»Alene den seneste uge har jeg noteret seks kvinder i mit netværk, som har luftet, at de seriøst overvejer andre livsformer«

Har coronaen ædt noget af ligestillingen? Sådan spørger klummeskribent Jane Sandberg i denne klumme om, hvordan kvinder i hendes netværk er begyndt at lufte ideen om et andet, mere hjemmegående liv.

Coronavirussen har været anledning til, at familier pludselig har fået øje på andre værdier. Og nogle, de muligvis vil gøre alvor af at forfølge, skriver Jane Sandberg. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Knap havde statsministeren erklæret Danmark for stort set lukket, før en ny type opdateringer ramte mine feeds på sociale medier.

Bananbrød, kanelsnegle og glade børneansigter i skøn forening med voksne, der lagde puslespil, erstattede stort set overnight-opdateringer om ventetider i lufthavnstransit, »burning the midnight oil«-fotos fra kontoret og links til artikler om ledelse.

Ikke overraskende, for rigtig mange forældre (det er dem, der laver opdateringerne) var jo pludselig i karantæne sammen med deres børn.

Det overraskende var snarere, at stort set alle de hyggelige hjemmesnapshots kom fra kvinder. I takt med, at coronaugerne gik, blev opdateringerne af mere filosofisk art med refleksioner over, hvordan man jo også kan leve andre liv end dem, der er fyldt med arbejde. Alene den seneste uge har jeg noteret seks kvinder i mit netværk, der har luftet, at de seriøst overvejer andre livsformer.

»Der er helt sikkert familier, hvor det, at den hårdtarbejdende karrieremor måske om lidt opsiger sit lederjob for at fermentere grøntsager, lægge perleplader og erklærer 2020 til »buy nothing year«, vil være en stor gevinst for familiens ve og vel. Men er det godt for ligestillingen?«


Coronatiden har simpelthen betydet, at de har fået øje på andre værdier. Og nogle, de muligvis vil gøre alvor af at forfølge.

»Man kunne jo bare sætte sit forbrug ned, chille med børnene og have tid,« skrev én, for hvem tid med børn og familie normalt er kalendersat på linje med bestyrelsesmøder og konferencer.

Der er helt sikkert familier, hvor det, at den hårdtarbejdende karrieremor måske om lidt opsiger sit lederjob for at fermentere grøntsager, lægge perleplader og erklærer 2020 til »buy nothing year«, vil være en stor gevinst for familiens ve og vel. Men er det godt for ligestillingen?

I årene efter Anden Verdenskrig fik de husmoderlige dyder også en renæssance. Kvindeidealet med den forklædeklædte MOR, der tog imod den udearbejdende far, som kom træt hjem fra dagens dont ude i samfundet, blev besunget i alt fra familiefilm til den voksende reklamebranche.

»Er vi ikke nået længere, fristes man til at spørge? Er det virkelig stadig sådan, at når jorden under os ryster, så abonnerer vi fortsat på ideen om, at det er kvinden, der skal få hjemmefronten til at fungere? «


Verdensordenen skulle genoprettes, og kvindens rolle var i hjemmet, hvor familien skulle trives med højt serviceniveau og en mor med hænderne godt begravet i vasketøj og gærdej. Og til trods for, at det er 75 år siden, krigen klingede af, må man blot konstatere, at den bevægelse rører på sig igen.

Er vi ikke nået længere, fristes man til at spørge? Er det virkelig stadig sådan, at når jorden under os ryster, så abonnerer vi fortsat på ideen om, at det er kvinden, der skal få hjemmefronten til at fungere?

Hvis det er sådan, er det mest forstemmende sådan set, at det er kvinderne, der synes, at de skal forfølge den lyst.

Selvfølgelig er det stof til eftertanke, at så mange kvinder savner at være sammen med deres børn og de seneste uger har erkendt, at de ikke får bagt surdejsboller i deres fortravlede hverdag. Men det er et kedeligt forbillede at sætte for deres børn, og det er en våd klud i hovedet på den kønskamp, som fortsat er nødvendig i vores samfund.

Det bør de kvinder, der alvorligt overvejer at stemple ud, tænke over, før de trækker stikket og helliger sig hjemmesylt og hønsestrik.