Folkemødet på Bornholm får tusinder af danske borgere, politikere og mediefolk til at valfarte til øen hvert år. Det kommer de ikke til nu, hvor Foreningen Folkemødet har meldt ud, at det populære folkemøde aflyses på grund af coronakrisen, som fortsat bliver ved med at bremse dansk økonomi, forårsage aflysninger og sende danske lønmodtagere på Jobcentret.
»Foreningen Folkemødet er dybt berørt af de konsekvenser, beslutningen får, for både arrangører, leverandører og forventede deltagere på Folkemødet og mange, mange flere – og ikke mindst for de konsekvenser, beslutningen får for Bornholm,« lyder det fra Foreningen Folkemødets formand, Jann Sjursen, der udtaler sig i en pressemeddelelse.
Der kommer ikke til at være nogen, der forlader arbejdsløshedskøen herovre. I hvert fald ikke lige nu. Ovenikøbet er alle vores industrivirksomheder også ved at fyre ansatte.Winni Grosbøll (S), Bornholms borgmester
Nu lyder det fra Winni Grosbøll, socialdemokratisk borgmester på Bornholm, at også hun er sikker på, at det får store konsekvenser for solskinsøen, der bruger turismen til at polstre sig økonomisk.
»Det er rigtig, rigtig ærgerligt, for Folkemødet er et fantastisk arrangement, som begejstrer rigtig mange mennesker. Og som skaber enormt meget energi. Men det er også enormt ærgerligt for Bornholm generelt, fordi det for alvor er den uge, der skyder højsæsonen i gang. Hvor der er fyldt med mennesker på restauranter, og hoteller melder udsolgt. Det er klart, at det har konsekvenser for en masse private virksomheder på øen,« siger Winni Grosbøll.

Bliver sendt i knæ
Årets udgave af Folkemødet ville ellers have været en milepæl for det bornholmske folkemøde. Et tiårsjubilæum, der før aflysningen var planlagt til at blive afholdt fra 11. til 14. juni. Ifølge Winni Grosbøll kan aflysningen betyde, at Bornholm bliver sendt i knæ. Hun fortæller, at årets påske havde tegnet til at blive den bedste nogensinde.
»Men nu er den også smuldret væk, for danskerne rejser ikke mere. Det skal de heller ikke, men det sender turistbranchen og Bornholm i knæ,« fortæller Winni Grosbøll, der er sikker på, at konsekvenserne på Bornholm bliver store.
»På alle måder er det her en rigtig ærgerlig, men også den eneste rigtige beslutning. Desværre.«
Hvor vidtgående bliver konsekvenserne for Bornholm, hvis du skal spå?
»Det er klart, at Bornholm er et af de steder i landet, hvor turistindtægter spiller den største rolle i vores indtægtsgrundlag. Vi er en af de kommuner i landet, der har allerflest beskæftiget i turismebranchen. Når turismeindtægten kollapser, så vil folk, der normalt kan forlade arbejdsløshedskøen og gå ind i turistbranchen, ikke kunne det længere,« siger Winni Grosbøll og fortsætter:
»Der kommer ikke til at være nogen, der forlader arbejdsløshedskøen herovre. I hvert fald ikke lige nu. Ovenikøbet er alle vores industrivirksomheder også ved at fyre ansatte. Der er et krydspres, fordi både turistbranchen og industrivirksomhederne, der eksporterer, går ned. Det slår hårdt.«
Torsdag blev det meldt ud, at Sveriges pendant til Folkemødet, Almedalsveckan, er blevet aflyst på grund af coronavirussen.