I evig fremdrift. Aldrig stå stille. Hele tiden udvikle sig. Sådan er budskabet fra Susse Wold i den bog, der udkommer i forbindelse med hendes 80-års fødselsdag, og som har fået den passende titel »Bevægelse«.
En selvhjælpsbog? Egentlig ikke. Hun belærer ikke. Hun inspirerer blot. Hun kan nemlig i mere end én forstand tale for sig selv. Ikke bare er de velskrevne og varme erindringsfragmenter fyldt med øjeblikke, hvor Susse Wold har fået nye indsigter og er kommet videre i sit liv – først og fremmest i mødet med tilværelsens udfordringer, med andre mennesker, der har lært hende et og andet om livet, eller med de ting, hun ikke turde, men gjorde alligevel.
Ligeglad
Historien har hun fortalt før – i de aldeles glimrende bestseller-erindringer med den smågeniale titel »Fremkaldt«, der handlede om noget af det samme – om at vokse ind i det menneske, man måske hele tiden var, men ikke havde modet til at være. Nu er hun stort set ligeglad med, hvad andre mennesker tænker, kan man forstå. Alderen kan man ikke løbe fra, men den må man forsøge at kompensere nogenlunde for skavankerne, lyder budskabet. Og Susse Wold er i det hele taget ikke et menneske, der hviler på noget som helst. Weiter, immer weiter. Støvets år? Støvet når ikke at lægge sig på Susse Wold, for livet er altså ikke forbi, før det er forbi.
»Jeg nægter at dø i levende live,« som hun selv formulerede det i et interview med Fyens Stiftstidende i anledning af sin seneste bog.
Som samlet øvelse virker bøgerne også som et opgør med det ydre skin, der gennem et langt liv har omgivet den fejrede skuespillerinde. Hun har villet gøre sig selv almindelig. Hun har villet gør sig selv menneskelig. Det gælder i livet, men det har også været en slags instinktiv ledetråd i den karriere som skuespiller, der strækker sig helt tilbage til slutningen af 1950erne.
Afkald på glamour
Tag nu bare det, som blev lidt af en triumferende, Bodil- og Robert-belønnet, tilbagevenden til det hvide lærred efter 25 års fravær, den nærmest ukendeligt afskrællede pædofiliforskrækkede børnehaveleder i Thomas Vinterbergs »Jagten« – her var en Susse Wold, som bevidst gav afkald på den ydre glamour, der ellers altid har omgivet hende og til en vis grad defineret blikket på hende som skuespiller – dyr og dejlig overklassedame. Et image, der har været hjulpet godt på vej af for eksempel den monstrøse og nærmest uspillelige sexfantasi fru Junkersen i Rifbjerg-filmatiseringen »Den kroniske uskyld« og af den dårende dejlige, men også overfladiske femme fatale Gitte Graa i TV-serien »Matador«.
Jeg nægter at dø levende.Susse Wold
En side af talentet, hun også i lange passager har dyrket på teatret med alle de ydre og indre fortrin, som primadonna-komediennen Susse Wold har haft: den evige skønhed, det boblende vid, den blændende teknik – en replik, der er lige så rap og festligt turneret som hendes berømte mors, Marguerite Vibys. Hun har jo i det hele taget haft alle forudsætninger for det lyse, lette og elegante lystspil, der ikke mindst foldede sig tindrende og temperamentsfuldt ud i Noël Cowards »Privatliv«, spillet hele 724 gange gennem årene med Bent Mejding som partner, men tilmed også i Stockholm i selskab med selveste Jarl Kulle.
Pernille, Elisabeth Munk i »Elverhøj«, prins Orlofsky, frøken Nitouche, Portia, Eliza, Beatrice i »Stor ståhej for ingenting«. Listen er lang i den karriere, der førte hende fra Privatteatrenes Elevskole til Det Ny Teater og derfra til en status som ung primadonna på Det Kongelige Teater. Inden hun forlod nationalscenen for i stedet at blive en slags førstedame hos sin mand, Bent Mejding – først på Allé Scenen, siden i privat regi.
Den anden Susse Wold
Men så er der også den anden Susse Wold. Den forgræmmede, hæmmede, afskrællede Susse Wold. Tragediennen Susse Wold. Hende, der har insisteret på at trænge ind i menneskesjælen og spille på en undertrykt smerte, som bryder frem bag et tilkæmpet panser.
Man så det allerede med rollen som den neurotiske, usikre Honey i »Hvem er bange for Virginia Woolf?« på Det Ny Teater og nogenlunde samtidig med Jean Genets »Stuepigerne« i TV, men manifesterede sig også voldsomt i Strindbergs bitre ægteskabsdrama »Båndet« i samspil med Erik Mørk. Og tænk bare på søsteren med det ubenyttede liv i det engelske drama »To søstre« eller den smerteligt grundstødte fru Alving i Ibsens »Gengangere« på Folketeatret. Med den sceniske enegang i »Orlando« på Betty Nansen Teatret som den triumf, der gav hende mulighed for at smelte alle talentets facetter sammen. Blev hun nærmest selve altet, spurgte en anmelder.
Sidste sæson gik hun igen på scenen med Bent Mejding i »Kærestebreve« med al den ynde og gravitas, alderen havde givet dem. Hun har også læst både livsledsageren H.C. Andersen og »Den lille prins« vidt og bredt. Holdt foredrag. Været AIDS-Fondet en flot og klog præsident gennem alle årene. Men hun er ikke til fals for hvad som helst, »for hvad som helst har jeg prøvet«. Hun har tilladt sig at være eksklusiv og sin egen herre. Det kan man godt begræde, først og fremmest fordi man vil have alt ud af en af dansk teaters mest lysende talenter.
I sin nye bog stiller hun muntert sig selv de spørgsmål, som andre ikke tør stille hende. Også om, hvorvidt der da ikke er nogen rolle tilbage på teatret til Susse Wold. Svaret:
»Jo,Tante Et i »Skærmydsler«, men den er jeg for ung til!« Man tror det gerne.
Susse Wold fylder 80 år 17. november.