90er-filmen »Ghost« spøger pænt, men kedeligt som musical i Tivoli

90erne er tilbage – i sin allermest pæne og søvndyssende udgave i musicalversionen af et af årtiets hit-film, spøgelsesromancen, der mest huskes for Demi Moores frisure og hendes keramik-drejeskive.

Frederikke Vedel og Mikkel Moltke Hvilsom er noget ferske i hovedrollerne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin Mydtskov Rønne

Den yngre mand ved siden af mig kneb mere end én tåre mod slutningen af »Ghost«, og der blev både grinet og sukket i Tivolis Koncertsal, da den romantiske spøgelseshistorie fra de tidligere 90ere ramte København efter sin landsturné.

Det er fair at nævne, at musicalen gik rent ind hos en stor del af de fremmødte, da jeg selv mest af alt var efterladt i en tilstand af ligegyldighed.

Filmen »Ghost« var et stort kommercielt hit. Nok mest pga. de to hovedroller Molly og Sam, der blev spillet af Patrick Swayze, der stadig fløj højt efter »Dirty Dancing«, og Demi Moore, der var et af årtiets markante kvindelige ansigter. Men måske mest af alt for den klistrede, erotiske scene mellem de to i Mollys keramikværksted. Sådan var keramikken vist aldrig blevet drejet før. Det blev den så siden i utallige parodier, der har holdt scenen i vores erindring.

Jesper Asholt er en af de mange medvirkende i »Ghost«, der nu er landet i Tivoli. Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin Mydtskov Rønne.

Spørgsmålet er, om der er andet, der er værd at mindes fra filmen om Molly, hvis elskede bankmand Sam dræbes i en ond intrige, men genforenes med hans spøgelse, så de kan sige ordentligt farvel og hævne sig på den onde morder? Det er jo bare en rigtig hjerte-smerte-bagatel med et overnaturligt twist, der om ikke andet giver os musicalens skønneste karakter, spiritisten Oda May, der spilles med fynd, klem, saft og kraft af vulkanske Sara Gadborg.

Generisk gennemsnitspop

Frederikke Vedel og Mikkel Molkte Hvilsom spiller det forelskede par, og jeg må indrømme, at de lader mig ganske kold. Der er mere teknik end følelse i stemmerne, der er mere bleghed end passion i spillet. Johannes Nymark synger måske en anelse mere vedkommende, men hans dubiøse, kokainsniffende husven Carl er ikke en karakter, men en parodi, der kunne ses mindst lige så godt på ethvert gymnasium med musicaltradition.

En steppende Jesper Asholt som hospitalsspøgelse og en altid skønt syngende Joachim Knop i flere mindre roller lyser op i det sådan set dygtige ensemble, der desværre bare kun har kantede koreografier og aldeles kedsommelige sange at gøre godt med. Bandet spiller fint, men man kan ikke gøre generisk gennemsnitspop til guld.

»Der er mere teknik end følelse i stemmerne, der er mere bleghed end passion i spillet. «


Musicalen kommer til Danmark med en noget blandet modtagelse i ryggen, og det kan undre, at Heltemus Production kaster sig over netop denne sceniske filmadaption. Produktionsselskabet har tidligere ramt skiven med især »American Idiot«, der byggede på bandet Green Days album af samme navn. Det kunne være et tip for kommende produktioner: Musik med kant og dybde er essentielt, hvis forestillingen skal flyve. Pænhed bliver bare aldrig rigtig interessant.

»Ghost«. Manuskript, musik og sangtekster: David Stewart, Glen Ballard og Bruce Joel Rubin. Dansk oversættelse: Thomas Bay og Helle Hansen. Instruktør og koreograf: Tobias Larsson. Kapelmester: Mikkel Gomard. Scenograf: Rikke Juellund. Hvor: Tivolis Koncertsal til 28. april.