristed, et fængsel eller en øjenåbner?

»Jeg var ikke en af de stærkeste elever i skolen, men jeg var vellidt og kunne slippe afsted med hvad som helst i min klasse, fordi jeg var sjov og pudsig. Jeg glædede mig, til sommerferien var slut, og havde det godt der. Men andre steder måtte jeg kigge mig over skulderen. Klubben holdt jeg hurtigt op med at komme i. Der var der nogle store drenge, der ikke kunne lide mig og var efter mig. Men jeg var også en af dem, de små var bange for, fik jeg senere at vide.

Jeg forstår det, når de siger det i dag, men jeg bliver også lidt forfærdet over det. Jeg har mobbet og er blevet mobbet. Og jeg vil ikke bare tilgive mig selv med et 'jeg var bare et barn'. Jeg vil hellere bruge det til noget og undersøge de mekanismer, der ligger bag måden, vi handler på. Man vil jo helst se sig selv som helten i sin egen film, men man opfører sig jo ikke altid glorværdigt. Jeg vil ikke slå dyr ihjel, men når der er seks hvepse i campingvognen på min sommerferie, går jeg jo bersærk i krigerisk blodrus, for de skal ikke stikke mine børn.

Det er tvetydigheden i vores handlinger, som den ternede ninja i mine film peger på. Hans stemme minder os om de ting, vi kunne gøre bedre. Han er den coach, jeg selv manglede som barn, og min opsang til mig selv. Men han er også min stemme i dag, hvor jeg får sagt nogle sandheder om, hvor jeg synes folk kunne oppe sig. Ternet Ninjas stemme er den stemme, jeg har savnet, og stemmen jeg vil råbe ad andre med.«

Anders Matthesen debuterede som standupkomiker i 1993 og har siden optrådt med adskillige standupshows, ligesom han står bag en række radioprogrammer, animationsfilm, børnebøger og filmroller. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Er det også Ternet Ninjas stemme, du taler til dig selv med?

»Nej, jeg har en indre stemme, der har meget travlt med at påpege alt det, jeg gør forkert. 'Nu spiller jeg for højt og generer naboerne, åh, den der skal sorteres rigtigt i affaldet, nu skal jeg også få lavet det her projekt …' Jeg er nok altid lidt ængstelig over alt det, jeg skal gøre. Jeg taler på en helt anden måde til mine børn og mine venner. Jeg er ikke særligt sød ved mig selv. Det ved jeg heller ikke, om man skal være. Det er godt at tilse sig selv. Stille krav og justere sin opførsel og plads i verden. Men den ternede ninjas stemme har jeg hentet fra andre steder. Blandt andet fra min træner i kickboksning, Lars.

Når jeg siger, at jeg er for træt og kommer til at kaste op, hvis jeg presser mig selv mere, siger han bare: 'Det er fint. Jeg skal nok tørre op efter dig. Du fortsætter bare.' Jeg må ikke filme eller gøre mig selv dårligere, end jeg er – eller vise modstanderen, hvor dårligt jeg har det. Rejs dig op, tag dig sammen og hav det dårligt indvendig. Så får du det bedre. Det gælder også i livet. Når nogen spørger, hvordan du har det, skal du ikke bare automatisk hive violinen frem og tale om stress og jag, og hvor hårdt det hele er.«

Vågnede op med hjertekramper

Hvornår følte du dig voksen første gang?

»Det gjorde jeg, da jeg startede på HF og var fræk i timerne og så fik at vide, at jeg bare kunne gå ud og ryge smøger og ikke lære noget. 'Du bestemmer selv, jeg er ligeglad. Du er voksen her på stedet, og jeg noterer ikke dit fravær.' Der var ingen at slås med lige pludselig. Det var en vild frihed, som jeg skulle vænne mig til at administrere. Jeg fik også en voksen bevidsthed om min egen dødelighed, da jeg som 17-årig vågnede op med nogle uforklarlige hjertekramper.

