En efterhånden lang række videnskabelige undersøgelser har påvist, at mænd bliver mere syge end kvinder, når covid-19 flytter ind. Mænd er overrepræsenterede i statistikkerne, der opgør, hvor mange der dør med coronavirus. Men ser vi bort fra de kropslige konsekvenser af coronavirus, gemmer der sig under overfladen en ganske anden historie. Coronakrisen truer ligestillingen, advares der, og nu begynder bekymringen at tage til i styrke.
En af de bekymrede er Lisbeth Odgaard Madsen. Hun er ejer af virksomheden Potential Co., der arbejder for at fremme kønsmæssig balance på danske arbejdspladser. Ligestillingskampen i Danmark kan få et så gevaldigt tilbageslag, mener hun, at vi ikke længere kan se resultaterne af den flere årtier lange danske ligestillingskamp.