Vil vi nogensinde igen stå 80.000 samlet på en dyrskueplads og dele kropsvæsker?

Den mentale coronavirus har sat sig i vores hjerner, og selv den dag, hvor verden igen slår dørene op, vil vores sociale liv, vores arbejdsliv og vores forhold til autoriteter og frihed være ændret.

Nøgenløb på Roskilde – er det slut? Jonas Vandall Ørtvig

Kan nogen forestille sig om tre måneder at stå tæt sammen med 80.000 andre mennesker på en dyrskueplads uden for Roskilde og dele musik, breezers, gummistøvler og kropsvæsker af enhver art?

Det er der sikkert nogen, der stadig ser frem til med stor længsel, men for mange vil bare tanken være så angstfyldt og smitterisikabel, at de hellere vil henslæbe sommerdagene ved at følge politiets anvisninger om at gå den samme vej rundt om Søerne i København – igen og igen.