Jeg fik stesolider og blev undersøgt på alle mulige måder, men lægerne fandt aldrig ud af, hvad det var. Den der oplevelse af, at det hele kan slutte, gjorde, at mit liv pludselig var så skrøbeligt. Jeg ville ikke være med til idræt og fik det rigtigt skidt – det vendte op og ned på måden, jeg så verden på. Jeg havde været meget sort-hvid i min indstilling til tingene, og efter det blev det hele gråt, og jeg kunne ikke længere finde ud af, hvad der var rigtigt og forkert. Det fandt jeg senere ud af, at der var en vis modenhed i. Jeg kunne ikke bare inddele venner og politikere i kategorier af »god« og »dårlig«. Der var en stor gevinst i, at mit verdensbillede blev nuanceret.«

»Livslektien er noget så træls, som at du ikke kan ændre på verden, men du kan ændre på, hvordan du forholder dig til den,« svarer Anders Matthesen til spørgsmålet om, hvilket livslektie han oftest vender tilbage til. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Hvilken livslektie vender du oftest tilbage til – og er det en, du prøver at formidle i dine film?

»Jeg har gjort meget ud af, at »Ternet Ninja« ikke er en børnebog, og at filmene ikke er børnefilm. Det er familiefilm, og det, der bliver formidlet til børnene, sniger sig forhåbentlig også ind i de voksne. For livslektien er noget så træls som, at du ikke kan ændre på verden, men du kan ændre på, hvordan du forholder dig til den. Det er jeg temmelig god til med store undtagelser – at forholde mig til, hvordan virkeligheden er. Jeg finder mig ikke i meget, men jeg er altid optimistisk i udgangspunktet.

Mange tror, at jeg er en eller anden diktatorisk galning i min arbejdsproces, men jeg er faktisk ikke resultatfikseret. Jeg er langt mere optaget af at få tingene til at fungere og gøre processen så god som mulig. Mine krav er ikke så store, men vejen derhen skal være rar. God kaffe og god musik. Og så ser vi på, hvad der kan lade sig gøre. Det er også en af pointerne i den nye film. I starten er Aske sig selv mod familien. Han vil bare nå sit mål og vise, at han er en »bad boy«. Men det er ikke alle de målrettede handlinger, han får stik på – det er der, han taber sig selv. Det er først, når han samarbejder med sin stedbror Sune og Ternet Ninja, at han bliver til noget, nemlig sig selv.«

Hvor henter du fortrøstning på dage med mismod?

»Jeg er sjældent mismodig. Jeg kan godt være ængstelig, hvis jeg har vildt travlt og så samtidig lige skal aflevere bilen på værksted. Så kommer en lille opgave til at fylde uforholdsmæssigt meget. Men jeg er god til at hanke op i mig selv og minde mig om, at det er, som det er, og om 100 år er alting glemt. Jeg har ikke ondt af mig selv over, at det er mandag. Livet er vidunderligt. De ting, jeg godt kan lide ved livet, fylder mere end dem, jeg ikke kan lide. Så dårlige dage prøver jeg at ændre ved at skabe balance og karmisk anbringe mig i en bedre situation. Hvis jeg føler mig fed, gammel eller grim, så gør jeg noget: river haven, skriver nogle jokes, tager et par dage, hvor jeg spiser sundt. Der er noget opløftende ved at vide, at lige nu gør jeg det, der er rigtigt for mig.«

Hvilken livslære vil du gerne give videre til den kommende generation?

»At hele Nike-drømmen er en løgn. Man kan ikke altid, hvad man vil, nå højere op eller være den hurtigste. Vi skal ikke hele tiden være først og mere end de andre. Vi skal også dyrke hinanden. Det betyder ikke, at man skal begrænse sig selv og sin egen lykke ved hele tiden at holde sig selv nede. Men det betyder, at hvis jeg har fire venner, der ikke kan lide mig, så skal jeg nok ikke tænke: 'fuck the haters, jeg er som jeg er!' Så må man kigge sig selv i spejlet, stramme sig an og ændre på måden, man opfører sig. Det må være vejen frem, hvis tilværelsen skal blive til noget.«